”Liberté, égalité, fraternité” – frihed, lighed og broderskab – står der over sognekirkens indgangsdør i den provencalske landsby Cotignac, hvor jeg lige har holdt ferie. Det var borgmesteren, der omkring 1900 fik ordene malet trods sognepræstens protester. I andre byer ses lignende inskriptioner. Nogle gange står der bare ”Républi-que française” på de middelalderlige kirkefacader og minder om, at staten skulle have det sidste ord.
Inskriptionerne får fornyet aktualitet i lyset af gidseltagningen i kirken St-Étienne-du-Rouvray i Normandiet og drabet på den 85-årige præst Jacques Hamel. For forholdet mellem stat og kirke i Frankrig har været komplekst siden revolutionen i 1789. Og det skal vi have i baghovedet, når vi tolker de officielle reaktioner på præstemordet fra henholdsvis stat og kirke.
Inskriptionerne over de mange kirkedøre stammer fra Den Tredje Republik (1870-1940), der kom til at føre en udpræget antikirkelig politik. Den nåede sit klimaks i 1905 med loven om adskillelse af kirke og stat og ophøjelsen af verdsligheden, ”la laïcité”, til statslig ideologi.
Da Cotignacs borgmester malede sit slogan, handlede det derfor om at markere statens forrang for kirken. Siden er klimaet mildnet, og derfor får den republikanske devise nu en anden betoning. Javist, staten er ikke-konfessionel. Men heri ligger netop en garanti for religionsfriheden, fremføres det. Inskriptionen over kirkedøren viser, at staten ikke gør sig til dommer i åndelige anliggender, men garanterer enhver retten til at dyrke sin religion i fred.
Denne garanti har staten tydeligvis ikke levet op til i tilfældet med St-Étienne-du-Rouvray. For François Hollande og hans socialistiske regering, der flere gange har krydset klinger med den katolske kirke og som har gjort det til officiel politik at styrke ”la laïcité”, er mordet på den gamle præst derfor ikke bare en forbrydelse. Det har også bragt regeringen i alvorlig ideologisk forlegenhed.
For Frankrigs katolikker indskriver mordet på pastor Hamel sig omvendt i en række af overgreb på gejstlige og den institutionelle kirke, der nogle gange skyldtes ideologisk ekstremisme og andre gange statslig politik. Præster og nonner blev sendt i guillotinen under Den Franske Revolution. Under Pariserkommunen i 1871 blev Paris’ ærkebiskop skudt af kommunarderne. Og under Den Tredje Republik blev adskillige religiøse ordener udvist af landet og flere klostre lukket.
Det er først fra 1920’erne, at kirke og stat i Frankrig har lært at komme overens – sådan da. For Frankrigs katolske kirke er Jacques Hamels brutale død ikke enestående, men endnu et eksempel på, hvad det kan koste at forkynde evangeliet. Ingen vil sammenligne de islamistiske terroristers forbrydelse med andre ideologiske voldshandlinger begået mod kirken i Frankrigs historie. Men kirken har prøvet det før og har for længst affundet sig med risikoen. Det er også derfor, at biskopperne ikke vil have mere statslig sikkerhed. Forkyndelsen af kristendommen er kirkens ansvar, ikke statens.