Et portræt af to præstebrødre fra en anden tid

Benedikt XVI nåede at besøge sin storebror Georg Ratzinger kort før dennes død. De tilhørte i opvækst og indstilling en anden æra, men blev begge indfanget af nutidens skandaler

Pave emeritus Benedikt XVI forlod vatikanet for at besøge sin bror Georg Ratzinger på hans dødsleje. På billedet ses de to brødre bede sammen i år 2012. Arkivfoto.
Pave emeritus Benedikt XVI forlod vatikanet for at besøge sin bror Georg Ratzinger på hans dødsleje. På billedet ses de to brødre bede sammen i år 2012. Arkivfoto. Foto: Osservatore Romano/Reuters/Ritzau Scanpix

Da pave emeritus Benedikt XVI for et par uger siden forlod Vatikanet for at tage til sin storebrors dødsleje i Regensburg, blev rejsen øjeblikkeligt genstand for intense spekulationer. Siden abdikationen i 2013 havde Benedikt, med det borgerlige navn Joseph Ratzinger, ikke forladt sin bolig i Vatikanet, og turen til Bayern blev ikke kun udlagt som en sidste afsked mellem to søskende, men også som en sprængfarlig teologisk handling. Flere konservative amerikanske kommentatorer forestillede sig, at ekspaven ville benytte lejligheden til at kritisere sin efterfølger, pave Frans, for hans pastorale linje, og de mest ivrige forudså etableringen af et rivaliserende pavehof i Regensburg.

Alle spekulationer faldt dog til jorden, da det viste sig, at Benedikt ikke blot havde orienteret Frans på forhånd, men også kort efter vendte tilbage til Vatikanet. Der var ingen kirkepolititik på færde. Kun to gamle mennesker, der sagde farvel til hinanden få dage før, Georg Ratzinger døde den 1. juli i en alder af 96 år. Det er nemt at forestille sig, at Benedikt XVI gav sin storebror de syges salvelse, det sakramente, hvormed katolske præster beder om trøst og tilgivelse for døende.

Georg Ratzinger var den mellemste af tre børn, Maria, Georg og Joseph, der voksede op i en katolsk, antinazistisk familie i Bayern i 1920’erne og 1930’erne. Begge brødre ønskede at blive præster, men blev i stedet indrulleret i Værnemagten og deltog i Anden Verdenskrig. De fuldførte først deres uddannelse efter krigen. I 1951 blev de præsteviet sammen i Freisings domkirke af Münchens kardinal Michael Faulhaber. De tre søskende var tætte livet igennem, og Maria, der aldrig blev gift, førte siden hus for Georg, indtil hun døde i 1991.

Efter præstevielsen gik de to mænd forskellige veje. Mens Joseph hurtigt skabte sig det navn som teolog, der førte ham ind på en universitetskarriere og siden gjorde ham til ærkebiskop af München, formand for Troslærekongregationen i Vatikanet og siden pave, var det i musikken, at Georg fandt sit kald. Ratzinger-familien var meget musikalsk, og Georg, der spillede orgel som 11-årig, dirigerede Regensburgs berømte drengekor, Regensburger Domspatzen fra 1964 til 1994, da han blev pensioneret. Som kordirigent turnerede han over hele verden og indspillede værker af Bach, Mozart og Mendelsohn for Deutsche Grammophon og Ars Musica.

De to brødre havde planlagt at tilbringe deres alderdom sammen i Regensburg, og da Joseph under navnet Benedikt XVI i 2005 blev valgt til pave, indrømmede Georg, at han var skuffet. Benedikt beskrev på sin side George som ”ikke kun en ven, men også en pålidelig vejleder.” De holdt tæt kontakt, og Georg var en god støtte for sin bror, mens indsatsen over for misbrugsskandaler og økonomiske uregelmæssigheder kom til at kendetegne Benedikts regeringstid. Efter Benedikts abdikation besøgte Georg ham jævnligt i Vatikanet, indtil helbredet satte en stopper for det.

Georg slap dog ikke selv for de kirkelige misbrugsskandaler, for i 2010 blev der afsløret flere tilfælde af seksuelt misbrug af elever på den skole, der er tilknyttet drengekoret i Regensburg. Selvom de to navngivne overgrebsmænd begge døde i 1986, blev Georg i en rapport om misbrugene kritiseret for ikke at have grebet ind. Selv afviste han at have kendt til dem, skønt han siden undskyldte over for ofrene.

For brødrene Ratzinger var opvæksten under nazismen både traumatisk og lærerig. Den styrkede bevidstheden hos dem om, at netop kristendommen og den kristne kultur var det bedste forsvar imod totalitarismen, og det prægede deres respektive karrierer. Den dybe katolske og europæiske kultur, som de begge var rundet af, er dog siden blevet udvandet af andre politiske og sociale strømninger. Disse fylder nok meget, men imponerede hverken den klassisk skolede teolog eller den klassisk skolede musiker. Som gammel søger mange tilbage til sine rødder. Man kunne have ønsket for Joseph og Georg, at de havde tilbragt deres sidste tid sammen.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.