Ja, det er et stykke kulturhistorie, ja, den er flot, og beliggenheden er også fantastisk. Spørger man menighedsrådsformand for Ølgod Sogn ved Varde, Anne Mette Strebel, er der meget godt at sige om Ølgod Præstegård fra 1870. Men alligevel skal præstegården sælges.
For præstegården ligger lidt uden for Ølgod, og menighedsrådet vil også gerne styrke præstesamarbejdet og samle de kirkelige aktiviteter i Ølgod i en ny kirkebygning. Derfor sættes præstegården i næste uge til salg.
”Det er et stykke historie, der bliver afsluttet. Præsten har jo altid boet derude, men vi synes nok ikke, at præstegården er egnet til bolig i nutiden,” siger Anne Mette Strebel, der oplyser, at man i stedet har købt et parcelhus til præsten.
Eksemplet fra Ølgod er ikke enestående. En aktindsigt foretaget af Kristeligt Dagblad blandt landets stifter viser, at mindst 103 præstegårde er blevet solgt fra inden for de seneste 10 år. Fordi stifterne ikke har kendskab til alle salg af præstegårde, er det nøjagtige antal solgte præstegårde formentlig endnu større.
Historiker og forfatter Flemming Jerk er en af de fremmeste kendere af danske præstegårde. Han er også forfatter til et værk om betydningsfulde præstegårde, der hedder ”Gamle danske præstegårde”. Forfatteren kender ikke til en samlet opgørelse over antallet af præstegårde i Danmark, men han vurderer, at man med de seneste 10 års salg af præstegårde har mistet omkring fem procent af alle præstegårde.
”Det er et væsentligt indhug,” siger Flemming Jerk, der finder udviklingen beklagelig.
”Der går en kulturel kontinuitet tabt, fordi præstegårdene, hvis de efterfølgende rives ned, rives ud af deres sammenhænge i lokalsamfundet. Sælger man præstegården til privatpersoner, ved man ikke, hvad der sker med dem i fremtiden. Man kan frygte, at de ikke fredede præstegårde rives ned, og at der bliver bygget klynge- eller parcelhuse i stedet,” siger Flemming Jerk.
Ifølge Flemming Jerk skyldes salgene af præstegårde flere ting. De kulturelle centre har i dag flyttet sig fra landsbyer til stationsbyerne, hvorfor præstegårde ofte står alene tilbage i landsbyerne.
Affolkningen fra landet har ligeledes gjort præstegårde overflødige nogle steder i landet, ligesom sammenlægninger af sogne har betydet, at en række præstegårde står tomme.
”Mange menighedsråd synes, at det er mere hensigtsmæssigt, at præsten bor der, hvor sognebørnene bor. I byerne. Derfor ser man blandt andet, at præster flytter ind i et nyt hus eller en nybygget præstegård, mens den gamle præstegård sælges fra,” siger Flemming Jerk.
Arkitekt Peter Hee, der er formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, er overrasket over, at så mange præstegårde er solgt fra, men samtidig ser han et stigende antal sager, hvor købere af præstegårde ikke respekterer værdien af en præstegård.
”Et bygningsskifte er ikke i sig selv en trussel eller et problem, men vi så gerne, at menighedsrådene sikrede sig en bevaringsdeklaration, så man har hånd i hanke med, hvad der sker med præstegårdene. Der kan være tale om bevaringsværdige ejendomme,” siger Peter Hee.
I Landsforeningen af Menighedsråd planlægger man ikke umiddelbart at bede menighedsrådene om at kræve bevaringsdeklarationer fra nye købere af præstegårde. Det siger formand for menighedsrådsforeningen, Søren Abildgaard.
”Vi forholder os ikke til de bygninger, der ikke længere er i kirkens varetægt. Det vedrører som udgangspunkt ikke menighedsrådene. Handler det om hensyn til bygnings- og landskabskultur, kan det være en fordel at sælge præstegårde i stedet for at rive dem ned. Men det handler i bund og grund om, hvorvidt menighedsrådet mener, at de har behov for en præstegård,” siger Søren Abildgaard, der ikke er bekymret for de seneste 10 års frasalg af præstegårde.
”Nogle præster kan opfatte præsteboligen som en belastning. Det kan være svært at opretholde en fornuftig balance mellem arbejds- og familieliv, hvis man skal bo i præstegården. Derudover kan der være økonomiske overvejelser om, hvordan det bliver at anskaffe sig en bolig, efter at man er pensioneret som præst,” siger Søren Abildgaard.