Populær præst har skiftet prædikestolen ud med standupklubber: Prædikener skal holdes ude, hvor folk er

Rob Bell blev kendt som stifter af en megakirke og senere som præsten, der afviste Helvede. Men så besluttede amerikaneren at forlade embedet og sprede sit budskab på nye måder. Nu har han for første gang besøgt Danmark

Den amerikanske forfatter og tidligere præst Rob Bell besøgte i sidste uge København, hvor han optrådte på Jazzhus Montmartre fredag og lørdag. –
Den amerikanske forfatter og tidligere præst Rob Bell besøgte i sidste uge København, hvor han optrådte på Jazzhus Montmartre fredag og lørdag. – . Foto: Stephen Sandoval.

Der klappes og hujes, da han træder op på scenen. Den 48-årige amerikaner, som er afslappet klædt i shorts, T-shirt og gummisko, smiler og snupper mikrofonen.

”Hello Denmark,” siger han, hvilket skaber endnu mere larm i lokalet.

Reaktionen fra publikum denne første fredag i august er næppe meget anderledes end den, andre optrædende på Jazzhus Montmartre i København får, når de dukker op på den lille scene med det bordeaux forhæng i baggrunden. Men den er atypisk, når man tænker på, at Rob Bell ikke er jazzmusiker. Eller nogen anden form for musiker for den sags skyld. Han er derimod en tidligere præst, der taler om Gud, tro og bibelhistorier.

”Hvor mange af jer bor i København?”, spørger han de omkring 60 fremmødte, hvorefter 5 rækker hånden i vejret, mens andre råber, at de er fra Aarhus, Amsterdam, Sverige og Brasilien.

De griner, da Rob Bell fortæller, at hans bedstefar var dansker, og at han derfor altid har villet til Danmark.

”Jeg er kommet hjem,” udbryder han og høster et nyt bifald.

Rob Bell er ikke en hvilken som helst formidler af det kristne budskab. For omkring 20 år siden stiftede han en megakirke, som tiltrak godt 10.000 mennesker hver weekend, og i 2011 udnævnte Time Magazine ham til en af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden. Dette skyldtes også de bestsellere, han udgav, der diskuterede Gud og kristendommen på en moderne og udogmatisk måde.

Rob Bell i samtale med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey 3750798

De seneste år er det blevet til flere bogtitler, men Rob Bell har skiftet prædikestolen ud med scener i teatre og på barer og standupklubber i Los Angeles, hvor han bor, samt mange andre steder i verden. Han har blandt andet turneret med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey og laver derudover ugentlige podcasts om tro.

”På en måde har alle tingene været en del af en lang, langsom udvikling i den samme retning,” sagde han under et interview kort inden aftenens optræden.

Ifølge Rob Bell har fokus for de ting, han har lavet, altid været at prædike.

”Jeg snublede ind i prædikenerne som en farlig, poetisk, smuk, undergravende og forstyrrende kunstform, og den fangede mig. Jeg tænkte, at det var det, jeg ville med mit liv. Det betød, at jeg måtte blive præst og arbejde i en kirke. Så det gjorde jeg. Men jeg føler mig mere hjemme, når jeg for eksempel sidder på det her jazzspillested. For jeg har altid haft en idé om, at prædikener skal holdes ude, hvor alle de andre er. Blandt komikere, musikere, skuespillere og poeter.”

Hvis man i dag kommer til et Rob Bell-show, kan man komme til at høre om alt fra bibelhistorier til et foredrag om arkitektur og Salmernes Bog eller slægtsforskning. Om det, han laver, skal kaldes prædikener, foredrag eller andet, ved han ikke.

”Jeg er stoppet med at sætte et mærkat på det. Nogle ser det som en prædiken, andre som standup-comedy blandet med undervisning, filosofi, en terapisession eller et genoptræningsmøde. Jeg ved bare, at mit arbejde føles mere meningsfuldt end nogensinde, og det er dybt givende at få mulighed for at interagere med folk som i aften.”

