Natten til den 13. august 2009 blev der banket på døren til præsteboligen ved Brorsons Kirke i København. Udenfor stod politiet, som ville informere sognepræst Per Ramsdal om, at de var i gang med at rydde hans kirke for de afviste asylansøgere, der havde boet der de seneste tre måneder.
Gennem vinduet kunne Per Ramsdal se de blå blink, der lyste rundt om kirken, mens irakere med strips rundt om hænderne blev ført ud i busser og væk.
”Hvis jeg skal sige noget, jeg personligt fortryder fra dengang, så er det, at jeg ikke gik over og forsøgte at spærre vejen. Men jeg havde lovet mig selv, at jeg ville trække mig, hvis det kom så vidt, for så var det loven, der tog over. I dag ville jeg ønske, jeg havde gjort lidt mere. Det havde selvfølgelig ikke ændret noget, men som en manifestation ville jeg gerne have stillet mig i døren og sagt, at her har politiet ikke noget at gøre,” siger Per Ramsdal, som i dag er sognepræst i Islands Brygges Sogn og Sundby Kirke i København.
Her 10 år efter at politiet ryddede Brorsons Kirke, ville Per Ramsdal med egne ord være klar til at træde til, hvis en lignende situation skulle opstå.
Men det samme lader ikke til at være tilfældet blandt danske præster generelt. Som flere kilder i dag fortæller til Kristeligt Dagblad, er kirkelig aktivisme i flygtningedebatten primært noget, man ser i Sverige og Tyskland, mens det i Danmark er blevet noget, der foregår i det skjulte. Samme oplevelse har Per Ramsdal.
”Inden for det kirkelige synes jeg ikke, der foregår særlig meget. Jeg tror måske, folk er lidt bange for konsekvenserne. Der er blevet strammet så meget på udlændinge- og flygtningeområdet de seneste år, at mange måske er blevet lidt nervøse for, om man gør noget ulovligt,” siger han.
Ud over politiske stramninger tror Per Ramsdal også, at sagen fra 2009 har haft betydning.
”Hele rydningen var så ubehagelig, og det at politiet gik imod den ældgamle tradition, hvor kirken er fredhellig, har måske fået folk til at tænke, hvad vi så overhovedet har tilbage at midler. For når magten står over kirkens tradition, er det svært at lave demonstrationer og modaktivisme,” siger han og tilføjer, at det ærgrer ham.
”For mig står rydningen af kirken tydeligt som en skelsættende dag, hvor man overskred alle de medmenneskelige grænser ved at sige, at det at tage folk i forsvar og hjælpe folk, der er i nød, ikke er noget, man kan fra kirkelig side. For kirken har ikke særstatus mere.”
Efter rydningen skrev flere hundrede teologer og præster under på en protest mod politiets indtrængen i Brorsons Kirke, og flere støttede Per Ramsdal, som dog også mødte stor kritik fra andre fløje. Han blev blandt andet anklaget for at have misforstået kristendommen og sin rolle som præst og for at misbruge sit hverv til en form for gerningsretfærdighed. Selv påpeger han, at det var menighedsrådet, der gav irakerne lov til at være i kirken, og at han desuden ikke mener, at det var en politisk handling.
”Jeg mener, det er næstekærlighed at hjælpe folk, der beder om hjælp uden at kigge på politik, religion eller etnicitet. Jeg forsøgte bare at hjælpe, så godt jeg kunne. Det havde ikke noget med partipolitik at gøre, men var en konsekvens af det budskab, vi prædiker i kirken. Ellers er det jo kun tomme ord. Der er et mellemstadie mellem kristne budskaber og partipolitik, og det er handling,” siger han.