Prøv avisen
Præsteliv

Præst: Efterladte vil vide, om deres kære er et godt sted

Susanne Worm Steensgaard har i sine 22 år som sognepræst erfaret, at der er kommet en større åbenhed over for folks religiøse erfaringer. – Privatfoto.

Sognepræst Susanne Worm Steensgaard prøver altid at være åben og imødekommende, når efterladte fortæller om oplevelser, hvor de har mærket en afdøds nærvær. Udfordringen er, når de efterladte har et brændende ønske om at give en sidste hilsen til den døde

En familie oplevede, at de sad på plejehjemmet ved deres gamle, syge mor. Og i det øjeblik moderen døde, faldt et billede af en engel ned fra væggen og landede på sengen. En anden mand undrede sig over, at der i helt særlige situationer dukkede en intens duft op af hans afdøde hustru.

Sådan lyder et par af de mange historier, sognepræst i Kastrup Kirke Susanne Worm Steensgaard hører i samtaler med efterladte, som på en eller anden måde har haft en oplevelse af at være i kontakt med døde.

”Typisk er det mennesker, der fortæller, at de har haft en erfaring af, at en nylig afdød har sendt en form for sidste hilsen til dem,” siger hun.

Dermed er hun et klassisk eksempel på, hvordan præster ofte bliver konfronteret med historier, hvor grænsen mellem de levende og døde bliver brudt. I en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget blandt folkekirkepræster, svarer 43 procent, at folk har søgt råd hos dem efter at have haft en oplevelse af at være i kontakt med afdøde.

Susanne Worm Steensgaards erfaring er, at efterladte typisk opsøger hende som præst med disse historier for at få en forvisning om, at deres kære er et godt sted.

”Jeg bliver sjældent afkrævet et egentligt svar på deres oplevelser. Men jeg kan mærke, at de alligevel gerne vil have noget konkret. Så jeg fortæller typisk om gudsriget og paradisbillederne fra Bibelen. Jeg prøver at være meget åben og gå med ind i oplevelsen uden at forklejne den. Og så svarer jeg ofte, at den omsorg og kærlighed, man mærker fra Gud, kan tage mange forskellige former,” siger hun.

Folks egne fortolkninger af oplevelserne er ofte noget mere konkrete end Susanne Worm Steensgaards. Hun forklarer, at der ligger en opfattelse i folkereligiøsiteten i Danmark af, at de, der har stået en allernærmest, vil indtage en form for skytsengelfunktion efter døden.

”Jeg tror, at når man er i en sorg- og afskedssituation, søger man efter tegn og forklaringer. Og mange går med et brændende ønske om at kunne give en sidste hilsen eller se sin elskede i øjnene en sidste gang,” siger hun.

Den slags ønsker kan dog være en udfordring at gribe rigtigt an i en sjælesorgssamtale. For på den ene side vil Susanne Worm Steensgaard gerne være imødekommende over for folks fortællinger, men på den anden side vil hun ikke gå med til nogen form for clairvoyance.

”Den direkte form for kommunikation til de afdøde, hvor man kontakter dem igennem clairvoyance, er jeg altid på en klar og forstående måde afvisende over for. Men jeg ønsker ikke at tage håbet fra folk om, at de måske har oplevet deres afdødes nærvær i en særlig situation,” siger hun.

Susanne Worm Steensgaard har været engageret i sorg- og krisegrupper i godt 22 år, og det er især her, at hun hører om efterladtes mystiske oplevelser med døde. Over disse år har hun mærket, at folkekirken så småt er begyndt at åbne sig over for folks personlige religiøse erfaringer.

”Der er en strømning i folkekirken med en større accept af mystikken i kristendommen, og hvor man tager religiøse oplevelser seriøst. Men folkekirken er noget af en supertanker, og det tager tid at få den vendt,” siger hun.

Mens flere har kritiseret folkekirken for ikke at have en særlig udbygget teologi om de døde i modsætning til både den ortodokse og den katolske kirke, så er Susanne Worm Steensgaard glad for, at synet på efterlivet og de døde ikke er nedfældet i klare, teologiske læresætninger.

”Det giver mig som præst en mulighed for at være åben. Hvis det hele blev meget dogmatisk, var der en risiko for, at døren bare blev smækket i over for disse oplevelser. Selvfølgelig skal åbenheden ikke føre til, at man begynder at tale med heste i kirken, men man skal være påpasselig med ikke at ødelægge muligheden for dialog,” siger hun.