Mikkel Wold kommer ind i kirkerummet fra en åbning bag alteret. Den 58-årige sognepræst er iklædt en hvid messeskjorte og har over den en lang grøn kåbe, som på bagsiden er dekoreret med et sølvfarvet kors. Det glimter ud til menigheden, da han stiller sig ved alteret med ryggen mod kirkebænkene i Frederiks Kirke i København, også kendt som Marmorkirken.
Det ser flot ud, synes Marianne Thygesen, som sidder oppe foran i kirken på tredje bænkerække. Derfra er der godt udsyn over kirken og præsten, så hun går altid efter den plads til gudstjenesterne. Når hun altså kommer. Den tidligere gymnasielærer i dansk og religion vil ikke kalde sig selv nogen flittig kirkegænger, og sidste besøg er efterhånden nogle måneder siden.
Det skyldes blandt andet Mikkel Wold. For sognepræsten har de seneste tre måneder været på orlov, og netop han er en vigtig grund til, at Marianne Thygesen kommer i kirken.
”Han formidler sin personlige tro meget overbevisende. Der er noget inderligt i hans måde at prædike på, og han er venlig og nærværende,” siger hun.
Marianne Thygesen er ikke ene om at sætte pris på Mikkel Wold, der har været præst i Marmorkirken siden 1994. Han er blevet kaldt en af landets mest populære præster, som folk kommer langvejs fra for at høre, og som foredragsholder og sjælesørger er han også efterspurgt. Rundt omkring i landet finder man flere præster, der på samme måde formår at samle mange i kirkerummet. Det kan skyldes alt fra en stærk teologi eller karisma til gode retoriske talenter og en evne til at samle de ikke-vante kirkegængere. Resultatet kan være flere hundrede deltagere ved gudstjenester og andre arrangementer. Men derfor er titlen som populær ikke noget, en præst skal stræbe efter, hvis man spørger Mikkel Wold.
Hvorfor ikke, får vi først hans forklaring på efter gudstjenesten, som denne søndag i juni har godt 100 deltagere. Mange turister blev afvist ved indgangen og bedt om at komme tilbage senere, medmindre de ønskede at deltage i gudstjenesten. Ind kom i stedet dåbsgæster og kirkegængere i alle aldre. De ældre er i overtal, hvilket ellers ikke altid er tilfældet i Marmorkirken. En undersøgelse viste for nogle år tilbage, at halvdelen af kirkens kirkegængere var under 40 år, men eksamenstiden kan spille ind på den lave repræsentation i dag, vurderer Mikkel Wold.
Dermed går de unge glip af en prædiken om den rige mand, som havner i dødsriget, mens det er den fattige Lazarus, der kommer i himlen. Mikkel Wolds stemme runger i mikrofonen, mens han roligt og tydeligt fortæller om godhed og om gode handlinger, som i dag mistænkes for at være egoistiske handlinger. Da han er færdig med sin prædiken, lister et par deltagere tilfredse ud af kirken. De behøver tilsyneladende ikke resten af gudstjenesten.
Der er faktisk nogen, der har forsøgt at sætte ord på, hvad Mikkel Wold kan. For nogle år tilbage lavede den daværende stiftspræst i København Helene Dam en undersøgelse blandt 50 kirkegængere om Mikkel Wold. Her sagde mange, at de følte, de blev styrket i deres tro på grund af Mikkel Wolds store troværdighed og egen tro. Derudover var de glade for præstens gode samarbejde med organisten og for hans rolige og sikre stemme.
Det er også med en rolig og sikker stemme, at Mikkel Wold efter dåben af pigen Philippa Anna taler til fadderne. Han fortæller om det gode ved barnetroen.
”Når Jesus siger, at vi skal blive som børn, så siger han, at vi skal tage imod ting uden at kræve beviser først. Vi skal sanse ham,” siger han.
