Per Bucholdt Andreasen, hvordan forholder I jer som præsternes fagforening til, at hver fjerde kvindelige præst ifølge en rundspørge har oplevet diskrimination fra en mandlig kollega?
Det er selvfølgelig noget, vi skal være opmærksomme på. Vi har hele tiden understreget, at folkekirken skal rumme dem, der har en teologisk modstand mod kvinder som præster. Men det er uacceptabelt, hvis det går ud over det daglige arbejde og det, præsterne samarbejder om.
På den anden side må vi sige, at vi aldrig har modtaget henvendelser om denne slags sager. Diskriminationen kan selvfølgelig godt eksistere ude i landskabet alligevel, og derfor vil vi opfordre til, at man i provstierne bruger vores dialogmateriale ”Den gode kollega” til at diskutere, om der er oplevelser, som skal håndteres. Derudover vil vores arbejdsmiljøudvalg tage emnet op og undersøge, om vi kan komme med en mere konkret vurdering af problemstillingen.
Vil I lave jeres egen undersøgelse af problemet?
Vi vil diskutere, om vi skal prøve at få området belyst på en eller anden måde. Problemet er ikke noget, der dukker op i Kirkeministeriets mobnings- og arbejdsmiljørapporter. Så det er et fænomen, der er kørt under radaren. Det kan enten være, at der skulle være stillet andre spørgsmål i vores mobningsrapporter, eller at det bare ikke har været et markant problem.
Kunne den nylige rundspørge ikke være en an-ledning til at lave en spe- cifik undersøgelse, hvis problemet går under radaren i jeres andre undersøgelser?
Det skal vi tage stilling til, men vi vil først finde ud af, hvad den egentlige substans er.
I dag må man inden for folkekirken fravælge kvindelige præster af teologiske grunde. Men rundspørgen peger på, at kvindelige præster har oplevet, at kolleger ikke vil samarbejde med dem eller deltage i gudstjenester, som de styrer. Hvor går grænsen for, hvad der i orden?
Vi har ikke nogle specifikke regler på det område, men jeg vil generelt sige, at der skal være ordentlige relationer. Der skal være plads til præster med særlige teologiske holdninger, men det må ikke gå ud over samarbejdet. Kravet om en god kollegial adfærd gælder uanset køn. Hvis kvindelige præster oplever problemer, skal de gå til deres provst eller biskop, så de kan vurdere, hvad der er rimeligt.
I Morgenavisen Jyllands-Posten siger en kilde, at Præsteforeningen tilbage i år 2000 ville komme med færdselsregler for ”at råde bod på”, at folkekirken var undtaget af ligebehandlingsloven, når det kom til ansættelse af kvindelige præster. Skete der nogensinde noget?
Det er før min tid, så det ved jeg ikke. Men jeg tror ikke, det blev til noget. Hvis man skal se på, hvad vi tidligere har gjort, så havde Præsteforeningen frem til midten af 1990’erne et ligestillingsudvalg, som blev nedlagt og lagt under arbejdsmiljøudvalget, da man ikke mente, der var behov for et egentligt udvalg.
Men kunne I lave færdselsregler?
Vores fokus er på arbejdsmiljøet for alle præster, uanset køn. Det er derfor, vi har lavet ”Den gode kollega”.
Der har tidligere været stor modstand mod kvindelige præster, og når nu folkekirken har ret til ikke at ligebehandle ved ansættelser, vil det så ikke være relevant for jer at undersøge, hvordan den undtagelse påvirker kvindelige præster?
Jo, men som blandt andet biskop Marianne Christiansen har sagt i et interview, så tager ting tid. Vi er i en situation i dag, hvor næsten 60 procent af folkekirkens præster er kvinder, så man kan også forestille sig, at vi ikke har haft spørgsmålet oppe specifikt, fordi diskriminationen er under udfasning. Vi må håbe, at området bliver normaliseret.
Hvis I lavede en under-søgelse, der viser, at omfanget er lige så stort, som Morgenavisen Jyllands- Postens rundspørge viser, ville det ikke pege på, at man ikke bare kan vente på, at forholdene bliver normaliseret?
Jo, men før vi kommer med initiativer, må vi finde ud af, hvor stort problemet er, og hvordan det kan håndteres. Vi er ikke interesseret i lovgivning på området. Det vigtigste nu er, at vi får en debat, hvor medlemmerne også kan komme med deres synspunkter på det.