Lige siden oldkirken har præster drevet mission ved at fortælle folk om det kristne budskab, men i dag er det så ynkeligt fat med tyske præsters tro, at kirken har brug for mission i egne rækker. Det mener den lutherske teolog og præst Olaf Latzel fra Skt. Martini Kirke, en stor menighed i den nordvesttyske by Bremen.
”Det vigtigste, vi har brug for, er mission blandt præster,” sagde han for nylig under en gudstjeneste for 600 mennesker ifølge det protestantiske nyhedsmagasin Idea.
Kirkens største udfordring er præster, som ikke tror på kirkens egne bekendelser, tilføjede Olaf Latzel. Mange præster har mistet deres tro, mens de studerede teologi, idet væsentlige dele af den kristne tro såsom den fysiske opstandelse bliver afvist på fakulteterne, mener han. Olaf Latzel er en kontroversiel skikkelse, som har kritiseret Tysklands største sammenslutning af protestantiske kirker, EKD, for at fokusere på islam-dialog frem for mission. Samtidig er kirkegangen ifølge Skt. Martini Kirkes egne tal vokset under hans ledelse, og 4-5000 mennesker besøger hver uge kirkens hjemmeside eller hører hans prædikener online. Det sker i en tid, hvor kirken i Tyskland generelt mister medlemmer og har solgt mange kirker.
Den tyske præst peger på et udbredt problem i også den danske folkekirke, mener Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og Korning Sogne og formand for Evangelisk- Luthersk Netværk.
”Folk vil fnyse, for i Danmark bliver man betragtet som en farisæer, hvis man begynder at udtale sig om andres tro. Men jeg vover alligevel et øje, for jeg mener, at mange præster går rundt med en underlig mangel på personlig troserfaring. Jeg har gennem årene haft mange samtaler med kolleger, og jeg har efterhånden en tydelig fornemmelse af, at en personlig praksis med bøn er noget nær ikke-eksisterende for en stor del præster. Med andre ord: Det naturligste udtryk for et reelt gudsforhold synes væk,” siger han og tilføjer, at dette fravær smitter af på præsternes forkyndelse.
”Derfor er der i folkedybet opstået en fornemmelse af, at præster ikke tror,” siger han og henviser til et menighedsråd, som i et jobopslag i 2013 efterlyste en troende præst.
Kritikken fra den tyske præst er kærkommen, mener ligeledes valgmenighedspræst og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard.
”Vi trænger til en vækkelse blandt folkekirkens egne præster – hvis man dermed mener, at præster som en selvfølge bør stå i en levende relation til Gud, ikke falde åndeligt i søvn, have et personligt bønsliv og tro på det, vi siger i trosbekendelsen og prædiker. I stedet er enhver præst efterhånden salig i sin egen fortolkning,” siger han.
Han peger blandt andet på de senere års forslag til at omformulere kirkens trosbekendelse som tegn på, at præster har svært ved at forholde sig til den kristne tros grundpiller.
”Skal man være åndelig leder af en menighed, burde man som det mest naturlige i verden kunne tale om sin tro. Frem for så mange andre spørgsmål ved kaldelse af en præst kunne det være atypisk, hvis et menighedsråd spurgte til præstens bønsliv. Når det åndelige liv tales så lidt op, siger det noget om, hvor stort problemet er.”
Men det er ikke præsters opgave at bedømme kollegernes tro, mener Haderslev-biskop Marianne Christiansen.
”Der har altid været nogle, der gerne vil bedømme andres tro – og som regel negativt,” siger hun og opfordrer den enkelte præst til at besinde sig på sin egen opgave:
”Hvis en præst som den tyske Olaf Latzel ikke tror på, hvad han prædiker, må han lige som alle andre døbte, herunder præster, lytte til evangeliet og blive sendt af sted i mission af evangeliet. Det behov har vi alle sammen hele tiden. Og så skal vi i øvrigt holde os fra at bedømme, hvem vi mener ikke tror nok,” siger biskoppen.
Hun tilføjer, at kirken på ingen måde har mistet forståelsen for mission.
”Vi er bare tydeligvis ikke enige om forståelsen af, hvordan missionen kommer til udtryk.”
Carsten Haugaard Nielsen, sognepræst i Christianskirken i Aarhus og tidligere generalsekretær i Mission Afrika, er også skeptisk over for påstanden om, at mange præster ikke tror på deres egen forkyndelse.
”Selvfølgelig må præster tro på det, de forkynder. Ellers bliver forkyndelsen utroværdig, og præsten går i stykker på det. Man kan ikke forkynde noget, man ikke selv er berørt af og bygger sit liv på,” siger præsten, som i sin tid protesterede mod at lade Taarbæk-præst Thorkild Grosbøll fortsætte i folkekirken, efter at han i 2003 afviste troen på en skabende Gud.
