Prøv avisen

Præster: Derfor vil vi ikke uddele nadver digitalt

"I luthersk syn har vi en konkret, fysisk opfattelse af sakramentet. Vi taler om realpræsensen, at Kristus er fysisk tilstede i nadveren,” siger valgmenighedspræst Henrik Højlund (billedet) om erklæringen, som han og flere andre har underskrevet. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

Der er alt for mange ubekendte faktorer i en digital nadver, til at det er luthersk forsvarligt, mener flere præster og teologer. De opfordrer til, at man venter til kirkerne genåbner og bruger tiden på at længes efter sakramentet

Folkekirken er stort set lukket på grund af frygten for coronasmitte, og gudstjenesterne har landet over fået et anderledes og digitalt liv. Det har medført, at nadveren flere steder nu foregår på internettet, hvilket her i avisen blandt andet er blevet problematiseret af Bo Kristian Holm, der er lektor i dogmatik ved Aarhus Universitet. Han mener ikke, at der er belæg i luthersk teologi for at uddele nadver gennem en computerskærm.

Og han får nu opbakning fra flere præster på den missionske fløj i folkekirken, der ikke vil gøre brug af den digitale nadver under coronakrisen. De har udsendt en erklæring med deres forbehold over for det digitale sakramente.

“Guds søn blev menneske i kød og blod, han kom ikke virtuelt og er i nadveren virkeligt til stede, ikke virtuelt. Hvis ikke dette fastholdes, kan man forestille sig mærkværdigheder, som at syge kan logge ind og over computeren få nadveren som en slags selvbetjening,” skriver de.

En af underskriverne er Henrik Højlund, præst i valgmenigheden Aarhus Bykirke.

“Nadveren i sin natur en fysisk foranstaltning. Det er en oplevelse af det fysiske og meget konkrete fællesskab med menigheden og med Gud. Hvis vi var frikirkefolk, ville vi sagtens kunne udføre nadveren som en symbolsk forkyndelse af Guds tilgivelse og nåde. Det kan man jo godt lave digitalt, uden at det ville støde an på grundsynet på nadver. Men i luthersk syn har vi en mere konkret, fysisk opfattelse af sakramentet. Vi taler om realpræsensen, at Kristus er fysisk tilstede i nadveren,” siger Henrik Højlund.

Han ser flere problemer i det digitale ritual. Blandt andet, at der ikke tages ordentligt højde for, hvad der skal ske med det indviede brød og vin efter nadveren. Han opfordrer til, at man i stedet for at uddele nadver gennem en computerskærm, bruger tiden, mens kirken er lukket, til at gå og længes.

“Der er mennesker rundt omkring i verden, som af alle mulige årsager må gå i lang tid uden at modtage nadver. I Etiopien, hvor jeg har været en del, kan der nogle gange gå tre, fem eller syv måneder mellem nadvermåltiderne,” siger Henrik Højlund og fortsætter:

“Men herhjemme går vi panik efter to uger uden. Hvorfor ikke hellere sulte lidt? Vi er mange, der længes efter at komme fysisk til gudstjeneste, og vi længes efter det konkrete fysiske fællesskab. Så kan vi da bruge tiden nu på at mærke længslen. Det er sundt. Hvis vi stadig er lukket inde om et halvt år, kan vi begynde at se på alternative nadverformer,” siger han.

Biskop Marianne Gaarden fra Lolland-Falsters Stift delte i sidste uge en video på Youtube, hvor hun indstifter nadveren i Maribo Domkirke. I videoens beskrivelse opfordres det til, at man deltager hjemmefra “ved at finde et stykke brød og lidt vin eller saft frem, som kan spises og drikkes, mens du ser videoen.”

Tidligere på ugen udtalte hun til Kristeligt Dagblad, at hun ikke har et problem med den digitale praksis.

”Det er ikke det mest afgørende, hvor menigheden befinder sig fysisk. Det afgørende er indstiftelsesordene, der lyder, og tilhørerne, der tager dem til sig i tro. Det er de troendes fællesskab, der forbinder os, ikke teknologien. Præsten taler ikke til brødet, men til menigheden,” lød det fra biskoppen.