Prøv avisen
Kirkeanalyse

Præsten skal være gudstjenestens animator

Det er Rhigers påstand, at præster kan opnå en større grad af bevidsthed om kroppens og især åndedrættets betydning, hvis de anvender de teknikker, som bliver brugt inden for animationsteatret. Genrebilleder af præst i funktion.

Ph.d.-afhandling siger vigtigt nyt om, hvordan gudstjenesten i folkekirken animeres

Folkekirken er midt i en kreativ udvikling, når det gælder gudstjenesten. Der er præster, der går i retning af at genopfinde gudstjenesten som en slags showmastere, mens andre mener, at alt kommer an på at holde på formerne.

Historisk er der mange slags bånd mellem kirken og teateret, selvom forholdet især i nyere tid har været overvejende negativt. Og folkekirkens gudstjeneste har faktisk noget at lære af teateret. Det mener Tenna Mose Rhiger, der i morgen forsvarer sin ph.d.-afhandling, ”Liturgiens åndedræt – et liturgisk animationsteaterlaboratorium med fokus på udviklingen af en liturgisk, teologisk og performativ tilgang til gudstjenestefejringen”.

Rhigers projekt går ud på at udvikle et laboratorium, hvor præster kan forbedre deres optræden som liturger ved at blive trænet som dukke- eller animationsfigurførere. Rhigers pointe er, at præsten hverken skal være den autoritative kontrollant eller den store showmaster i kirken. Præsten skal derimod være kirkens og gudstjenestens fremmeste animator, der ligesom animationsfigurføreren animerer – giver liv, ånde og personlighed til – animationsfiguren og dermed hele forestillingen i dukketeateret.

Figurføreren er som person usynlig, han sidder bag en skærm, men animationsfiguren har akkurat det liv og den personlighed, som figurføreren giver den. Animations- figurføreren er således på én gang helt identisk med og helt adskilt fra animationsfiguren.

Akkurat sådan skal præsten stræbe efter at give liv og karakter til den fælles gudstjeneste uden hverken som autoritær eller antiautoritær at gøre gudstjenesten til sin personlige præstation og ejendom.

Det er Rhigers påstand, at præster kan opnå en større grad af bevidsthed om kroppens og især åndedrættets betydning, hvis de anvender de teknikker, som bliver brugt inden for animationsteatret. Flere præster, der har deltaget i Rhigers forskningsprojekt som forsøgspersoner, har oplevet på deres egen krop, hvordan deres liturgiske praksis er blevet forandret ved at deltage i forsøget.

Præsten er heldigvis ikke alene om at animere kirken. Mange er med til at give kirken åndedræt, musikerne og salmesangen især, men i virkeligheden alle, menighedsrådet og de frivillige for eksempel, der medvirker i kirken på den ene eller den anden måde. Hvor kirken lykkes bedst, samles den i et fælles åndedrag, alle kan være med i, fordi Guds livsånde og Helligåndens nye liv i lige grad er til stede og virker i alle.

Som regel i gudstjenesten er det vigtigt, at der er én, der slår kirketonen an som fællesskabslivets første animator. På den måde giver det at tænke om kirken som om et animationsteater gode bidrag til at forstå så vel kirkens egenart som præstens funktion i kirken.

Præsten er i sine mange gøremål altid den, der må træde til side for Kristus, men det er dog stadig præsten som person, der skal være til stede som den, der træder til side, så menigheden ser Kristus.