Prøv avisen
Interview

Domprovst: Er man grebet af kristendom, kan man kun tænke politik ud fra den

”Folk må gerne være uenige med min forståelse af kristendommen, men så må de tænke over, hvorfor de er uenige, og hvad det får dem til at mene. Det vil jeg hellere, end at de på vej ud af kirkedøren tænker ‘sagde han overhovedet noget?’,” siger domprovst Anders Gadegaard. Her ses han søndag den 15. februar 2015 kort efter terrorangrebet i København. Sammen med menigheden i Københavns Domkirke lagde han buketterne fra kirkens alter ved synagogen.

Det er på høje tid, at præster gør op med flere årtiers forbehold og forsigtighed over for at være politiske fra prædikestolen. Det argumenterer domprovst i København Anders Gadegaard for i en ny bog

Kan en præst prædike om fordelingspolitik? Eller hvad med tortur, udlændingestramninger, dansk krigsdeltagelse, israelske bosættelser eller klimaforandringer?

Spørger man Anders Gadegaard, er svaret ja. Og der kan snildt føjes meget mere til listen over politiske problemstillinger, som den 67-årige domprovst i Vor Frue-Vesterbro Provsti i København gennem tiden har vendt fra prædikestolen. For gode prædikanter kan ifølge ham ikke undgå at blive politiske. Det burde give sig selv, synes han. Men det gør det ikke.

”Hvis man i dag siger til en præst, at ’der blev du vist lidt politisk’, så skal det oftest forstås som noget negativt. Som om det var en forbrydelse. Men det er da snarere et adelsmærke at beskæftige sig med det fælles bedste,” siger domprovsten.

Anders Gadegaard har længe følt et behov for at råbe op om netop det forbehold, der efter hans mening er imod at kombinere kristen forkyndelse og politiske holdninger. Og nu er hans synspunkter og argumenter blevet til bogen ”Tro mod politik”, som udkommer på tirsdag.

”Jeg synes, der er en tendens blandt danske præster til at være for forsigtige. For det ligger netop i den kristne forkyndelse, at man skal være moralens og samfundets vogter ud fra det etiske grundlag, vi har i kristendommen. Og dermed skal vi også råbe op, hvis der er politiske beslutninger, som ikke er i overensstemmelse med det kristne menneskesyn,” siger han.

Når Anders Gadegaard siger politik, forstår han begrebet som ønsket om at finde fælles løsninger for hinandens bedste. Og det er netop her, troen og den kristne etik kan spille ind og give kriterier for, hvad man skal mene og gøre.

”Det handler for eksempel om livets hellighed, menneskets ansvar og frihed og kravet om, at vi skal forlige og forsone os og ikke sætte skel. Alle de etiske værdier udspringer af kristendommen. Så hvis man er grebet af den kristne tro, kan man ikke andet end at tænke ud fra den, når man skal finde politiske løsninger,” siger domprovsten, der selv blandt andet har været aktiv i kampen mod rydningen af Ungdomshuset i København, hjælpen til asylansøgere, der var gået under jorden, og de seneste år i arbejdet for en bedre dialog med muslimer i Danmark.

I mange år spillede kirken da også en stor rolle for dansk socialpolitik, siger Anders Gadegaard og nævner, hvordan kirkens sociale arbejde i midten af 1800-tallet var med til at starte alt fra børnehaver og alderdomshjem til højskoler og andelsbevægelser. Men i anden halvdel af det 20. århundrede ændrede det sig. Dette skyldes ifølge Anders Gadegaard teologer fra den grundtvigsk-tidehvervske bevægelse herhjemme og især folkene bag tidsskriftet Tidehverv, som gjorde op med den idealiserende kristendom, hvor præster netop taler om at arbejde for det fælles bedste i samfundet. Det tidehvervske synspunkt har ifølge Anders Gadegaard betydet, at det teologiske miljø blev præget af en linjevogter-mentalitet, hvor man udskammede de præster, der bevægede sig i en idealistisk retning og havde meninger om godt og ondt ud fra kristendommen.

Det særlige problem, som Tidehverv ifølge domprovsten også gør sig skyldig i, er en særlig tolkning af reformatoren Martin Luthers toregimentelære, der går ud på at skelne mellem det åndelige og det verdslige – tro og politik.

”Den lære er blevet brugt til at sige, at tro og politik skal holdes totalt adskilt og ikke har noget med hinanden at gøre. For mig har det altid været et indlysende misbrug af Luthers lære og en fejlfortolkning af rang, som man ikke finder nogen andre steder i den lutherske verden. Jeg mener ikke, man kan høre Jesu forkyndelse uden at være klar over, at det, han vil, er at engagere os i at tage vare på hinanden,” siger Anders Gadegaard.

