Der var engang, hvor præsten i sin prædiken talte højt og længe om synd, frelse og dom, og ofte i en belærende tone og med tunge begreber. Men sådan forholder det sig ikke i dag. Hvis man tager til gudstjeneste i en tilfældig sognekirke en søndag, skal man snarere vente sig en kortere prædiken, som taler ind i en moderne kultur og giver mindre plads til det bibelske univers.
Det er i hvert fald nogle af de tendenser, der peges på i en rapport, som blev offentliggjort i slutningen af maj i forbindelse med et større folkekirkeligt arbejde om liturgi – gudstjenestens regler og rammer.
I rapporten kan man blandt andet læse, at prædikener hen over de seneste år er blevet kortere, har fået en mindre eksklusiv plads under gudstjenesten og også er blevet mindre kritiske og belærende. Og mens vi i dag hører præster prædike om præstationskultur og konkurrencesamfund, bruges der sjældnere tid på at bearbejde det bibelske stof eller temaer som det evige liv og dommen.
At vi ikke hører så mange belærende prædikener mere, kan skyldes, at de er blevet sværere at holde, siger Kjeld Slot Nielsen.
Han er lektor i homiletik – prædikenlære – på Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter og med i faggruppen bag rapporten.
”Min fornemmelse er, at kirkerummet i mindre grad opleves som velegnet til prædikener, der tipper over til at blive en gennemgang af bibelske tekster eller begreber. At der også tales mindre om dommen og det evige liv, skyldes en historisk udvikling, hvor teologer og prædikanter begyndte at spørge til, hvad de bibelske billeder og mytologiske forestillinger rummede af betydning for et moderne menneske. Nogle vil sige, at det har ført til, at vi i dag hellere vil tale om de domme, vi mennesker fælder over os selv og hinanden, end om Guds dom over os,” siger Kjeld Slot Nielsen og understreger, at faggruppens konklusioner ikke bygger på undersøgelser, men på viden og erfaringer fra mennesker med stort kendskab til området.
At det bibelske fylder mindre i gudstjenesten er en tendens, som lektor ved Aarhus Universitet Kirstine Helboe Johansen er delvist enig i. Hun forsker blandt andet i gudstjenesten og er sammen med tre andre forskere på Aarhus Universitet i gang med at opbygge en database med knap 12.000 nutidige prædikener fra hele landet.
”Det er rigtigt, at man ikke finder et tydeligt teologisk sprogbrug så meget i prædikener mere, hvor der tales om det evige liv og dommen. Men selve bibelfortællingen fylder stadig meget. Vi kan for eksempel se, at bibelske navne er i top over, hvilke personnavne der nævnes i prædikener, men min fornemmelse er, at de i dag fylder på en mere genfortællende måde, hvor de bruges til lige at få fortællingen på plads,” siger hun og tilføjer, at hun derudover oplever, at mange prædikener er blevet meget værdipolitiske med fokus på samfundstendenser.
Gudmund Rask Pedersen, der er præst i Vær og Nebel Sogne ved Horsens, tror, at brugen af bibelske begreber er udfordret af, at man ikke kan antage, at kirkegængerne i dag har samme indblik i de teologiske begreber og mytologien som for 20-30 år siden. Det gør, at der skal bruges mere tid på at forklare, hvis han for eksempel vil prædike om dommen og det evige liv. Alligevel finder han det vigtigt at bruge ”de gode, gamle kristne begreber”.
”Jeg synes, der er et vældigt hovmod i at mene, at vi kan udelade de sværere dele af kristendommen. For så får vi ikke essensen med over. Det samme gælder de ubehagelige dele. For mig skal en prædiken ramme, rumme og røre, og det indebærer, at den også rammer os der, hvor det gør ondt. I dag vil Gud jo ikke gøre en flue fortræd, og ’synd’ tør vi ikke tale om. Det er helt forfejlet,” siger han og tilføjer, at han desuden stadig oplever, at kirkegængere har en særlig forventning til prædikenen.
Det samme oplever teolog Nete Enggaard. Hun forsker i dåb og nadver ved Københavns Universitet og har tidligere undersøgt kirkegængeres gudstjenesteoplevelse i Frederiksberg Provsti. Her kom hun frem til, at prædikenen har stor betydning for dem, der sjældent eller aldrig kommer i kirke, da den minder dem om andre indspark i den offentlige debat som kronikker eller essays.
”Hvor faste kirkegængere i højere grad vil se gudstjenestens salmer, bønner og prædiken som en helhed, vil mere kirkefremmede have fokus på prædikenen, da det er den, de lettest kan relatere til. Og de er glade, når der for eksempel bliver talt om flygtningekrisen eller andre problematikker i samtiden. Dermed gør de præsten til et moralsk, næsten trosmæssigt forbillede, hvilket vel egentlig ikke er meningen i dag,” siger hun.