Interessen for prædikener opstod, da Rob Bell som dreng var med sine forældre i kirke. Her blev han betaget af historierne om Jesus, som ifølge ham handlede om de store emner, alle vil høre om. Der var bare en ting, han ikke forstod – hvorfor blev de fortalt så kedeligt?

”For mange i USA er en prædiken noget, der skal udholdes. Det kan være, at den er nyttig eller inspirerende, men der, hvor jeg voksede op, var den for mange forbundet med et sted, hvor en eller anden bare talte og talte om hvem ved hvad.”

For Rob Bell var prædikenen en kunstform, der var gået tabt og måtte genopdages. Efter at have arbejdet som præst i en lokal kirke i nogle år, valgte han i 1999 at stifte den uafhængige evangelikale kirke Mars Hill Bible Church sammen med sin hustru, Kristen, og nogle venner. Kirken blev kendt som en utraditionel menighed, der lagde mere vægt på diskussion end dogmatisk lære, og formidlede sine budskaber på alternative måder. Mens menigheden voksede sig større og større, kunne Rob Bell dog mærke, at han skulle væk. For kirkens succes betød, at han brugte mere tid på møder om driften end på ”at skabe ting”, som han siger. Derfor valgte han i slutningen af 2011 at stoppe som præst.

Kort inden sin afsked med kirken havnede Rob Bell i 2011 i en større debat, som skyldtes hans bog ”Love Wins: A Book About Heaven, Hell, and the Fate of Every Person Who Ever Lived” (Kærlighed vinder: En bog om Himlen, Helvede og skæbnen for hvert menneske, som nogensinde har levet). Heri kaldte han dogmet om, at udvalgte kristne vil ende i Himlen, mens resten af menneskeheden skulle martres i Helvede, for et ”misforstået og giftigt” koncept.

Bogen skabte særligt røre blandt konservative amerikanske evangelikale, som traditionelt tror på både en Himmel og et Helvede. På kort tid gik Bell fra at være ”den sejeste kristne i USA” til ”den største kætter”, lyder det i dokumentarfilmen ”Kætteren” om ham fra 2018.

Under sine optrædender møder Rob Bell også stadig folk, der fortæller, at de virkelig ikke kunne lide ham, da bogen udkom.

”Det sjove er, at der ikke var noget i den bog, der føjede noget særlig nyt til Jesus-traditionen. Det er sjovt, at religiøse mennesker kunne blive vrede over det, for det betød, at de i virkeligheden var vrede over deres egen tros dybde.”

I Jazzhus Montmartre lader der denne fredag ikke til at være nogen til stede, der ikke kunne lide Rob Bells syn på Helvede. De griner af historien om hans livsrejse, af hans Oprah-anekdoter, og da han begynder at forklare dem kvantefysik.

Flere roser hans energi, da det bliver muligt at stille spørgsmål, og de spørger ind til hans syn på det at finde sin plads og bryde med det vante. En vil gerne høre, hvilken rolle kristendommen vil få i fremtiden, hvortil Bell svarer, at mennesker stadig får brug for at sætte ord på de spirituelle oplevelser, de har.

”Nogle spørger mig, hvorfor jeg stadig vil bruge tid på at snakke om Jesus. Det er, fordi hans historier er fantastiske. De sætter ord på den menneskelige tilstand på en ekstraordinært effektiv måde,” siger han og tilføjer, at en fordel ved det kristne budskab også er, at det giver plads til de tvivlende.

En kvinde vil vide, hvordan man åbner op for den spirituelle side, man har i sig. Ifølge Rob Bell har de seneste års teknologiske udvikling gjort, at mange mennesker har mistet kontakten med naturen og sig selv.

”Jeg tror, mennesker er ved at genopdage deres intuition. Det er derfor, de begynder at gå til ting som mindfulness. Vores kultur har de seneste år ført os væk fra den rette sti, men nu lærer vi at stole på vores intuition og lade den lede os. Jeg ville starte der,” siger han.