Midt på Nibe Festivalens campingområde og omgivet af festglade unge mennesker står folkekirkens telt. Her er det muligt at deltage i både morgensang, bøn og musikgudstjenester. Og så kan man en gang om dagen få vasket sine fødder af en præst. I løbet af de fire dage, som festivalen strækker sig over, holder teltet åbent i alle døgnets timer. Og der er altid frivillige til stede. De er klar med en kop kaffe, et glas vand eller et lyttende øre. På deres arbejds-T-shirt står der: ”Vi er her, fordi du er her”. Og så simpelt kan kirketeltets formål beskrives.
Til dagligt er Michelle Holst Andersen sognepræst i Mou og Dokkedal tæt på Limfjorden. I år er hun for første gang medhjælper i kirketeltet. Hun beskriver det som en berusende oplevelse at mærke, hvor meget kristendommen har at byde ind med i forhold til de unge mennesker. Det har givet hende stof til eftertanke og er en påmindelse om, at hun også skal huske at skabe plads og tid til de diskussioner i sit eget sogn.
”Det er et voldsomt møde mellem kristendommen og virkeligheden. For mig som præst giver det en mulighed for at tænke over, hvordan jeg kan gøre den aktuel og sige noget om den, som passer ind i de unges virkelighed,” fortæller hun.
Der bliver talt om mangt og meget i kirketeltet. Og det har overrasket præsten, hvor interesserede de unge er i at tale om livets store spørgsmål. Hver dag har kirketeltet et nyt tema, der fungerer som samtalestarter. Onsdag var dagens tema ”den perfekte pige”, og mange af de unge var nysgerrige på, hvad kristendommen har at sige om det.
”Der kunne jeg tale med dem om, at kristendommen er en form for modsvar. For den siger, at vi ikke behøver at være perfekte, og at der er sted, hvor der altid er plads til os med alle vores fejl og skævheder,” forklarer præsten.
En af dem, der har været forbi kirketeltet de sidste par dage, er 17-årige Hannah Buse. Hun havde inden festivalens start ikke hørt om kirketeltet, men da hun så det store blå ”folkekirke”-skilt, blev hun nysgerrig og måtte lige ind at se, hvad det nu var for noget.
Her blev hun spurgt, om hun ikke ville have vasket sine fødder. Et tilbud, hun tog imod. Hun fortæller, at det til at starte med virkede lidt underligt, men at det bagefter var virkelig dejligt både at have fået rene fødder og en snak med præsten.
Hvad taler man med en præst om, mens hun ligger på knæ og vasker ens fødder? For Hannah Buses vedkommende var det, hvordan det er at være på festival. Men også, at det vigtigt nogle gang at falde lidt ned og få en pause fra festivalpladsens larm og kaos.
Hannah Buses besøg i kirketeltet har været en øjenåbner. Og det har været med til at skubbe til hendes syn på folkekirken. Hun er ikke afvisende over for en anden gang at tage kontakt til folkekirken eller en præst.
”Det er ikke så helligt, som jeg måske troede. Det er fedt, at de sagtens kan tage på festival og være sammen med en masse unge, glade og fulde mennesker,” siger hun, inden hun igen vender tilbage til festivalen.
