I sommeren 1917 bragte Kristeligt Dagblad et oplæg om kvindelige præster, som biskop over Aalborg Stift Christian Ludwigs havde holdt nogle måneder forinden. Ikke fordi emnet ifølge biskoppen var særligt ”brændende for tiden” eller krævede nogen øjeblikkelig løsning. Der var kun én kvindelig kandidat i teologi, og trods en aktuel præstemangel kunne hendes evner bruges andre steder.
Men emnet kunne hurtigt blive brændende, fortsatte han. Som følge af kvindebevægelsens indtog var kvinder både blevet smede og skomagere. Så hvorfor ikke præster?
”Det kan altsaa komme, pludseligt, og det er kun faa og overfladiske Mennesker, der vil besvare Spørgsmaalet med et ’Hvorfor ikke?’, naar Kvalifikationerne er i Orden. Da Kvindebevægelsen rejstes, var det mest de politiske Spørgsmaal og Krav, der traadte i Forgrunden. Men da Bevægelsen kom ind i Lømmelalderen — om jeg saa maa sige — da fik den ogsaa denne Alders Unoder. Det vil sige, da lagde man Vægten paa at kunne gøre alt ligesom Mændene.”
Biskop Ludwigs havde som sådan ikke noget imod kvindebevægelsen. Kvinder skulle have samme frihed og ret til at udvikle deres evner og muligheder som mændene, mente han. Men når det kom til kvindelige præster, måtte man spørge sig selv, om der var noget at vinde, og om en sådan åbning ikke var i strid med Bibelen.
”Bibelen har sit eget bestemte Syn paa Kvinden, og det er det, at Kvindens Stilling, Betydning og Arbejde i alt væsentligt ligger indenfor Hjemmets Vægge. Derfor siges der ogsaa, at Kvinden skal frelses gennem Barnefødsel. Der er da heller ikke Tvivl om, at den moderne Udvikling, der driver Kvinderne bort fra Hjemmene ud til Arbejdspladserne, Kontoret, Fabrikken, at den har forringet Hjemmenes Værdi, og det er imod Bibelens Tanker.”
To ting kunne ifølge ham siges om kvindelige præster: ”Præstens Gerning er efter hele sit Anlæg en Mands og kræver et Menneske helt. At have en hjemlig Gerning ved Siden af vil være umuligt. Og Kvinden maatte altsaa forlade alt, hvad Bibelen lader være Kvindens Særeje.”
Biskop Ludwigs fik ret , da han sagde, at noget kunne være på vej. Der skulle ganske vist gå godt 30 år, før de tre første kvindelige præster i 1948 blev ordineret i kirken, men det skete. Og trods mange protester i årenes løb er knap 60 procent af folkekirkens præster i dag kvinder.
Denne udvikling var så småt begyndt i årene inden biskoppens oplæg. I 1904 fik kvinder for første gang mulighed for at tage en teologisk embedseksamen, og det udnyttede Rigmor Karen Sofie Larsen fra København. Den 26. juni 1916 færdiggjorde hun sin kandidatgrad med topkarakterer og blev den første danske kvindelige teolog. Samme dag afslørede den 24-årige teolog over for Kristeligt Dagblad, at hendes tanke med teologistudiet var – og fra allerførste færd havde været – at blive præst.
”Og det er for Resten en bemærkelsesværdig Forandring, der er foregaaet blot i de faa Aar, jeg har studeret Teologi. Da jeg nemlig begyndte, udtalte en af vore Professorer til mig, at det Maal naaede jeg dog vist næppe i hverken hans eller min Levetid. Det var jo ikke meget opmuntrende, men jeg tog nu alligevel fat og er altsaa nu færdig. Og nu forleden erklærede den samme Mand, at det kan for Resten gerne være, der ikke er saa langt igen, før der virkelig sker saadanne Ændringer i danske Kirkeforhold, at der ogsaa gives Kvinder Adgang til Præstestillingen,” sagde hun.
Præst blev Rigmor Karen Sofie Larsen dog aldrig. I stedet forlod hun den akademiske verden og blev ugift gårdejer i Ledøje i Nordsjælland. Til gengæld begyndte debatten om kvindelige præster så småt at fylde mere og mere i Kristeligt Dagblads spalter. Fortalerne var drevet af tidens ligestillingsbølge og kvindekamp og mente, at hver enkelt menighed selv skulle vælge, om de ville have kvindelige præster.
