Prøv avisen

Præster skal lære at spotte selvmordstruede

Karin Wellejus glæder sig over, at Center for Selvmords-forskning nu vil gøre præster bedre til at håndtere selvmordsadfærd. – Arkivfoto.

Nyt initiativ skal lære præster om svære samtaler med fortvivlede mennesker, siger en præst, der selv har haft problemet inde på livet

Første gang, sognepræst Karin Wellejus skulle begrave en selvmorder, følte hun sig slet ikke klædt godt nok på. Hun savnede gode grund-bøger eller bare ordentlige diskussioner at trække på fra tiden under uddannelse på Pastoralseminariet.

Jeg kan huske, at jeg talte med kolleger, men jeg savnede uddannelse, siger den tidligere præst ved Grundtvigs Kirke i Københavns Nordvestkvarter. Her har hun i 20 år haft at gøre med en meget sammensat befolkning og både begravet selvmordere og talt med folk, der var på vej til at tage deres eget liv.

Både sygeplejersker, ambulancereddere og politibetjente er langt bedre uddannet til at tackle selvmord, end præster er, siger hun.

Efterhånden lærte hun at håndtere de svære opgaver, men ikke takket være den videreuddannelse, som hun kunne have ønsket sig.

Derfor glæder Karin Wellejus sig over, at Center for Selvmordsforskning nu vil gøre præster bedre til at håndtere selvmordsadfærd blandt sårbare mennesker, efter at Velux Fonden har givet centret 2,7 millioner kroner til formålet

LÆS OGSÅ: Skræmmende statistik: Hvorfor tager unge livet af sig?

Baggrunden for det nye projekt er en undersøgelse fra 2010, der viste, at 92 procent af præsterne i Danmark har været i kontakt med selvmordstruede personer. Men også, at mange præster oplever, at de har meget lidt viden om og forståelse for selvmordsadfærd. Mange præster er derfor ofte usikre på, hvordan selvmordstanker og selvmordsadfærd håndteres, og hvordan selvmordsforsøg og selvmord forebygges.

Præsterne skal klædes på til at løse opgaven, ligesom når de bliver klædt på til at undervise konfirmander. De skal lære at spotte mennesker, som måske er på vej til at begå selvmord, og så skal de lære at støtte de efterladte, når ulykken er sket, siger Karin Wellejus.

Hun betragter det som to sider af samme sag og håber, at pastoralseminarierne, hvor præsterne får den praktiske del af præsteuddannelsen, vil tage opgaven op.

At tale med folk, der er truet af selvmord, er en del af sjælesorgsarbejdet, og i dag mangler præsterne uddannelse i disse samtaler. Da jeg gik på Pastoralseminariet, var det stadig sådan, at ægtepar skulle til mægling hos præsten i forbindelse med skilsmisse, hvis den ene part ønskede det, og vi havde øvelser, hvor vi lærte at føre disse samtaler. På tilsvarende vis er der brug for øvelser, hvor præster lærer at spotte og tale med selvmordstruede, siger hun.

Samtidig efterlyser Karin Wellejus undervisning i at tage sig af de pårørende efter et selvmord.

Det er noget andet end et normalt dødsfald, fordi de pårørende ofte føler skyld og skam, og så er det vigtigt at få det talt igennem, siger hun.

Hvordan kan præsten hjælpe de pårørende?

Der er kun en ting at gøre, og det er at se sorgen i øjnene og sige, at her er der sket noget forfærdeligt, men det er ikke jeres skyld. Det er den afdøde selv, som har valgt at tage sit eget liv. Jeg synes, det er helt ubærligt, hvis det ikke bliver italesat ved en begravelse, og man lader, som om den er helt normal, siger Karin Wellejus.