Prøv avisen

Præster holdt sig fra den offentlige debat om vielser af homoseksuelle

"Man taler om, at religion er kommet tilbage i det offentlige rum. Det tyder dog på, at det ikke er de religiøse selv, der er tilbage," siger Henrik Reintoft Christensen, religionssociolog, Aarhus Universitet. På billedet ses børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og overborgmester for Københavns Kommune Frank Jensen (S), under Gay Pride 2013 på Vesterbrogade i København. Foto: Rune Johansen Denmark

En af de største offentlige debatter om folkekirken i mange år har foregået uden større bidrag fra præster, viser ny undersøgelse. Tonen har været for hård, mener sognepræst

Da kirkeminister Manu Sareen (R) i 2011 slog fast, at regeringen ville gøre det muligt for to personer af samme køn at blive viet i folkekirken, indledte han samtidig en af de mest ophedede offentlige debatter om folkekirken i mange år.

Men selvom folkekirken for alvor har været i vælten, er det ikke meget, man har hørt fra kirkens præster. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse, hvor religionssociolog fra Aarhus Universitet Henrik Reintoft Christensen har analyseret de danske avisers dækning af debatten.

Med undtagelse af i Kristeligt Dagblad har det kun været ganske få præster, der har været en del af debatten i aviserne. I stedet har debatten været ført af politikere, meningsdannere og biskopper.

LÆS OGSÅ: Sareen: Vielse af homoseksuelle var et stormvejr på et meget lille sted

Jeg har bevidst prøvet at finde en debat, hvor jeg på forhånd forventede at kunne finde mange religiøse aktører. Men det viste sig, at det var nogle helt andre aktører, der diskuterede. Man taler om, at religion er kommet tilbage i det offentlige rum. Det tyder dog på, at det ikke er de religiøse selv, der er tilbage, siger Henrik Reintoft Christensen, der har undersøgt debatten i otte aviser frem til den 15. juni 2012, hvor lovforslaget trådte i kraft.

Undersøgelsen svarer ikke på, om det er præsterne, der har holdt sig ude af debatten, eller om det er aviserne, der ikke har lukket dem ind. Men hvis den manglende præstedeltagelse skyldes, at præsterne ikke har budt sig til, forstår sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard dem godt.

Hun er en af de præster, der jævnligt markerer sig i den offentlige debat og er selv tilhænger af, at homoseksuelle skal kunne blive gift i folkekirken. Alligevel har hun holdt sig ude af debatten.

Det har været en voldsom og ikke særlig lødig debat. Forskellene er blevet trukket meget hårdt op fra begge lejre. Og man har vidst, at hvis man blander sig, så får man verbale tæsk. Jeg tror, at grunden til, vi ikke har set folkekirkens store rummelighed repræsenteret i debatten, er en frygt for at blive dolket ned, siger hun.

En af de få præster, som har blandet sig meget i den offentlige debat om vielser af homoseksuelle, er sognepræst i Løsning og Korning Henrik Højlund.

LÆS OGSÅ: Biskopper kæmpede forgæves mod vielse af homoseksuelle

Jeg ser det som en forlængelse af mit præsteløfte, hvor jeg lover at bekæmpe lærdomme, der strider mod folkekirkens trosbekendelse. Det kan man bekæmpe på mange måder, men for mig har det betydet at blande sig i den offentlige debat. Det bliver måske lidt voldsomt at sige, det er mit kald, men jeg oplever det i hvert fald som min forpligtigelse, siger han.

Henrik Højlund medgiver, at debatten har været skarp, og at han også selv har været med til at kridte banen meget skarpt op.

Jeg har forsøgt at skærpe betydningen af temaet. Hvis det har været med til at holde den store, brede gruppe af præster ude af debatten, synes jeg, at temaets vigtighed bør være et memento til de præster, om deres tøvende midterposition er holdbar, siger han.

I Reintoft Christensens undersøgelse af debatten har han også interviewet 14 præster for at høre deres grunde til, at de har holdt sig ude af den offentlige diskussion.

En af hovedgrundene lyder, at præsterne først og fremmest føler sig forpligtiget over for deres lokale sognekirke og ikke kan se, at deres stemme er relevant i forhold til den overordnede diskussion om folkekirken.

Det er på mange måder en smuk holdning, mener Lea Skovsgaard:

Når man melder sig i medierne, sætter man også sin person frem. Det kan blive et problem, hvis ens person bliver så fremtrædende, at den kommer til at skygge for ens præstejob. Derfor synes jeg, det vidner om en vis ydmyghed, hvis præster først og fremmest tager ansvar for deres egen sognekirke.

Henrik Højlund mener også, at det i det store hele er forståelig og fint, at mange præster mest er fokuseret på deres egen sognekirke.

Folkekirken er først og fremmest den lokale kirke. Derfor er det et helt legitimt synspunkt for en præst at sige, at jeg først og fremmest er hyrde og præst lige her. Personligt kan jeg ikke bare se igennem fingre med, at der bliver truffet beslutninger på nationalt plan, som jeg er stærkt modstander af. Men det er ikke alle præster, der behøver at kæmpe den kamp i offentligheden, siger han.

Undersøgelsen er netop udkommet som et kapitel i bogen Ytringsfriheden til forhandling på Hans Reitzels Forlag.