Prøv avisen

Fængselspræst: Jeg skal fastholde blikket på den indsatte som et menneske

I kirkerne i landets fængsler og ved mødet med fængsels- og arresthuspræster kan kriminelle finde trøst, ro og nærvær til refleksion. Arkivfoto. Foto: Emil Kastrup Andersen

Mens fængselsbetjente får stadig flere sikkerhedsopgaver, er opgaven med at sikre de indsatte menneskelig kontakt, samtaler og sociale arrangementer blevet vigtigere, siger fængselspræst Gertrud Yde Iversen. Kristeligt Dagblad fik lov til at følge hende på en arbejdsdag i det sønderjyske Renbæk Fængsel

Gertrud Yde Iversen banker et par gange på ruden. En betjent kigger op fra skrivebordet, genkender præsten og ser så på journalisten ved siden af hende.

”Hun er min skygge i dag,” siger Gertrud Yde Iversen.

Betjenten smiler og spørger, om præsten har mindet sin skygge om ikke at have telefon, penge eller nøgler på sig. Det har hun. Gertrud Yde Iversen viser journalisten sin kasse med blandt andet mælk, æg og kagecreme.

”Det er til fastelavnsboller til gudstjenesten på søndag.”

Præsten finder herefter sine arbejdsnøgler og en tilkaldealarm, som hun placerer ved hoften. Og så er det tid til at bevæge sig fra administrationsbygningen og videre ind på det indhegnede område.

”Nu er du i fængsel,” siger Gertrud Yde Iversen, da døren smækker bag os.

Mere præcist er det Renbæk Fængsel i Sønderjylland, Gertrud Yde Iversen viser frem denne tirsdag. Det er omringet af marker og består af flere lave bygninger, som huser knap 180 mandlige indsatte – to tredjedele i den åbne afdeling og resten i den lukkede, der er gemt bag høje sikkerhedshegn. Den ældste indsatte er over 70 år, den yngste stadig teenager.

Da Gertrud Yde Iversen blev præst i fængslet for tre år siden, tog hun sig både af den åbne og lukkede afdeling ved siden af præsteembedet på vadehavsøen Rømø. Men et stigende antal indsatte har betydet, at hun i januar fik en kollega, som nu tager sig af det åbne afsnit, mens hun er i det lukkede.

Hvis man er i tvivl om, hvad de to præsters rolle i fængslet er, kan man passende læse sedlen, der hænger på døren ind til deres kontor i fængslets kirke:

”Præsten har tavshedspligt og tilbyder fortrolige samtaler om det, der trænger sig på, måske: afmagt, skyld, afsavn til familie og venner, tilgivelse og tro,” står der.

”Syndernes forladelse bliver for alvor konkret for en, når man arbejder i et fængsel,” siger Gertrud Yde Iversen, da hun står i kirken, som både har et rum til gudstjenester og et opholdsrum med bibliotek og køkken.

Nederst på sedlen på døren står et uddrag af sangen ”Gud gir os livet”, som blev skrevet til fængselskirkens indvielse i 2014. Gertrud Yde Iversen finder den fulde tekst og læser nogle linjer højt:

”Når tunge porte smækkes i/når intet er som før/og ingen vej er farbar, fri/har Gud en åben dør.”

Netop de linjer er sigende for, hvordan hun opfatter sin rolle som fængselspræst:

”Vores primære opgave er at fastholde blikket på den indsatte som et menneske. For præsten er ethvert menneske altid Guds barn, der skal behandles med værdighed. Er det nemt? Nej, ikke altid. Men ikke desto mindre er det opgaven,” siger hun.

De seneste år er præstens rolle kommet til at stå i stadig større kontrast til den politiske vision for fængslerne, siger Gertrud Yde Iversen.

”Der er et politisk ønske om, at indsatte skal have det hårdt, og alle ressourcer skal i dag bruges på sikkerhed. Da jeg blev fængselspræst for tre år siden, kunne betjente tage på udflugter med de indsatte. Hvis man i dag vil have kulturelle og sociale tilbud som film eller banko i fængslet, så må præsten mange gange sørge for det. For der er ikke ressourcer andre steder.”

Ifølge Gertrud Yde Iversen er det heldigvis ikke svært at tro på det bedste i de mennesker, hun møder i fængslet.

”Jeg er glad for at sige, at man kommer til at holde af de mennesker. Jeg har mødt menneskelighed hos nogen, hvis liv har formet sig under betingelser, hvor jeg tænker, at hvis det var mig, så havde jeg ikke for fem flade øre menneskelighed tilbage,” siger hun, da hun senere går mod den lukkede afdeling.

For at komme ind til de to grå betonbarakker i den afdeling, skal man gennem to store porte. Der er videoovervågning over det hele, og da Gertrud Yde Iversen kommer ind, skal hun som det første have scannet sin medbragte kasse med ingredienserne til fastelavnsboller.

”Engang blev der smuglet fire-fem mobiler ind i en rødgrød,” siger Gertrud Yde Iversen, som, da kassen er kommet igennem scanneren, begiver sig ind for at finde bagekyndige indsatte.

Hun træder ind i afdelingens opholdsstue, som består af et fælleskøkken og et lille fjernsynshjørne, og hilser på dem, der er til stede:

”Hvad så, Gertrud”, ”Hvad så, præst”, ”Vær hilset, Gertrud!”, lyder svarene.

Nogle kigger nysgerrigt på papkassens indhold, og Gertrud Yde Iversen forklarer, at der er gudstjeneste på søndag og fastelavnsboller, hvis de selv vil lave dem. Flere vil gerne med.

”Okay, så henter jeg jer på søndag,” siger hun.