Modstanderne påpegede derimod, at menighederne aldrig ville gå med til det, og at der desuden ville være tale om en ”afteologisering”, hvis de gjorde. For kvindelige præster var forbudt, lød det med henvisning til Bibelen og apostlen Paulus’ Første Korintherbrev, hvor der stod, at kvinderne ikke måtte tale i offentlige forsamlinger. De kunne sagtens fungere som diakonisser eller yde sjælesorg i kvindefængsler. Men i kirken hørte de ikke til, som også mange kvinder mente.
”De fleste af os tror, at Gud har gjort Forskel paa Manden og Kvinden, og denne Forskel vil vi respektere samtidig med, at vi vil arbejde for Retfærdighed for Kvinder,” lød det for eksempel fra en kvindelig læser senere i 1916.
Debatten blev ikke mindre, da Folketingets politikere i 1919 besluttede at tage spørgsmålet op. Det skete, efter den radikale statsminister Carl Theodor Zahle præsenterede et lovforslag om kvinders adgang til tjenestestillinger og erhverv. I kirkelige kredse blev der holdt protestmøder, og flere skrev indlæg om statens pludselige indgriben i kirkens anliggender.
Spørgsmålet blev behandlet i Folketinget i løbet af vinteren og foråret 1919, hvor holdningerne kort fortalt så således ud: Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, som var de daværende regeringspartier, havde ingen betænkeligheder ved at lade kvinder blive præster, Venstre havde principielt ikke noget imod det, men mente ikke, spørgsmålet skulle afgøres i det aktuelle lovforslag, og De Konservative var klare modstandere og mente, at det måtte være op til kirken.
Resultatet blev, at Folketinget godkendte loven, og Landstinget afviste den. Og da forslaget om kvinders tjenestestillinger og erhverv på ny blev fremlagt i 1921, sad Venstre og Det Konservative Folkeparti ved regeringsmagten og fik udeladt præster fra forslaget.
De efterfølgende år fortsatte debatten blandt både borgere og politikere. Men uden resultater. For som sognepræst Frederik Schrøder blandt andet skrev i et indlæg i avisen i juni 1946, så blev de kvindelige præster ikke efterspurgt.
”Hvis man spurgte Menighedsraadene, om der skulde gives Kvinder Adgang til at søge Præsteembeder, vilde de fleste vist ræsonnere ud fra det hjemlige Sogns Forhold og sige: Vi ønsker en Præstefamilie, en Præst og en Præstekone i vort Sogn.”
Men kort efter skete det uventede. På et menighedsrådsmøde i oktober 1946 valgte Lolland-Falster Valgmenighed at ønske teologen Johanne Andersen til deres nye præst. Det Radikale Venstre greb muligheden og foreslog en ændring af loven om adgang til præsteembedet, og her viste et flertal sig at være for.
Med en klar understregning af, at menighedsråd skulle kunne afvise kvindelige præster, forsvandt forbuddet mod dem i 1947, og den 28. april 1948 blev de første tre kvinder, Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen, ordineret i Odense Domkirke.
Her talte biskop Hans Øllgaard om, hvordan det var kvinder, der fik forkyndt påskeevangeliet af engle og forkyndte det videre til mænd.
”Det er vist paa Tide, vi erkender, at Budet om at forkynde blev givet til Kvinder, saa ogsaa de Kvinder, der i Dag hører Paaskebudskabet som en Forpligtelse til selv at gaa ud med Forkyndelsen midt i Discipelskaren, i Menigheden, kan gøre det.”
Og debatten fortsatte. Faktisk i en sådan grad, at Kristeligt Dagblads redaktion skred ind. Efter at have bragt et debatindlæg fra en blikkenslagermester i maj 1948 skrev avisen følgende kommentar: ”Med mindre der fremkommer væsentligt nyt i Sagen, maa vi af Pladshensyn afslutte Diskussionen om kvindelige Præster her i Bladet.”
Ordineringen i 1948 var ikke ensbetydende med, at kvindelige præster med det samme blev en selvfølge. De første år var mange ikke interesseret i at ansætte dem, ikke alle biskopper ville ordinere dem, og flere præster ville ikke give hånd til dem. Nogle kirkelige fløje var og er også mere kritiske end andre, som Indre Mission, hvor mange fortsat mener, at kvindelige præster ikke er i overensstemmelse med Bibelen.
Da kvinderne pludselig udgjorde flertallet af landets præster, blev det også diskuteret, om deres bløde værdier forfladiger forkyndelsen. De fleste er dog glade for udviklingen og ser de kvindelige værdier som en fordel for kirkens overlevelse. Som lektor i teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen sagde tilbage ved 50-året for kvindelige præster i 1998:
”Havde vi i dag haft en kirke uden kvindelige præster, ville vi have været klart dårligere rustet til at klare udfordringerne i tidens samfund.”