Prøv avisen

Præster siger op i protest mod kirkeminister

"Præster har ligesom alle andre frihed til at søge et andet job," siger kirkeminister Manu Sareen (R) som reaktion på, at flere præster forlader folkekirken i protest. Foto: Leif Tuxen.

To præster forlader folkekirken, blandt andet på grund af et kommende vielsesritual for homoseksuelle

Forleden sagde Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby farvel til folkekirken i protest mod kirkeminister Manu Sareen (R). Nu følger to sognepræster efter.

Ved søndagens gudstjeneste delte sognepræst i Hejnsvig og Vesterhede Frands N. Pedersen løbesedler ud til menigheden.

LÆS OGSÅ: Sognepræst siger op: Har fået nok af Manu Sareen

Her skrev han, at han havde fået nok af kirkeministeren og derfor sagde sit job op.

Opsigelsen skyldes dog ikke kun vielser af homoseksuelle, understreger han over for Jydske Vestkysten.

Jeg kan ikke affinde mig med, at præster bliver nedgjort, fordi de har en anden mening end flertallet. Jeg føler ikke, jeg kan være med mere, hvis jeg bliver sat i miskredit af min chef, kirkeministeren, fordi jeg har meninger ud fra Bibelen, siger Frands N. Pedersen, som nu skal være præst for en frimenighed i Silkeborg.

Opsigelsen kommer, efter at 12 præster i sidste uge gav udtryk for deres frustrationer over kirkeministeren i Jydske Vestkysten. De beskylder ham blandt andet for at drive folkekirken som en forvaltning frem for som et trossamfund. Det er særligt udsigten til vielser af homoseksuelle, der har gjort præsterne vrede.

Denne vrede deler sognepræst Brian Christensen, som efter 15 år i Elling Sogn forlader folkekirken på grund af udsigten til et autoriseret vielsesritual for homoseksuelle. Fremover skal han være landssekretær i Evangelisk Luthersk Netværk, hvis formand, sognepræst Henrik Højlund, har været en af de mest synlige kritikere i debatten om vielse af homoseksuelle i folkekirken.

Præster har ligesom alle andre frihed til at søge et andet job, siger kirkeminister Manu Sareen (R).