Præst rykkede hurtigt ud med gudstjeneste på plejehjem

Så mange plejehjemsbeboere er nu vaccineret, at der igen kan fejres gudstjenester. På plejehjemmet Levehjemmet Bjergbyparken har det allerede bragt glæde

Sådan så det ud, da præst Jan Nilsson prædikede foran beboerne på plejehjemmet Salem i Gentofte tilbage i september 2020. Med de nye regler kan præster nu igen holde indendørs gudstjenester. Uden at tæller hoveder på folk.  – Fotos: Johanne Teglgård Olsen.
Sådan så det ud, da præst Jan Nilsson prædikede foran beboerne på plejehjemmet Salem i Gentofte tilbage i september 2020. Med de nye regler kan præster nu igen holde indendørs gudstjenester. Uden at tæller hoveder på folk. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen.

Det var en god nyhed for beboere på landets plejehjem, at justitsminister Nick Hækkerup (S) tirsdag aften sendte en bekendtgørelse ud med en lempelse af forsamlingsforbuddet, som trådte i kraft omgående.

I de nye retningslinjer hedder det, at religiøse handlinger og menighedsaktiviteter på plejehjem ikke længere er omfattet de regler, som i andre sammenhænge betyder, at der ikke må være mere end fem personer samlet på samme tid og samme sted. Dermed kan præster nu holde indendørs gudstjenester på plejehjem uden at skulle tælle hoveder, før de går i gang med at prædike.

En af de præster, som har været hurtig til at udnytte de lempede restriktioner, er sognepræst i Sørbymagle Kirke ved Slagelse Marianne Rueskov Myssen. Siden december sidste år har hun og hendes to kolleger ikke fejret gudstjeneste ved det plejehjem, de er tilknyttet. Men mindre end et døgn efter at den nye bekendtgørelse trådte i kraft, trak hun i præstekjolen og tog sammen med en pianist til plejehjemmet Levehjemmet Bjergbyparken, der ligger i Slotsbjergby ved Slagelse. Her holdt de onsdag formiddag gudstjeneste i plejehjemmets stue.

”Vi har hele tiden holdt en tråd i plejehjemmet for at høre, hvornår det var muligt for os at komme. Og de siger, at de ældre sådan har savnet at fejre gudstjeneste, så vi har sørget for at være fleksible og holdt os klar til at komme af sted,” siger hun.

Det var ikke, fordi der var flere deltagere, end der måtte være, før reglerne blev lempet. Der var nemlig fem. Alligevel var det tydeligt, at gudstjenesten var et savnet indslag for de beboere, der mødte op, konstaterer præsten.

”Beboere på et plejehjem er der jo af den grund, at de har brug for pleje. Så det er jo ikke sådan nogle, der sidder og jubler. Men de blev rigtig glade, og man kunne se, at flere af dem kunne salmerne udenad, ikke fordi de sang med, men fordi munden bevægede sig,” siger Marianne Rueskov Myssen.

”Det var tydeligt, at de fandt en ro i at være til stede. En dagligstue på et plejehjem er jo ikke et kirkerum, men jeg havde min præstekjole på, og man kunne mærke, at der indfandt sig den ro, som man også får ved at være i kirken,” siger hun.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) udtalte tirsdag aften til Ritzau, at lempelserne blandt andet skyldes, at så mange af landets plejehjemsbeboere nu er vaccineret.

”I takt med at smittetallene er faldet, og vaccinationerne er blevet rullet ud, har man kunnet løfte langt de fleste besøgsrestriktioner,” lød det fra ministeren. Hun opfordrer dog alligevel til, at arrangementer afvikles med behørig afstand mellem deltagere og med forsamlinger af begrænsede størrelser.

Nethe Pedersen, der er ansat som ergoterapeut på Levehjemmet Bjergbyparken, hvor der onsdag var gudstjeneste, fortæller, at sidste gudstjeneste på plejehjemmet var onsdag den 2. december.

”En af beboerne sagde til mig, at det betød meget for hende at komme af sted, fordi hun har været meget i kirke som barn og altid har været meget troende. Så beboerne blev positivt overrasket i dag. De, der var med, var glade for det,” siger Nethe Pedersen.