Præsten skal ikke tale for meget om kristendommen

Kristendommen betyder ikke noget for Enhedslistens 37-årige Maria Reumert Gjerding. Men det gør kirken

Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.
Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Hun er medlem af folkekirken. Hun kan godt lide at komme der. Men det har intet med kristendommen at gøre, som hun siger.

For Enhedslistens Maria Reumert Gjerding handler hendes forhold til kirken alene om menneskelige relationer.

Da hun blev gift med sin mand, foregik det i en kirke, som betød meget for ham, og da hendes søn skulle døbes, var det i Mariakirken på Vesterbro, selvom de bor i Gladsaxe.

”Når vi vælger Mariakirken, er det, fordi kirken betyder noget for mig personligt. Præsten gør et godt stykke socialt arbejde for at hjælpe de hjemløse og de stofmisbrugere, som færdes i Istedgade bag ved Københavns Hovedbanegård.”

For hende handler det også om, hvordan præsten griber prædikenen an. Hvis kristendommen fylder for meget, filtrerer hun det gerne fra. Til barnedåb for et par uger siden oplevede hun en præst, som satte de menneskelige relationer i fokus - lige efter hendes hoved.

”Det handlede ikke om at læse lange evangelier op. Han havde ikke fokus på det skrevne ord i Bibelen, men på at engagere alle. Det er en genial måde at gøre det på.”

Maria Reumert Gjerding har aldrig forholdt sig ret meget til kristendommen, fortæller hun, da Kristeligt Dagblad taler med hende. Dagen efter interviewet er hun mere afklaret: Hun er ikke kristen.

”Interviewet fik mig til at tænke meget over kristendommen og mit forhold til kirken. At jeg godt kan lide at komme i kirken, har for mig intet med kristendommen at gøre.”

Hun anerkender dog kristendommen som en stor del af Danmarks kulturgrundlag, men mener ikke, at det er det, hendes værdier udspringer fra. Tværtimod.

Hendes mærkesager er klima og miljø, og her synes hun, at kristendommen har spillet en uheldig rolle i at gøre mennesket til midtpunkt for hele verden - det, hun kalder det antropocentriske verdenssyn, som ifølge hende præger hele vores kultur.

”Naturen er blevet noget, vi skal beherske, og det har bidraget til de klimaproblemer, vi har i dag. Hvis de skal løses, kræver det en ydmyg tilgang til naturen. Det kræver et opgør med de antropocentriske tendenser, som fylder mere i kristendommen end eksempelvis i buddhismen, hvor naturen er hellig.”

Opgøret med kristendommen forsøger Maria Reumert Gjerding og Enhedslisten at tage ved at kæmpe hårdt for en adskillelse af kirke og stat. For både hende og partiet er troen - eller mangel på samme - en privat sag, som staten ikke bør blande sig i.

”Vi skal ikke vurdere, hvilke religioner der er gode, og hvilke der er dårlige. Vi kæmper for alle menneskers ret til at have deres egen religion, uden at staten pådutter nogen en bestemt religion eller bestemte ritualer,” siger hun og fortæller, at hun blev forarget over, at registreringen af hendes søns fødsel skulle foregå i en kirke.

Men der er trods alt nogle former for religiøs indblanding, hun hilser velkommen.

”Jeg har netop fået tilsendt pavens nye bog i min indbakke. Det er voldsomt interessant, når han melder sig ind i klimakampen. Han har mulighed for at påvirke nutidens natursyn, der delvist er udsprunget af kristendommen, og det er nødvendigt, hvis vi skal løse klimaproblemerne.”