Præster har pligt til at døbe kirke-medlemmers børn

Præster må ikke stille krav til dåbsforældre, så længe forældrene er medlem af folkekirken. Det er et problem, for dåben risikerer at miste sin alvor, mener dr.theol.

"Dåbsanordningen er umisforståelig, alle børn og voksne har adgang til at blive døbt", siger Elisabeth Dons Christensen
"Dåbsanordningen er umisforståelig, alle børn og voksne har adgang til at blive døbt", siger Elisabeth Dons Christensen. Foto: Mikal Schlosser/ Denmark.

Er man ligeglad med den kristne tro, har man stadig ret til at få sit barn døbt, hvis man er medlem af folkekirken.

Medlemmers ret til kirkens betjening er nemlig vedtaget ved lov, påpeger kirkeforskere. Præsters pligt til at døbe har dermed intet at gøre med, om forældre tager dåben alvorligt.

Som Kristeligt Dagblad skrev forleden, er der præster i folkekirken, som har et andet syn på sagen. Sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandeh gav udtryk for, at han ikke vil døbe børn, hvis forældrenes ønske var af kulturelle grunde eller på grund af traditionen, og hvis de siger, at de ikke tror på det her. Andre præster har siden fortalt, at de også sætter grænser for, hvem de vil døbe.

Den udbredte holdning i folkekirken er ellers, at præster ikke må stille betingelser for dåben, og tidligere er præster blevet afskediget for at gøre det, påpeger juraprofessor Ditlev Tamm.

Men præster burde have vide rammer for at kunne sige nej til dåben, selvom forældrene er medlem af folkekirken. Det mener Svend Bjerg, dr.theol. og tidligere lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet.

Det er en gråzone, og den består i spørgsmålet om alvor. Jeg har selv i en årrække døbt en masse børn, og til sidst blev det noget pinagtigt, fordi jeg gentagne gange var ude for, at forældrene sagde, at de ikke troede på noget af det, siger Svend Bjerg, som har virket som hjælpepræst.

Det er virkelig et problem, for så benægter de meningen i det, de er i gang med. Jeg blev i stigende grad så anfægtet, at jeg overvejede at gå. Der er nok ikke tvivl om, at forældrene har ret til det, men de burde ikke have ret til det. Derfor støtter jeg præster, som siger nej til kristendomsfornægtere, eller appellerer til, at de selv trækker dåbsønsket tilbage. Ellers tages alvoren ud af dåben.

Ifølge en Gallup-rundspørge fra 2010 svarer 42 procent af respondenterne, at de i kirken har bekendt sig til den kristne tro, blandt andet ved dåben, uden at de tror på Gud.

At folkekirkemedlemmer har ret til dåb, skyldes da heller ikke en formodning om, at de skulle være bedre til at opdrage børnene i den kristne tro end ikke-medlemmer, mener Svend Bjerg.

Rationalet bag den ordning må juridisk set være, at man betragter folkekirken som en forening, hvis medlemmer har krav på alle de ydelser, de har betalt for over kirkeskatten, herunder ubetinget at få døbt deres børn. Men man plejer at anføre en anden mere hårdtslående og teologisk grund, nemlig at tro bliver forstået som Guds tro på barnet og ikke omvendt, og derfor skal forældre have ret til at få deres børn døbt uden at skulle aflægge eksamen om deres tro, siger han og tilføjer:

Jeg er enig i, at man ikke skal eksaminere folk i deres tro. Men når barnets stedfortræder, som er forældrene eller fadderne, giver udtryk for, at vedkommende ikke tror på noget af det, så bliver det meningsløst.

Men der ligger faktisk en forventning i systemet om, at barnet vil modtage en kristen opdragelse, når det gælder folkekirkens medlemmer, fortæller retsteolog Kristine Garde. Derfor er dåbsforpligtelsen ubetinget over for medlemmer, mens pligten ikke gælder i forhold til forældre, der ikke er døbt ind i folkekirken.

Men jeg vil sige, at hvis jeg kom i en situation, hvor en forælder sagde til mig, at vedkommende ikke tillagde dåben nogen betydning og var flintrende ligeglad, så ville jeg som præst have et problem. Hvis man som præst bliver anfægtet i den pågældende situation, så er det bedst at kontakte sin provst eller biskop og forelægge sit problem. Jeg kan godt forestille mig, at præstens foresatte siger, at man som tjenestemand har pligt til at forrette dåben, men at han måske vil forsøge at finde en løsning, for eksempel ved selv at træde til. Det vil være uheldigt, hvis provst eller biskop truer præsten med en disciplinærsag.

I 1960erne og 1970erne var der flere tilfælde, hvor præster opstillede selvopfundne kriterier for dåben over for forældre, som var medlem af folkekirken. Det førte til afskedigelse af præster og en indskærpelse af den ubetingede dåbspligt. Men med sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandehs tilfælde er der opstået et behov for at diskutere rammerne for, hvad præster må og ikke må ved dåben, mener Kristine Garde.

Massoud Fouroozandeh agerer på baggrund af regler i folkekirken, som han som tjenestemand er forpligtet til at respektere. Men hvis Massoud Fouroozandeh for eksempel har den situation i tankerne, at der er tale om en decideret Kristusfornægter, så må vi drøfte, hvor smertegrænsen for præstens juridiske dåbspligt går. Vi har nemlig ikke diskuteret, hvad man gør i forhold til forældre, der direkte benægter kristentroen. Det er en diskus-sion, som han har gjort relevant, siger hun.

Man bør ikke stille krav til dåbsforældre, uanset om de er medlemmer af folkekirken eller ej. Det mener Kirstine Helboe Johansen, ph.d. og adjunkt ved Aarhus Universitet, som forsker i tro og kirkelige ritualer.

Jeg går ikke ind for at stille krav. Religion har alle dage været noget, man gjorde i stammefællesskaber, og det element er der stadig i de ritualer, som folkekirken gør brug af. Så ja, dåbsforældre foretager en religiøs handling, men om det betyder, at de har en inderlig tro, skal man ikke dømme om. Det er deres tolkningsramme for de store ting i livet, og det er også en religiøs handling.

Biskop i Ribe Stift Elisabeth Dons Christensen advarer mod at gøre sig til herre over dåbsforældres motiver:

Dåbsanordningen er umisforståelig, alle børn og voksne har adgang til at blive døbt. Det tjener ikke til nogen nytte eller gavn at begynde at pinde ud, hvis og hvis. Hvis der er en grænse, så er det der, hvor dåben bliver for sjov, men i stedet for at lege onkel detektiv synes jeg, at en præst, der kommer i tvivl, frit skal søge råd hos sin biskop. Så skal det nok løse sig.