Prøv avisen
Spørgsmål & svar

Præst: Kirken må åbne sig for det alternative

Privatfoto

Efter prøver på dyreclairvoyance i kirken er Gislinge Kirke havnet i modvind. Men for at folkekirken kan blive attraktiv, må den bevæge sig, og det kan blandt andet ske ved at invitere det alternative indenfor, siger Dorthe Thaulov, sognepræst og initiativtager til det omstridte arrangement

Sognepræst Dorthe Thaulov, du inviterede en dyretelepatør til at holde foredrag i kirken, som gav prøver på kommunikation med afdøde dyr. Tror du selv på den slags clairvoyance?

"Det gør jeg helt sikkert. Jeg ved, at det er rigtigt. Jeg har selv oplevet det og har en snert af den evne, selvom jeg ikke vil påstå, at jeg er lige så dygtig som dyretelepatøren Ditte Young. Jeg er et rationelt menneske med en god jordforbindelse, det kræver det jo også at være præst. Men det med telepati er ikke noget,der foregår i de højereluftlag. Det er helt nede på jorden."

Kan du beskrive nogle af de oplevelser, du har haft med det overnaturlige?

"Telepatien for eksempel, som de fleste ville kalde overtro, har jeg oplevet i forbindelse med vores hest. Ditte Young har arbejdet med vores hest, og hun har kunnet sige nogle ting, som hun ikke har kunnet vide på forhånd. Hun gik ind og pegede på, hvor han fik ondt, og da vi så fik tilkaldt dyrlægen, bekræftede han det. På den måde har jeg haft stor gavn af det, og det samme har min datter med sin dressurpony."

Det var netop den slags telepati, der blev holdt foredrag om og givet eksempler på i din kirke sidste torsdag. Deler de folk, der kommer i din kirke, og dem, som deltog i arrangementet, din tro på telepati?

"Folk er meget åbne over for det. Der er selvfølgelig også folk, der er skeptiske, men der er ikke nogen, der blev forargede over foredraget. Menighedsrådet var jo også med til at støtte op om arrangementet, så det viser en åbenhed. Vi mødte mennesker, hvor de står, og det er jo det, kirken skal."

Kunne du selv som præst finde på at agere medie, så de mennesker i din kirke for eksempel kunne komme i kontakt med deres dyr?

"Nej, det ville jeg på ingen måde. Jeg er præst og ikke telepatør. At jeg så oplever nogle ting i mit privatliv, det er noget andet. Jeg udfører min rolle som præst og gør det, jeg skal, og ikke andet. Folk vil måske tænke, at jeg er flyvsk, men jeg er faktisk temmelig solidt plantet i den kristne muld."

Alligevel inviterede du en dyretelepatør ind i din kirke. Er der ikke en risiko for at falde uden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag?

"Jo, det er fuldstændig rigtigt, at risikoen er der. Men vi må gøre sådanne ting for at møde folk, hvor de er. Sådan som kirken er lige nu, er gudstjenesten meget stiv. Folk kommer ved jul og højtider, men ellers siger kirken dem ikke rigtigt noget. Det er, fordi vi taler et forkert sprog. Og folk er der jo åbenbart, når vi afholder noget som dyreclairvoyance, hvor over 100 dukkede op. Når der er nogle alternative ting, der rører sig, og som folk er optagede af, skal vi være åbne. Når man inviterer en imam ind i kirken, er det heller ikke en, som står for vores egne synspunkter, eller som er kristen. Det er jo sådan set det samme, som når man inviterer en alternativ clairvoyant indenfor. Her stiller jeg spørgsmålet: Kan vi mødes på nogle områder? Og kan vi diskutere vores forskelligheder?"

Men hvor går grænsen?

"Det er svært at definere. Men jeg vil sætte grænsen ved det, der har med mørket at gøre. Det onde, ondskab, vil jeg ikke have ind, og jeg tror heller ikke, jeg ville invitere en ateist ind og tale. Men det alternative som dyreclairvoyance har i høj grad med lys og kærlighed at gøre. Jeg synes generelt tit og ofte, man møder fordømmelse over for sådan noget i folkekirken, og det er jo faktisk modsat den næstekærlighed, som kristendommen står for. Folkekirken er en stor kolos, der ikke så gerne vil bevæge sig. Men det er jo ikke interessant at være en lille, ligesindet gruppe. Man skal møde andre. Det er det, som det i høj grad handler om, når jeg inviterer det alternative indenfor."

Og det er også det, der nu har gjort, at biskoppen har indkaldt dig til en samtale. Hvad håber du på bliver resultatet af den?

"Det er jo deres pligt at reagere, når der opstår den her røre. Så skal de hive mig ind til uddybelse. Jeg er da spændt på biskoppens reaktion, og hvad han kommer frem til. Jeg ved det endnu ikke. Men jeg er sådan set glad for at skulle snakke med dem om det, netop fordi det åbner op og kan være med til at skubbe til rammerne."

Kunne du finde på igen at invitere en clairvoyant eller en anden alternativ foredragsholder ind i kirken?

"Nu ved jeg ikke, om biskoppen giver mig en løftet pegefinger og siger, at jeg ikke skal gøre det en anden gang. Men jeg havde ikke tænkt mig, at det skulle være et enkeltstående foredrag. Jeg har mange bekendte inden for det alternative felt, så der er flere, jeg gerne ville hive ind."