Jeg har været en hyppig gæst i kirken, siden jeg blev voksen, og jeg har altid opfattet mig selv som en mainstream-folkekirke-grundtvigiansk troende. En glad kristen med andre ord. Men den opfattelse ændrede sig på ét sekund i det, som jeg vil kalde et øjenåbnende øjeblik, der indfandt sig for cirka 15 år siden.
En af mine nære veninder er præst, og vi sad i en diskussion om nogle samvittighedskvaler, som jeg havde. Det var vist noget med, at jeg ikke havde behandlet en pige, som jeg burde og derfor havde dårlig samvittighed, altså noget almenmenneskeligt.
Min måde at tale om det på var til gengæld usædvanlig alvorlig og skyldbetynget. Og det handlede ikke kun om det aktuelle svigt, men alle mulige andre fejl, som jeg havde begået i livet, lagde jeg oveni, indtil mængden af synd over mit hoved voksede til uanede højder. Jeg var efterhånden – ifølge mig selv – et seriøst dårligt menneske, der sad og udbredte sig om det over for min præsteveninde.
Hun havde lyttet tålmodigt, indtil hun lige pludselig lo højt og hjerteligt, strøg mig mildt over håret og sagde: Poul, Poul, du er jo indremissionsk i hovedet!
Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før. At jeg i den grad var fyldt af en latent syndsbevidsthed, der dukkede op og tyngede mig, hver gang jeg begik selv det mindste fejltrin. Alle synder skulle samles til bunke. Hver gang. Sådan at jeg aldrig kunne tilgive mig selv og – vigtigere – åbenbart heller ikke stolede på, at Gud kunne.
Kogt ned til sms-format kan kristendommen udtrykkes i to sætninger: Mennesket er en synder. Mennesket er tilgivet og frelst. Men jeg havde tydeligvis ikke rigtig fået sætning nummer to med i bagagen.
Jeg voksede op i landsbyen Sdr. Felding i Vestjylland, hvor Indre Mission stod stærkt.
Mit eget hjem var ikke særlig religiøst og slet ikke missionsk, men som de fleste børn på egnen gik jeg i søndagsskole og forbandt vel i det hele taget ubevidst den kristne tro med Indre Missions måde at tro på. Og de var i hvert fald dengang og på min egn mere optaget af synden end af nådegavens glæde.
Det sad i mig, og den dag i præstegården forstod jeg, hvor fast det stadig sad. For jeg havde indtil da altid gået rundt med fortabelsesangsten som et bagtæppe i mit liv, men til gengæld havde jeg altid glemt glæden ved frelsesbudskabet, når det brændte på.
Men efter det øjeblik gik en mental proces i gang inde i mig, som stadig foregår. For det er et evigt arbejde at lære at huske på og være bevidst om sætning nummer to, den med glæden og frelsen. Men jeg er blevet bedre til at ”synde tappert” for nu at tale luthersk.
Med tiden har jeg lært at forstå, at det at være en synder handler om, at vi er uperfekte mennesker mere end om overtrædelse af regler og forbud. Det betyder omvendt ikke, at jeg ikke stadig får dårlig samvittighed. Jeg opfatter det heller ikke som et carte blanche, der fritager mig for ansvar og giver mig lov til at opføre mig efter eget forgodtbefindende. Men det giver mig en udvej og en trøst i livet, en større frimodighed mentalt.
Hvad er det bedste åndelige råd, som du nogensinde har fået?
Det bedste åndelige råd, som jeg kender, lyder i al sin enkelthed: Gå i kirke. Man skal simpelthen gå i kirke for at høre det glade budskab. Og man skal gøre det igen og igen, for ordene skal genplantes hele tiden. Man kan ikke nøjes med at komme én gang i løbet af livet eller året og så tro, at det er gjort med det. Nej, budskabet skal høres gang på gang, hvis man skal have det med sig.
Det hænger også sammen med den uforklarlige tilstand og oplevelse af ordet og salmerne, som tilsammen skaber den henvendthed, som er så inderlig en oplevelse, der lejrer sig i én, så man altid går fra kirke oprustet og klar til at møde verden og tilværelsen.
Jeg tror, at det hænger sammen med, at henvendtheden i kirkerummet fra Gud og til os mennesker i sig rummer en forklarelse og en indsigt, som ikke kan beskrives med ord, men som vi føler – og som vi bærer med os.
Der er også en anden grund til, at vi skal gå i kirke – og gerne gøre det gennem hele kirkeåret. For kun på den måde kan vi høre teksterne i sammenhæng. Dermed kan vi bedre fordybe os i dem og forstå den sammenhæng, som der er i Bibelen. Her får vi sandheden om det at være menneske beskrevet på en måde, som vi ikke selv kunne udtænke.
Hvad udfordrer din tro?
Den akademiske rationalitet kan godt udfordre mig. For der findes jo mennesker med en anden tro end mig, for hvem deres tro forekommer lige så sand og rigtig, som min tro er for mig. Ja, nogle gange tror de måske endda mere på deres tro, end jeg tror på min. Man siger også, at enhver bliver salig i sin tro.
Men hvis det er sådan, hvordan ved jeg så, om min tro er sand? Og hvem har så ret? De kristne? Ateisterne? Eller er det måske de fortabelsesparate muslimer? Det kan jeg ikke svare på, men det kan godt drille mig.
Jeg er derimod ikke udfordret af Bibelens gammeltesta-mentlige beretninger, som jeg ikke ser som historiske kendsgerninger, men som myter og allegorier, der fortæller os om, hvordan Gud er.