Prøv avisen

Præster i mesterlære på teatret

Præsterne lærer, at stemmen bliver lysere, når de ser op. I forgrunden er det Tina Folke Drigsdahl, som eksperimenterer sammen med de øvrige kursusdeltagere. Foto: Jens Bach.

Skuespillere fra Odin Teatret i Holstebro lærer præster fra Helsingør Stift at bruge stemmen og kroppen

Jeg har været præst i over 30 år og arbejder stadig på at blive dygtigere. Så det her er fuldstændig fantastisk. Jeg var slet ikke klar over, at der var så mange klange i stemmen, så mange farver, siger sognepræst Kirsten Drigsdahl fra Lillerød i Nordsjælland. Sammen med 14 kolleger fra Helsingør Stift deltager hun i et seminar på Odin Teatret i Holstebro og har netop fået undervisning af den italienskfødte skuespiller Roberta Carreri.

Hun bruger kroppen til at give klang til stemmen, og det er helt utroligt, hvad man kan opnå. Det her går langt ud over den smule, jeg i sin tid lærte på Pastoralseminariet, siger Kirsten Drigsdahl og demonstrerer stemmens betydning. Først taler hun langsomt og monotont, og derefter bliver hun meget nærværende og får tilhøreren til at lytte.

LÆS OGSÅ: Lukkede kirker fortsætter med kirkelige aktiviteter

Vi skal ikke spille teater, for det kan også blive for meget. Men vi kan blive mere bevidste om det, vi gør, siger hun.

Dagen før har Kirsten Drigsdahl og de andre præster fået undervisning af den britiskfødte skuespiller Julia Varley, som lærte deltagerne at arbejde med stemmen, og to dage i træk har hun sammen med kollegerne tilbragt flere timer med Odin Teatrets stifter, Eugenio Barba. Han er ikke bare verdensberømt teaterleder, men også elsket og hædret på universiteter verden over, fordi han er en af de få, der for alvor kan sætte ord på det arbejde, der udføres på scenen.

Det har været et stort privilegium at få lov at diskutere berøringspunkter mellem kirken og teatret og diskutere ritualernes brug, ikke mindst fordi man på Odin Teatret er optaget af ritualer i en grad, så det springer i øjnene, siger hun.

Seminaret i Holstebro holdes som led i efteruddannelsen af præster i Helsingør Stift og med sognepræst Jørgen Demant fra Kongens Lyngby som en af hovedkræfterne. Han er teologisk konsulent i stiftet og har været med til at oprette et Liturgisk Laboratorium med fokus på højmessens liturgi og præstens rolle som aktør. Målet er at skabe nærvær og fokus inden for rammerne af den gældende højmesseordning.

Sidste år deltog 40 præster i et endagsseminar i Lillerød Kirke med skuespilleren Roberta Carreri fra Odin Teatret, og det var så givende, at vi valgte at fortsætte ad det spor. Det viste sig, at teaterfagets viden om krop og stemme som virkemidler var meget givende for arbejdet i Liturgisk Laboratorium, siger Jørgen Demant.

Æren for samarbejdet med Odin Teatret overlader han dog helt og holdent til sognepræst Tina Folke Drigsdahl fra Kregme-Ølsted Pastorat i Nordsjælland. Hun er oprindelig uddannet skuespiller fra Odense Teater og kom som ung til Odin Teatret. Her var hun medlem af teatrets ensemble i en årrække, før hun besluttede at læse til præst.

I dag definerer jeg ikke mig selv som skuespiller, men jeg har det med i bagagen og kan se, at teatret har en tavs viden, vi kan bruge, siger hun.

Det er ikke den viden, der kan formuleres i tidsskrifter, i bøger og på film, som hun henviser til. Det er den viden, der i den klassiske mesterlære gives videre fra mester til elev.

Det er en viden, som ligger i kroppen, og som skuespilleren oparbejder gennem års træning og arbejde i salen. Den har i et vist omfang brug for tid og tålmodighed, siger hun og nævner som eksempel et menneske, der skal gå igennem et rum, hvor der i forvejen sidder andre mennesker.

Man kan gøre det på en måde, så alle lægger mærke til én. Men man kan også gøre det diskret, så man ikke bliver bemærket. Som præster har vi hele tiden brug for at finde den krop i rummet, som kommunikerer mest tydeligt og mest indfølende, om man vil. Man kan komme et langt stykke vej med almindelig sund fornuft, men der er altså også noget, man kan lære, siger Tina Folke Drigsdahl.

Med et smil fortæller hun, at præsterne på et tidligere seminar i Helsingør Stifts Liturgisk Laboratorium diskuterede de samme ting på et mere teoretisk og akademisk plan.

På tavlen og i vore små bøger skrev vi fine ord som darstellende Handlung og wirksame Handlung. Det så fint ud, men faktisk vidste vi ikke helt, hvad vi talte om. Det kan være en god idé at tage kroppen med, når man vover sig ud i det, siger hun og roser sine kolleger for stort mod, når de på bare fødder kaster sig ud i skuespiltræning.

På seminaret har præsterne set flere af Odin Teatrets meget komplekse forestillinger, der kan være lige så vanskelige at beskrive som god musik, og Tina Folke Drigsdahl mener, at der noget at hente.

Jeg tror godt, man kan lære noget ved at se højmessen som et dramaturgisk forløb med forskellige led, der kan justeres på, men stadig sådan, at man bevarer en klassisk struktur. Mit ærinde er ikke, at vi skal slå kolbøtter eller vejrmøller i gudstjenesten. Vi skal give den fylde, siger hun.

Jørgen Demant tilføjer, at det for 25 år siden ikke havde været muligt at oprette et liturgisk laboratorium, men at præsterne nu forsøger at sætte sig ud over blufærdigheden.

Vi har verdens største og vigtigste budskab. Men hvis jeg taler helt monotont, varer det jo ikke længe, før du holder op med at høre efter, siger Kirsten Drigsdahl.

Et af seminarets temaer har været at undersøge forholdet mellem et profant og et religiøst ritual, og om det er muligt at skabe et rum, hvor det hellige kan være og virke. Det har været en af de ting, det har været sværest at sætte ord på.

Det profane og det religiøse ritual har det tilfælles, at det skal udføres på en bestemt måde for, at vi kan tro på, at det virker, siger Tina Folke Drigsdahl, og det uddybes af Jan Asmussen, der er sognepræst i Farum og medarrangør af seminaret:

Det er vigtigt at understrege, at et ritual peger væk fra sig selv. Der er et frirum, noget, som ikke siges. Når et brudepar knæler ved alteret, og jeg lægger hånden på deres hoveder og udfører vielsesritualet, betyder det noget andet og mere end de ord, jeg siger. Der er reserveret et rum til noget uudsigeligt, men kun hvis jeg gør det rigtigt. Hvis det er lavet dårligt, slapt, uden intention og sjusket, irriteres man, fordi man kun ser sjuskeriet. Men hvis jeg gør det rigtigt, betyder det noget mere, som vi ikke taler om. Det er derfor, vi har brug for træningen her på Odin Teatret. Nogle ting er svære at sætte ord på, men man kan godt forstå dem rent fysisk, siger han.