Gertrud Yde Iversen har gudstjenester i fængslet to søndage om måneden, men kan af sikkerhedshensyn højst have 10 indsatte med ad gangen. Derfor hænger hun plakater op, hvor man skal tilmelde sig, og så henter hun de tilmeldte på dagen i deres celler.

Gertrud Yde Iversen bevæger sig sikkert og friskt rundt blandt de flere hoveder højere indsatte, hvis brede og overtatoverede overarme af og til får et klem eller klap, mens hun spørger, hvordan de har det. Hun finder en lille sort æske og rækker den frem til de indsatte i fællesrummet. I den ligger der små kort med tekst inden for kategorierne ”Bønner”, ”Velsignelser”, ”Bibelcitat”, ”Salmer” og ”Tanker”. Alle, der får muligheden, tager et kort, og nogle bruger lang tid på at overveje, hvilken kategori de vil have. En spørger, om han må tage flere kort.

”Han har brug for dem alle sammen,” siger en anden.

Kortene bruger Gertrud Yde Iversens til at skabe kontakt til de indsatte og til at starte samtaler. Det er vigtigt, at hun er opsøgende, og på vej videre fra opholdsstuen stikker hun hovedet ind i nogle af de otte kvadratmeter store celler for at sige hej. De, der har behov, kan altid bede om en sjælesorgssamtale, som ofte foregår i cellerne. De samtaler vil ofte være den eneste mulighed for i ro og nærvær at tale alene med et andet menneske om det, der nager dem, siger præsten.

Herefter bevæger Gertrud Yde Iversen sig over mod den grå nabobygning, hvor skolestuen ligger, og hvor hun holder arrangementer og gudstjenester. Da hun kommer derover, sidder musikmedarbejderen Jonathan Lavik med to indsatte, som er mødt op til ugens musiktime.

Jonathan Laviks stilling er finansieret af folkekirken og går ud på at tilbyde undervisning, korsang og fællesspil i fængslet. Denne eftermiddag øver en af de indsatte sig i at spille klaver, og mens han spiller en sang fra Disney-tegnefilmen ”Prinsen af Egypten”, synger den anden indsatte med.

Imens går Gertrud Yde Iversen rundt og rydder op på bordene, så hun kan få plads til en studiekreds. Hun finder kopper, kaffe og kage frem og låser et skab op, hvori der ligger lys, druesaft og andre genstande til brug ved gudstjenester. Hun lægger nogle tekster ud på bordet, som hendes studiegruppe om lidt skal arbejde med. ”Samvittighed” er overskriften.

”Samvittighed? Det er en by i Rusland,” siger den indsatte ved keyboardet.

Det er ikke nogen russisk by, men samvittighed som forudsætning for at tage ansvar for sit liv og skelne mellem rigtigt og forkert, der er i fokus, da den lille studiekreds er samlet. De indleder med at drøfte, hvad de forstår som samvittighed. En mener, at samvittighed er noget, man er født med og får fra Gud. En anden stemmer i, og en tredje mener, at det er det, der adskiller mennesker fra dyr. Efterhånden får de fire mænd, der er samlet ved bordet, talt sig varme, og de deler deres egne erfaringer og overbevisninger.

Undervejs sørger Gertrud Yde Iversen for at støtte samtalen. Til studiekredse sammensætter hun indsatte, som kan fungere sammen. I dag har hun samlet fire, der afsoner for alt fra narkosmugling og bandekriminalitet til mord.

Præsten spørger, hvad mændene tænker om samvittighed i forhold til den kriminalitet, der fik dem i fængsel. En svarer, at han ikke havde dårlig samvittighed. Han hjalp bare med at skaffe våben til sin bande. De andre begynder at udfordre hans synspunkt ved at spørge ind til, hvordan våbnene måske er blevet brugt og mod hvem. Han kommer frem til, at hans syn på det måske har ændret sig i dag.

Derefter taler de videre om det at angre, og om at man kan få dårlig samvittighed over noget, man har gjort, længe efter det er sket. Blandt mændene er der enighed om, at man kan miste sin samvittighed, men også få den tilbage.

”Kan man få den gode samvittighed igen ved at være i fængsel?”, spørger Gertrud Yde Iversen, hvortil en af mændene ryster på hovedet.

”Hvordan kommer vi som mennesker så videre? Hvordan kommer I?”, fortsætter hun.

Det spørgsmål står ubesvaret, da studiekredsen slutter efter 40 minutter.

Inden arbejdsdagen slutter, har Gertrud Yde Iversen lidt flere korte besøg på afsnittet. Hun når at finde ud af, at hendes kasse med ingredienser til fastelavnsboller har skabt postyr, da scanningen af varerne viste, at der også var gær i kassen. Det er forbudt at tage med ind, da det kan bruges til alkohol. Historien fortæller hun, da hun kort efter får en kop kaffe med musikmedarbejderen Jonathan Lavik og præstekollegaen Ian Ørtenblad.

”Det er et godt eksempel på, hvordan livet i et fængsel er kontrolleret i alle lag. Det gør ting, som vi udenfor ser som den naturligste ting i verden, meget besværlige indenfor,” siger hun.

På vej hjem i bilen er det dog i højere grad samtalen om samvittighed, hun tænker tilbage på. Hun håber, den kan sætte noget i gang hos de indsatte.

”Om halvanden time bliver de lukket inde i deres celler bag lukkede døre, og så kan vi selvfølgelig komme med bud på, hvad de ligger og tænker på hver især. Der kan være så meget, men samtalen om samvittighed kunne være noget, de kan tænke over. Måske kan det være til trøst og nyt håb,” siger hun.