Der skal selvfølgelig være grænser for, hvor meget tro og politik må spille sammen, tilføjer domprovsten. Hvis man argumenterer for et konkret politisk tiltag ved at sige, at det er Guds vilje, så får man et teokrati, siger han og tilføjer, at man ikke kan sige, at troen har løsningen eller den endegyldige sandhed for, hvilke beslutninger der skal tages.

”Fra prædikestolen kan jeg for eksempel sige, at jeg er optaget af, at vi bevarer skaberværket til næste generation, og at det skal være en prioritering, da vi er ved at ødelægge det. Men jeg kan ikke sige, hvor hurtigt vores CO2-udslip skal sættes ned, og hvor meget det skal koste. På samme måde kan jeg sige, at vi skal være gæstfri over for folk fra andre verdensdele, men jeg kan ikke sige, hvor mange flygtninge vi skal tage. Så jeg kan sige, hvad man skal være optaget af, og hvad man kan sætte spørgsmålstegn ved.”

Udfordrer det ikke de kirkegængere eller sognebørn, som ikke er enige med dig, at du blander kristendommen med særlige politiske synspunkter?

”Jeg har været ude for nogen, der har sagt til mig efter en prædiken, at det kan man ikke stå og sige med kristendommen som baggrund. Men jeg har ikke sagt noget, som for mig ikke er indlysende rigtigt i den forstand, at det handler om at hjælpe nogen, der har brug for hjælp. Hvis folk bliver kritiske over for min måde at forkynde på, vil jeg påstå, at det er deres egen fordomsfuldhed, der spiller ind. Så er det, fordi de tror, jeg siger mere, end jeg gør.”

Så det er vigtigere at få et budskab ud end at frygte, om kvinden på fjerde bænkerække i kirken måske vil føle, at din prædiken ikke stemmer overens med hendes kristne forståelse?

”Ja. Hvis det skulle dirigere dig, ville du jo aldrig få sagt noget. Hvis vi som præster undlader at være politiske, bliver vores forkyndelse bare uvedkommende. Jeg vil hellere have, at folk får noget at tænke over. De må gerne være uenige med min forståelse af kristendommen, men så må de tænke over, hvorfor de er uenige, og hvad det får dem til at mene. Det vil jeg hellere, end at de på vej ud af kirkedøren tænker ’sagde han overhovedet noget?’.”

Du nævner selv Tidehverv, som udgør en lille del af folkekirkens teologer, men alligevel fylder meget i samfundsdebatten. Hvor er den anden fløj henne?

”Det har jeg desværre intet svar på andet end, at der er en indgroet forsigtighed, hvor man ikke orker kampen og polemikken. Jeg tror, det handler om den teologiske selvjustits, der har været fremherskende de seneste 50 år. Tidehvervs teologer er hårde hunde i en debatsammenhæng, og derfor skal man være rimeligt godt polstret, hvis man vil bide skeer med dem. Og det vælger mange at lade være med, selvom de måske er lodret uenige med dem.”

Hvis Anders Gadegaard skal nævne teologer, der deler hans synspunkter og blander sig i debatten, er der teologen Svend Andersen fra Aarhus Universitet. Derudover har den tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holm været aktiv, og det sammen gælder tidligere professor i teologi Ole Jensen og den nu afdøde teolog og professor Theodor Jørgensen. Også præsten og politikeren Margrete Auken (SF), der sidder i Europa-Parlamentet, har været en stærk stemme inden for kirken, før hun valgte politikken.

”Hvis du spørger rundt i præstekredse, vil langt flertallet synes, at der er mere kød på det, de stemmer har at sige, end på de tidehvervske. Men det har ikke fået dem til at blande sig mere i debatten. Det burde de for i det mindste at sikre, at befolkningen, der lytter til præster og kirkedebatter, kan høre, at der er flere udgaver af kristendommen herhjemme.”

Men hvad hvis en kvinde for eksempel bor i et område, hvor præsten i den lokale kirke bliver ved at prædike ud fra en politisk holdning, hun ikke kan lide?

”Som hvis Søren Krarup skulle lytte til mig hver søndag?”

Ja, ville det ikke være problematisk?

”Det er derfor, vi lever i en vidunderlig kirke i Danmark, hvor du kan løse sognebånd til en anden præst og komme i en anden kirke. I dag kommer mange ikke i den lokale kirke, de er tilknyttet, men i den kirke, hvor de kan lide at komme, og hvor fælleskabet siger dem noget. Den tendens vil brede sig, og det er for det gode. Det betyder ikke, at man skal være enig med præsten for at komme i en bestemt kirke. Men man skal selvfølgelig kunne lide den grundlæggende kristendomstolkning.”

Tro mod politik