Prøv avisen

Præst på hospitalets præmisser

Det er blandt andet i mødet med patienter som Jens Erik Nygaard, at hospitalspræst Karsten Thomsen finder de etiske problemstillinger, han arbejder med i den klinisk etiske komité. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Karsten Thomsen er en af de præster, der sidder med i en klinisk etisk komité på et sygehus. For ham er opgaven ikke hovedsageligt at være troens bannerfører, men at minde sundhedsvæsenet om menneskets åndelige side

Karsten Thomsen går hjemmevant ned ad gangen på neurologisk sengeafsnit på Bispebjerg Hospital i København.

Han er hospitalspræst, men præstekjolen lader han hænge på kontoret, når han går stuegang. Det er blandt andet ude på afdelingerne, i mødet med patienter og personale, at Karsten Thomsen støder på de dilemmaer og problemstillinger, som han er med til at drøfte i den klinisk etiske komité, der dækker både Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Som medlem af komitéen bidrager man med råd og vejledning, når medarbejdere skal træffe svære etiske valg.

Præster som Karsten Thomsen er blevet fast inventar i mange klinisk etiske komitéer på landets hospitaler. I en rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad har otte ud af ni af de klinisk etiske komitéer på landets største hospitaler en præst som medlem, og i fire af de ni komitéer er det nævnt i bestemmelserne, at en præst skal sidde fast med.

På en af stuerne denne morgen møder hospitalspræsten 61-årige Jens Erik Nygaard, der har Parkinsons sygdom og er indlagt, fordi han skal have indopereret en såkaldt Duodopa-pumpe, der doserer hans medicin til tyndtarmen. Jens Erik Nygaard betegner sig selv som lidt af en sportsfanatiker, og i det finder han fælles grund med Karsten Thomsen, der selv følger ivrigt med i fodbold. Karsten Thomsen fortæller, at hans samtaler med patienter ofte handler om hverdagsting som vejret eller kampen mellem Chelsea og Liverpool. Men det sker også, at tungere emner bliver omdrejningspunktet.

”Når jeg går mine ture på afdelingerne, taler jeg med folk om alt fra kaffe til magtesløshed. Men de fleste gange taler vi om, hvordan vi oplever livet, hvad vi er bange for og glade for. Hvad der betyder meget for os. Vi taler sjældent direkte om kristendom. Jeg er der ikke hovedsageligt som troens bannerfører. Og det er de samme præmisser i komitéen,” fortæller Karsten Thomsen.

Den 48-årige præst var med til at starte hospitalets klinisk etiske komité op for omtrent seks år siden. Han og en sygeplejerske fra det, der dengang hed skadestuen, så et behov for at få drøftet de etiske problematikker, man som hospitalspersonale støder på i hverdagen. I dag består komitéen, eller det klinisk etiske udvalg, som det også kaldes, af 15 medlemmer, der fast mødes en gang i kvartalet. Ud over præst Karsten Thomsen består medlemmerne af forskellige repræsentanter for ledere, medarbejdere og brugere.

En mandlig patient på 70 år er svært hjerneskadet, delvist lammet og har intet sprog. Han ernæres via en sonde, der lægges i mavesækken. Patienten har flere gange hevet sonden ud og skal derefter transporteres til hospitalet for at få lagt en ny. Her stritter han imod og udviser frygt og angst. Derfor må man bruge tvang. Skal man fortsætte med proceduren? Eller skal patientens adfærd respekteres som tegn på, at han ikke ønsker sonden, selvom det betyder, at han ikke får mad og væske?

Når komitéen mødes, drøfter de en case, et etisk dilemma, som den 70-årige patient er et eksempel på. Sommetider kommer afdelingerne selv med en problematik, de gerne vil have taget op, men ofte er det også komitéens medlemmer, der i deres arbejde støder på noget, de gerne vil have vendt. Og der er nok at tage af, fortæller Karsten Thomsen.

”At være til stede er det første og vigtigste. Hvis ikke du er til stede og kan spille ind i dagligdagen, er det lige meget. Så er komitéarbejdet en papirtitel. På afdelingerne er der etik alle vegne. Man ser måske en seng med et menneske i på gangen. Er det okay? Og hvor længe er det okay? Og hvad kan man gøre for, at det bliver mere okay?”.

Karsten Thomsen fortæller, at når komitéen tager en case op, når de ikke nødvendigvis frem til det ”rigtige”. Et klinisk dilemma har nemlig aldrig én rigtig løsning, men det har fire-fem dårlige, som han siger. I sidste ende har det med kvalitetssikring at gøre. At diskutere om det, der foregår på hospitalet, står på linje med de værdier, sundhedsvæsenet hævder at have. Og der mener Karsten Thomsen, at han i kraft af sit virke er godt klædt på.

”Jeg er en del af et sundhedsvæsen, der er meget materialistisk og fokuseret på somatikken (legemlig behandling, red.). Folk er det, man kan se, måle og veje. Vi præster er en af de faggrupper, der kan påpege, at der også er en eksistentiel og åndelig del af mennesket, og at den del også indvirker på somatikken.”

Karsten Thomsen forstår derfor ikke de kritiske røster, der ikke mener, at præster som folkekirkens repræsentanter hører hjemme i klinisk etiske komitéer.

”Det er klart, at når man som præst indgår i et klinisk miljø, så sker der noget med ens identitet. Så jeg har stadig kirke på rygraden, men ikke alene på kirkens betingelser. Det er også på sundhedsvæsenets og det sekulære samfunds betingelser.”

Hospitalspræsten mener, at han ligesom de øvrige medlemmer af den klinisk etiske komité er repræsentant for et vigtigt område, nemlig det åndelige. Det virker kun naturligt for ham at lade præstekjolen hænge, og denne morgen går han sin stuegang i jeans, brune ruskindssko og en blå hættetrøje. Her er han nemlig præst på hospitalets præ-misser. Det samme gælder i komitéen, og det kommer alle til gavn, mener han.

”Det er godt for mig som præst, fordi jeg skal genfinde mig selv og skærpe min faglighed i et klinisk miljø. Det er godt for folkekirken, fordi den får en berettiget plads i sundhedsvæsenet. Men det er også godt for hospitalet, for vi præster hævder noget andet end materialisme. Vi behøver ikke at missionere, men vi er her som en påmindelse om, at der er andre menneskesyn end cost-benefit-analyser,” siger Karsten Thomsen.8

Den 48-årige præst var med til at starte hospitalets klinisk etiske komité op for omtrent seks år siden. Foto: Jens Welding Øllgaard