Prøv avisen

Præsteembedet er af historiske grunde næsten urørligt

Med tiden har menighedsrådet fået mere og mere kirkeligt ansvar, ikke mindst for det kirkelige liv i sognene. Men har man som menighedsråd eksempelvis lyst til at lave et arrangement, er præsten i sin gode ret til at blokere det. Præsten står altså stærkt mod sit menighedsråd.Arkivfoto. Foto: Olav Kjelstrup

Når der opstår stridigheder i sognet, har det sjældent konsekvenser for præsten

Det skorter ikke på drama i det kirkelige Danmark for tiden. To konflikter mellem menighedsråd og præst, begge i sønderjyske sogne, har sat fokus på de sognekrige, der ofte udspiller sig rundt-omkring i landet.

Først trådte menighedsrådet i Holbøl Sogn i Sønderjylland tilbage på grund af manglende tillid til præsten Kristian Ditlev Jensen.

Menighedsrådet i Ulkebøl Sogn, ligeledes i Haderslev Stift, truer også med at gå. Her er årsagen ”samarbejdsvanskeligheder” med præsten Kirsten Schmidt, og man har nu givet biskoppen et ultimatum: Enten går præsten, eller også går menighedsrådet.

Den første mulighed er formentlig ikke realistisk. For når konflikter mellem menighedsråd og præst spidser til, sidder præsten som regel sikkert, siger Eberhard Harbsmeier, teolog og tidligere rektor på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster. Selvom menighedsrådet selv er med til at vælge og indstille en præst blandt ansøgerne til et præsteembede, ligger ansættelsen under Kirkeministeriet, og menighedsrådet hænger på den, når de først har valgt deres præst.

”Biskoppen har jo reelt en mulighed for at forflytte præsten, men det sker meget, meget sjældent. At man får en tjenestebolig stillet til rådighed, skulle ellers gøre det nemmere at flytte. Det er også meget sjældent, at en præst bliver afskediget. Man lader det stå, men det burde jo ikke være sådan, at først, når det er for sent, og præsten falder beruset ned fra prædikestolen til højmessen, griber man ind. Biskoppen har ligeledes mulighed for at suspendere præster, men det er de meget tilbageholdende med,” siger Eberhard Harbsmeier.

Flere konfliktsager i nyere kirkehistorie bekræfter, at præster som oftest bliver siddende, mens menighedsråd må gå. To eksempler blandt flere er følgende: I 2002 forlod hele menighedsrådet i Stauning Sogn i Vestjylland arbejdet i protest mod præsten Claus Thomas Nielsen, det samme gjorde menighedsrådet i Seden Sogn ved Odense i 2009 efter en strid med præsten Nils Holger Ellekilde. Men der er dog også eksempler på, at menighedsrådet bliver, mens præsten forlader sognet. Det skete i 2014, da sognepræst Kristian Høeg blev flyttet fra Messiaskirken i Hellerup efter en konflikt. Men det sker altså yderst sjældent.

Præsteembedets sikkerhed er historisk betinget og har rødder tilbage til Reformationen, siger teolog Kurt E. Larsen, professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus. Helt tilbage fra reformationstiden er der blevet ”lagt meget stærk vægt på præstens embede”, præsten blev indviet af biskoppen og kaldet af kongen til at forkynde sand, luthersk kristendom.

”Man står kun til regnskab over for kongen og biskoppen, men ikke for menneske og menighed set fra et embedssynspunkt,” siger Kurt E. Larsen og fortsætter:

”I 1903 får man så menighedsrådene. De er valgt af menigheden. Der er altså et demokratisk element, som også har indflydelse. Så har du pludselig embedsmanden og menighedsrådet og skal finde en grænse derimellem. Et vigtigt led her er menighedsrådsloven i 1912, hvor der ender med at stå, at præsten i sin embedsvirksomhed er uafhængig af menighedsrådet. Så når præsten prædiker, underviser konfirmander og så videre, kan rådet ikke blande sig. Men de har til gengæld en ret og en pligt til at sørge for, at kirken er vedligeholdt,” siger han.

Med tiden har menighedsrådet fået mere og mere kirkeligt ansvar, ikke mindst for det kirkelige liv i sognene. Men har man som menighedsråd eksempelvis lyst til at lave et arrangement, er præsten i sin gode ret til at blokere det. Præsten står altså stærkt mod sit menighedsråd.

For en generation eller to siden var der en større autoritetsfølelse i samfundet over for eksempelvis lærere og præster, mener Kurt E. Larsen, og derfor satte man ikke så ofte spørgsmålstegn ved præsten eller skabte ballade og krævede fyringer eller forflyttelse. I dag er det anderledes, og konflikterne kan være næsten uløselige.

”Men menighedsrådet kan ikke slippe af med præsten, medmindre der er en decideret forbrydelse inde over. Det, rådet kan gøre, hvis konflikten spidser til, er at kaste håndklædet i ringen. Præsten kan man ikke komme af med,” siger Kurt E. Larsen.

Det begynder allerede ved proceduren omkring ansættelse af præster, som i Eberhard Harbsmeiers optik er en smule forældet.

”Det enestående ved embedet er, at præster bliver ansat uden fast prøvetid fra begyndelsen. Jeg tror faktisk kun, det er militæret, som har en lignende ordning. Menighedsrådet er jo næsten enerådende i at ansætte en præst, men de betaler en pris. For når de har valgt en, hænger de på den, og rådet kan ikke smide præsten ud. Jeg synes ikke altid, det er godt, at nogle præster sidder fra deres kandidateksamen og 40 år frem det samme sted,” siger Eberhard Harbsmeier og tilføjer, at det lige-ledes kan være meget svært for midaldrende præster at få et nyt job, og at få præster derfor har lyst til at flytte.

Der er ikke nogen nem løsning, siger Kurt E. Larsen, for ”sløjfer man præstens uafhængighed, gør man præsten til funktionær for menighedsrådene. Og heldigvis fungerer det jo godt i langt de fleste sogne. Præsterne sidder sikkert i jobbet, og det har bestemt sine fordele, men man kunne sagtens ændre ved ansættelsesprocessen, således at man sikrer sig bedst muligt, at man får den rigtige præst til jobbet”, mener han.

”Der har ikke været nogen som helst tradition for, at man, når man ansætter præster, eksempelvis tager referencer på folk. Ansøgerne sender en kortfattet skriftlig ansøgning, og så har man ansat en person for livet. Her kunne det måske være godt med en grundigere ansættelsesproces, hvor man også tager referencer, anbefalinger og så videre med. Ligesom man gør, når man headhunter folk til stillinger i andre brancher,” siger han.

Eberhard Harbsmeier påpeger, at man kunne lade nogle af præsteansættelserne foregå administrativt, således at det ikke kun bliver menighedsrådets stemmer, der er afgørende.

”Det bliver ikke en ansættelse på kvalifikationer, for menighedsrådet er ikke kvalificeret. Man ville jo aldrig ansætte en overkirurg på et sygehus efter en afstemning i byrådet,” siger han og tilføjer, at man i øvrigt kunne diskutere en prøvetid inden fast ansættelse, således at man kan forebygge uenigheder og konflikter senere hen.

”Det gør man jo de fleste andre steder.”