Der har været heftig debat om folkekirkens ansvar og funktion, efter at julens gudstjenester blev anbefalet aflyst af kirkens top sent den 23. december.
Særligt folkekirkens ledelse, eller mangel på samme, har stået for skud og er blevet kritiseret her i avisen. Men diskussionen handler ikke kun om ledelse, lyder det fra flere præster, blandt andre sognepræst i Nødebo Kirke i Nordsjælland Eva Holmegaard Larsen. Hun sidder tilbage med en oplevelse af, at juleballaden også handler om mangel på lidenskab. Hun mener, at folkekirken har været drevet for meget af frygt og rådvildhed og interne uenigheder til at kunne navigere roligt og samlet i en krisetid.
”Folkekirken mangler en fælles stærk bevidsthed om sin egen betydning som kirke. Især i krisetider. En spørgeundersøgelse efter nedlukningen i påsken viste, at et flertal i befolkningen gerne så, at kirken er nærværende i krisetider. Det interessante er, at vi overhovedet havde brug for sådan en undersøgelse til at slå det på plads. At vi nu har oplevet kirkens egne ansatte starte en bevægelse for at lukke kirker i julen er næsten et paradoks og et klart udtryk for, at vi befinder os i en krise. Hvis så endda kravet var kommet fra menigheden, var det til at forstå,” siger Eva Holmegaard Larsen.
Hun henviser til den underskriftindsamling om at aflyse julens gudstjenster, der blandt andet blev underskrevet af en del af folkekirkens personale. Selv oplevede hun det næsten som et bagholdsangreb, da hun hørte i TV 2 News, at der var en stærk strøm af folkekirkens egne stemmer, der ville lukke kirkerne til jul. Det var hendes indtryk, at de fleste af kirkens medarbejdere landet over arbejdede på at forberede gode, forsvarlige løsninger.
Da de utrygge stemmer endte med at ”vinde”, da blandt andre biskopperne den sidste dag inden jul anbefalede at lukke kirkerne, tænkte Eva Holmegaard Larsen, at det var dem, som råbte højest, der fik deres vilje.
”Jeg forstår godt frygten blandt kirkepersonalet. Vi har alle sammen en lille frygt i denne tid. Lægen, sosu-assistenten og børnehavepædagogen er også bange. Men vi ville være fortabt som samfund, hvis der ikke var folk, der trodsede deres frygt. Ellers kan man jo bede om en sygemelding. Det er ikke særlig smukt at se, at kirkepersonalet vil have særregler i forhold til andre ansatte, som passer deres arbejde til glæde for os alle sammen,” siger Eva Holmegaard Larsen.
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i går lød en lignende kritik fra sognepræst Marianne Wagner. Hun sidder efter forløbet med de aflyste julegudstjenester undrende tilbage og vil gerne have svar på, hvordan de af kirkens medarbejdere, der stod forrest i koret for en nedlukning, nu har det med det.
Men der skal være plads til forskellige holdninger i folkekirken. Og alle følger deres samvittighed, fornuft og tro efter bedste evne, mener teolog og forfatter Lars Sandbeck, der er studielektor for kirke- og kulturmedarbejdere ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
”Dem, der har været fortalere for at lukke kirkerne, mener, at det blandt andet er kirkens opgave at passe på sin menighed, og her har man valgt at gå med forsigtighedsprincippet, når nu der har været flere eksempler, hvor mange fra en menighed er blevet smittet efter et kirkearrangement,” siger han og fortsætter:
”Vi som mennesker kan se den samme virkelighed fra forskellige vinkler – i det her tilfælde, hvordan kirken tager sit ansvar på sig. Den rummelighed skal der være plads til i den danske folkekirke. Man skal ikke dømmes ude, hvis man ikke deler samme synspunkt.”
Det ville komme bag på Lars Sandbeck, hvis ikke julen til næste år bliver, som vi kender den. Han tror ikke, det kommer til at rykke noget ved danskernes forhold til kristendommen, at de fleste af dette års julegudstjenester blev aflyst.
Diskussionen om årets julegudstjenester er et udtryk for en større debat, der handler om kirkesyn og om, hvordan man betragter kirkens rolle i samfundet, mener Kurt E. Larsen, der er kirkehistoriker og professor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus. Særligt under coronakrisen er den debat blevet tydelig, forklarer han.
”Hvis man primært ser folkekirken som en del af det offentlige Danmark, altså en kulturinstitution på linje med teatre og biblioteker, så er det svært at få øje på, hvorfor kirken skulle have en særstilling under coronaepidemien. Så vil man som medarbejder eller medlem af folkekirken helst være solidarisk med resten af samfundet og holde kirken lukket så vidt muligt.”
”Men hvis man ser kirken som en kritisk funktion, så bør præsten og kirketjeneren også gå på arbejde ligesom lægen eller sygeplejersken, selvom der er en teoretisk risiko for at blive smittet. Med det synspunkt bør kirken holde åben og kæmpe for at finde en form, hvor den kan yde sit bidrag til at være en hjælp til mennesker,” siger Kurt E. Larsen.
Han mener, at diskussionen om julegudstjenesterne er et udtryk for, at de to kirkesyn eksisterer og skiller kirkens medarbejdere. Særligt mellem kirketjenere, der tidligt gik ud og appellerede til at aflyse gudstjenesterne, og biskopperne, der holdt fast helt frem til lillejuleaften, er skellet tydeligt, vurderer han.
”Man kunne tænke, at det her handler om, at det teologiske syn på kirken blandt præster og biskopper generelt adskiller sig fra de ansatte funktionærer, der jo ikke er underlagt et præsteløfte og end ikke behøver at være medlem af folkekirken,” siger Kurt E. Larsen.