”Jeg har lugtet Jesus.” Med de fire ord indleder den kvindelige parfumeur Ketura en natlig samtale med en mandlig luthersk præst fra Danmark i en kælder i den gamle bydel i Jerusalem. I kælderen er hylder med pipetter og flasker fyldt med dufte. Nardus, myrra, frankincense, ceder. Dufte, der er hentet ud af Bibelens fortællinger. Og kvinden fortæller om duftene, deres betydning og den måde, de ifølge hende kan åbne mennesker for en dybere erkendelse af Gud og den verden, han har skabt. Kvinden har været en internationalt berømt parfumeur. Hun har arbejdet i de fineste parfumehuse i Europa, men er nu vendt hjem til Israel, hvor hun sammen med sin søn driver en parfumeforretning i Vestjerusalem. Det er her, den lutherske præst møder hende. Han er gået ind i forretningen for at spørge efter myrra, men i stedet får han i første omgang en invitation til at møde den ældre kvinde et andet sted i byen. Invitationen fører til seks møder fordelt over lige så mange aftener. Den sjette aften dør kvinden, som er syg af kræft, og på sit dødsleje beder hun den lutherske præst om at hente en særlig flaske i hendes kælder og tage den med hjem for at åbne menneskers næser og hjerter for Gud.
Mødet mellem Ketura og den lutherske præst er motoren i sognepræst og forfatter Poul Joachim Stenders nye bog, ”Guds sved. Kvinden, der kunne lugte Gud”, som netop er udkommet. Den lutherske præst i bogen bærer Stenders navn, og selvom der er tale om en blanding af fiktion og fakta, er Keturas ærinde – at åbne det bibelske univers for præsten via lugtesansen – identisk med forfatterens eget sigte med bogen.
”Jeg har brugt en stor del af mit virke som præst på at rehabilitere de sanser, vi næsten har glemt i den lutherske kirke, nemlig smags-, føle- og nu også lugtesansen. Smagssansen har jeg forsøgt at skabe opmærksomhed på ved at bringe mad og drikke ind i kirken og knytte vores måltider sammen med de bibelske fortællinger. Følesansen har jeg forsøgt at rehabilitere ved at pege på Bibelens mange erotiske fortællinger og argumentere for, at seksualiteten ikke er gudløst område. Nu er turen så kommet til lugtesansen, som nok er den mest oversete sans både i vores samfund og vores lutherske kristendom,” siger Poul Joachim Stender.
Inspirationen til hans nyeste bog kom fra et møde med en kvindelig parfumeur i Jerusalem for omkring et år siden. Herfra voksede fortællingen om de seks møder mellem kvinden og den lutherske præst og deres samtaler om de bibelske dufte, deres oprindelse og betydning.
”Afsættet for fortællingen er virkeligt nok, og en del af beskrivelserne af Ketura er også hentet fra virkeligheden. Men der var nogle ting, jeg måtte udbygge og ændre for at få fortalt det, jeg gerne ville. Jeg var for eksempel nødt til at slå Ketura ihjel for at få dødens dufte med,” siger han.
Poul Joachim Stender har mødt både med- og modsigelse, når han har argumenteret for at forstå og praktisere kristendommen på en mere sanselig måde. Ikke mindst bogen ”Med Gud i sengen” vakte modstand i nogle kirkelige kredse. Og Poul Joachim Stender forudser, at også hans nye bog vil vække blandede følelser.
”Vi har i høj grad defineret os som lutherske ved at markere forskellene på vores kirke og den katolske og ortodokse kirke. Det afspejler sig blandt andet i de enorme summer, vi bruger på at formidle og forstå Gud via syns- og høresansen. Vi har orgler til hundredtusindvis af kroner, bruger masser af penge på arkitektur og lydanlæg og lønner kirkesangere og kirkekor for at holde vores salmeskat i live. Men hvem tænker på, hvordan deres kirke lugter? Og hvem har spekuleret på, om vi bedre kan huske Gud, hvis vi også sanser ham med næsen?”, spørger Poul Joachim Stender.
Poul Joachim Stender holder foredrag, hvor han præsenterer tilhørerne for dufte fra det bibelske univers og bruger dem til at give nyt perspektiv på blandt andet Højsangen og beretningen om kvinden, der overhældte Jesus med dyr nardusolie.
Sidstnævnte beretning udlægges ofte som en måde at foregribe Jesu død på, fordi det på Jesu tid var almindeligt at salve de døde med nardusolie. Men Poul Joachim Stenders møde med den israelske parfumeur fik ham til at forstå beretningen i et nyt lys.
”Jeg tror, at vi er gået alt for analytisk til den beretning, fordi vi vil kontrollere det, vi ikke kan begribe. Gud kan ikke gribes og kontrolleres, og sådan er det også med kærligheden og duftene. Kvinden, som overhælder Jesus med olie, gør det simpelthen, fordi hun vil give Gud det bedste, hun har. Hendes handling afspejler kærlighedens ødselhed,” siger han.
Også andre fortællinger har han opdaget nye vinkler på ved at ”læse Bibelen med næsen”.
Blandt andet er han nu overbevist om, at en del af de mennesker, der ifølge evangelierne møder Jesus og erkender, at han er Guds søn, gør det via lugtesansen.
”Jeg tror, at Jesus både har duftet af jord, sved og urin, fordi han var menneske. Men neden under det har han også duftet af noget andet, som den friske luft efter et tordenvejr. En duft af evighed,” siger Poul Joachim Stender.
Han har siden sin ungdom været optaget af parfumer og har et skab derhjemme med over 70 forskellige dufte, heriblandt også mange med ingredienser, som findes i de bibelske fortællinger om duftofre, salvinger og måltider.
Han har desuden de senere år trænet sin lugtesans ved at fjerne etiketterne fra sine krydderiglas, ligesom han øver sig i at sanse landskabet lige så meget via næsen som via øjne og ører.
Han håber, at også folkekirken vil åbne sig mere for at forkynde evangeliet via lugtesansen.
”Jeg forestiller mig ikke, at vi skal til at brænde røgelse af under gudstjenesten. Men vi kan blive mere bevidste om de dufte, vi allerede bruger, når vi stiller blomster på alteret og lægger en rose ned i graven som en sidste hilsen til den døde. Og så kunne jeg godt drømme om, at kirkerne køber et kit med dufte, de kan bruge til at formidle bibelhistorier til sogneaftener og minikonfirmandundervisning,” siger han.
”Jeg er sikker på, at Gud har givet os vores sanser, for at vi kan møde både verden, hinanden og Ham via dem alle.”