Prøv avisen

Efter McCain-bandlysning af Trump: Danskerne udelukker også folk ved begravelser

Det at udelukke nogen fra en begravelse er et emne, som har fyldt i medierne, siden den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCains død sidste lørdag. Efter udmeldingen om hans død, kom det nemlig frem, at den amerikanske senators efterladte både har frabedt sig præsident Donald Trumps og tidligere partifælle Sarah Palins tilstedeværelse ved begravelsen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Det har skabt overskrifter, at præsident Donald Trump er blevet bedt om ikke at komme til den amerikanske politiker John McCains begravelse i dag. Men at ville bandlyse personer fra den sidste afsked i kirken er ikke fremmed for landets præster

Når sognepræst Lill Arendt Hemmingsen holder begravelsessamtaler, kan snakken af og til tage lidt af en drejning væk fra fokus på den afdøde. For blandt de mange særlige ønsker til den kirkelige handling er, at bestemte personer ikke skal dukke op i kirken.

”Der findes mange splittede familier, og derfor er ønsket om at udelukke folk fra begravelsen en problematik, vi som præster møder. Det kan typisk være den afdødes forældre, søskende eller børn, som ikke vil tale sammen eller strides, og det sker også jævnligt, at pårørende slet ikke vil være i rum sammen,” siger præsten i Nykøbing F Sogn.

Det at udelukke nogen fra en begravelse er et emne, som har fyldt i medierne, siden den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCains død sidste lørdag. Efter udmeldingen om hans død, kom det nemlig frem, at den amerikanske senators efterladte både har frabedt sig præsident Donald Trumps og tidligere partifælle Sarah Palins tilstedeværelse ved begravelsen. Ifølge flere medier kom dette ønske fra McCain selv ved dødslejet, og på grund af parternes uenigheder ser flere kommentatorer ikke valget som overraskende, men stadig opsigtsvækkende.

Det er da heller ikke store statspersoner, der er blevet udelukket fra de begravelser, som Lill Arendt Hemmingsen har taget sig af. Men derfor kan ønsket stadig være sårbart, og som præst prøver hun typisk at finde ud af, hvad det bunder i, for derved at forsone de involverede. Det sker nogle gange, at den kirkelige handling kan hjælpe dem på vej til den forsoning.

Derudover oplever hun ofte, at ønsket om at udelukke nogen fra begravelsen kommer fra de pårørende og ikke direkte fra den afdøde selv. Men hun kan forestille sig, at det ændrer sig fremover.

”I dag ser vi, at folk selv vil styre og iscenesætte deres begravelse, og en konsekvens af det kan blive, at de også selv fortæller, hvem der ikke skal komme,” siger hun.

Det samme kunne direktør for Begravelse Danmark Mogens Balling forestille sig. Han har kun ganske få gange oplevet, at en afdød i sin ”min sidste vilje”-erklæring har noteret, at en bestemt person ikke måtte være til stede ved ceremonien.

”Jeg kan forestille mig, at denne problematik altid har eksisteret i familier, men bliver kommunikeret mere ud nu og i fremtiden. For tingene skal være i orden under en begravelse. Begravelsen som funktion er på en måde under forandring, og det individuelle og personlige udtryk fylder mere. Afdøde tager mere ansvar for, hvordan de vil mindes,” siger han og tilføjer, at ”min sidste vilje”-erklæringer ikke er juridisk bindende og skal derfor ikke følges, men kan stadig sætte de efterladte i et dilemma.

Derudover kan de også udfordre præstens arbejde, siger Thomas Gotthard, der er sognepræst i Ansgarkirken i Hedehusene ved København. Han oplever denne problematik ”oftere, end man lige skulle tro”.

”Nogle gange kan vi få talt folk til rette og forklaret dem, at kirken er et sted, hvor alle kan komme og vise den afdøde den sidste ære. Ellers må vi følge den afdødes ønske, så vidt det kan lade sig gøre. Vi smider ikke nogen væk fra kirken, men vi kan holde kortene tæt ind til kroppen, så bisættelsen holdes uden offentlig annoncering, og kirkekaffen ikke annonceres. Derudover må vi bare gøre vores job og håbe, at folk trods alt opfører sig ordentligt under en bisættelse,” siger han.

Ifølge Christine Tind Johannessen-Henry, der er lektor og ph.d. i sjælesorg på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, handler udelukkelsen af personer om en smerte, som præster ikke altid kan løse.

”Når man vælger at sige, at nogen ikke må vise sig til ens begravelse, handler det om, at vi i bund og grund gerne vil stedes til hvile i fred og have ret til at få det sidste ord. Der er ofte tale om en smertefuld relation, hvor præster ikke bare unuanceret kan smide tilgivelseskortet på bordet og få det løst. Det er heller ikke præstens opgave at fikse problemet, men at sikre sig, at de pårørende føler sig forstået og mødt med evangeliets rummelige kraft,” siger hun.

Christine Tind Johannessen-Henry er i gang med et forskningsprojekt finansieret af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor hun ser nærmere på begravelses- og bisættelsessamtaler.

”I den forskning er begravelser, hvor nogle ikke må møde op, ikke til at komme udenom. Det er svært at lave en manual for præster, men de bør tilbydes en form for refleksion og guidelines til, hvordan blandt andet sådan en situation kan udspille sig og håndteres. Hvis man er præst i mange år, vil jeg mene, at dette er en situation, man med stor sandsynlighed vil havne i.”