Det er ved de dåbstaler, at Mikkel Wold er bedre end de fleste, siger menighedsrådsformand Viggo Nørgaard Nielsen, da der efterfølgende serveres kirkekaffe i kirken. Han begyndte at komme i Marmorkirken for nogle år tilbage, da hans datter sang i koret, og valgte efterfølgende at løse sognebånd til Mikkel Wold og derved få ham som præst.
”Det betyder noget at kunne knytte sig til en person. Det bliver personligt at komme i kirken, og jeg synes, man føler sig mere som del af et fællesskab,” siger han og tilføjer, at kirkens musik også havde betydning for, at han løste sognebånd.
Ifølge Viggo Nørgaard Nielsen er Mikkel Wold ikke en, der eksperimenterer med højmessen. Stilen er lidt konservativ, hvilket mange i kirken sætter pris på. Og så er der altså noget ved de dåbstaler.
”Der er han fremragende. Hvor han i sin prædiken holder en distance og ophøjethed, så bringer han i dåbstalen alvorlige emner ned på et barneniveau og blander det med hverdagsting. De taler fås ikke meget bedre.”
For kirkegængeren Marianne Thygesen var det bedste ved dagens gudstjeneste nadveren, siger hun under kirkekaffen.
”Lige før vi skulle til alters, fik Mikkel formidlet, at Jesus var til stede på en måde, der ramte mig. Jeg er nok en større tvivler, end jeg er troende, men i dag oplevede jeg, at Jesus virkelig var til stede. Han formidler det, så en tvivler som mig kommer til at tro på det.”
Med sådanne komplimenter kan man undre sig over, hvorfor præsten ikke selv er glad for at være populær.
”Jeg kan fortælle dig en lille historie,” indleder han, da han under kirkekaffen byder indenfor på kontoret.
”Der var engang en præst, som inden sin prædiken tændte et lys omme bag ved alteret og efter prædikenen gik hen og pustede det ud. Det skete, uden at menigheden kunne se det. Da kordegnen havde set på det i nogle år, spurgte han, hvad det gik ud på. Var præsten blevet overtroisk? Men præsten sagde: ’Det er, fordi jeg skal minde mig selv om, at der her i kirken kun er et lys – og det er ikke mig’. Vi præster er her på vegne af en anden,” siger han.
Mikkel Wold tilføjer, at det i bykirker, som ligger få hundrede meter fra hinanden, kan være svært at undgå, at nogle vælger ud fra præsten.
”Men vi prøver at få det tonet ned hos os, for kirkegangen skal ikke være centreret omkring en person. Evangeliet skal være i centrum. Jeg er bare bydreng for Gud.”
Når folk kommer i Marmorkirken, handler det ifølge Mikkel Wold blandt andet om det gode samarbejde med organisten.
”Vi har aldrig tænkt på, hvordan vi får flere i kirke, men altid på, hvordan vi laver gudstjenester af høj kvalitet. Både ordmæssigt og musikalsk. Jeg tror bare, at folk gerne vil have den alvor og kvalitet, vi forsøger at give. De må synes, de får noget med hjem,” siger han og tilføjer, at han altid prøver at være sig selv.
”Og så er det til syvende og sidst et spørgsmål om kærlighed. Hvis du viser, at du kan lide folk, så kommer tilliden.”
To kvinder, der som nogle af de sidste sidder tilbage ved kirkekaffen, mener heller ikke, at kirkegang må handle om personen alene.
”Jeg synes, der er kommet mere fokus på hele menighedsfællesskabet her i kirken og på, at man kommer, uanset hvem der prædiker,” siger Dorthe Skov-Østergaard.
Hun løste for mange år siden sognebånd til Mikkel Wold, mens Inge Lise Bjørn Nielsen ved siden af hende planlægger at gøre det.
”Jeg har altid elsket den her kirke, som jeg også føler mig hjemme i. Og Mikkel Wold kommer med et tilbud, som jeg tror, mange tørster efter. Jeg synes, man får åndelig føde her og ikke bare spaghetti-arrangementer. De tilbud er også fine, men det er ikke det, jeg har brug for i mit liv lige nu,” siger hun.
