Når en nærtstående person går bort, kan man benytte en af landets kirkelige sorggrupper. Men hvad gør man, hvis personen ikke er død, men blot har forladt en?
Det spørgsmål har fået sognepræst i Havdrup på Østsjælland Kristine Stricker Hestbech til at lancere en sorggruppe for skilsmisseramte, hvor man kan dele nogle af de mange svære følelser, der kan være forbundet med at blive skilt.
I 2008 blev hun skilt fra sin mand gennem 20 år, og hun har siden haft svært ved at finde ligesindede, selvom antallet af folk, der blev skilt i 2014, nåede op på 19.387 ifølge Danmarks Statistik.
”Det er efterhånden blevet så almindeligt at blive skilt, at det bliver opfattet som noget banalt, selvom det er en tragedie for den enkelte,” siger Kristine Stricker Hestbech og tilføjer:
”Jeg følte mig isoleret og oplevede en enorm ensomhed. Det tager tid at vikle sig ud af hinanden og reetablere sin identitet, når man pludselig ikke skal forstå sig selv i kraft af hinanden,” siger Kristine Stricker Hestbech, der sidestiller følgerne af en skilsmisse med et dødsfald.
Og det kan der være ganske god grund til at gøre, siger Mai-Britt Guldin, der er psykolog og sorgforsker på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Amerikanske studier på området viser nemlig, at det er de samme sorgsymptomer, som opstår, uanset om man bliver skilt, eller en person tæt på en afgår ved døden.
Det vil i begge tilfælde udmønte sig i tristhed, knugen for brystet, ondt i maven og følelser som meningsløshed og håbløshed, forklarer hun.
”Følelsen adskiller sig nemlig ikke fra hinanden, hvad enten sorgen skyldes dødsfald eller skilsmisse. Sorg er en grundlæggende følelsesmæssig tilstand på samme måde, som når man føler vrede. Følelserne er de samme, uanset om man er sur på sin kæreste eller sin chef,” siger Mai-Britt Guldin.
Den nyoprettede sorggruppe for skilsmisseramte vil holde første møde, når den første håndfuld interesserede melder sig på banen. Kristine Stricker Hestbech har siden efteråret 2014 haft en traditionel sorggruppe for dem, som har mistet ved dødsfald, sammen med psykoterapeut Britta Karlshøj, der ligeledes vil være en del af den nye gruppe, når den kommer i gang.
”Når vi er to, har vi bedre mulighed for at observere samtalerne, så vi skiftevis arbejder aktivt og passivt. På den måde kan den ene være mere opmærksom på tankerne og følelserne hos den, der taler. Vores fornemmeste opgave bliver at spejle tilbage,” siger Kristine Stricker Hestbech, der ser sin egen rolle som den, der skal spørge om det svære.
Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund, har i sit virke som sognepræst i Løsning Sogn erfaret, at skilsmissesorg kan være langt værre at blive ramt af end dødssorg, og han byder derfor initiativet velkommen.
”Det er et fuldstændig oplagt tilbud for kirken at udbyde. Jeg er imod skilsmisse generelt, og man kan med rette kritisere, at folk bliver skilt, men man må erkende, at det er en stor sorg. Når folk først er blevet skilt, så må man forholde sig til det,” siger Henrik Højlund, der ikke selv vier fraskilte.
Det bliver først et problem, hvis initiativet har karakter af legitimation af skilsmissen, som var tilfældet med skilsmisse-ritualet, der tidligere har været til debat, forklarer Henrik Højlund.
”Det må aldrig blive en blåstempling af skilsmissen, men det er heller ikke tilfældet her. Derfor kunne vi sagtens finde på at lave et lignende initiativ her hos os.”