Mange præster valgte at lægge andagter og prædikener ud på internettet i den periode, hvor landets kirker var lukket. Og således blev coronakrisen for mange kirker et skub i en digital retning. Men den erfaring har fået flere præster til at indse, at digital kirkegang har sine begrænsninger.
Brugen af de nye medier må ikke føre til en gudstjeneste uden menighed. Det siger Katrine Winkel Holm, der er sognepræst i Borup Kirke på Østsjælland og under coronakrisen har holdt adskillige ”online andagter”, som hun finder det passende at kalde dem ud fra en betragtning om, at de aldrig vil kunne erstatte en fysisk gudstjeneste.
Det særlige ved en fysisk gudstjeneste er nemlig, at menigheden synger sammen, beder sammen, bekender sammen og modtager nadveren sammen, siger hun:
”Den store svaghed ved digital kirkegang er, at menigheden ikke er en levende del af gudstjenesten, som pludselig fungerer som et show, der kører videre uden menigheden. Når menigheden er usynligt til stede, og præsten fylder hele billedet, bliver det en skæv og meget præstefikseret gudstjeneste,” siger hun.
Hun tilføjer, at de sociale medier med deres indbyggede mulighed for at trykke ”synes godt om” og kommentere i øvrigt kan være med til at gøre gudstjenesten til en form for skønhedskonkurrence.
”Der vil altid være indbyrdes konkurrence mellem præster, men når man pludselig kan gå i kirke overalt i landet – når man for eksempel kan bo i Skagen og gå virtuelt i kirke Gedser – kan der gå endnu mere ’smartness-konkurrence’ i, hvor mange kirkegængere de enkelte kirker tiltrækker,” siger Katrine Winkel Holm.
Erstatning og nødløsning er de nøgleord, Katrine Winkel Holm bruger om de digitale tiltag i kirken. Og det samme gør sognepræst Christian Roar Pedersen. Han understreger, at udgangspunktet for de digitale kirkelige tiltag jo var en undtagelsessituation, og for ham er en af ulemperne fraværet af fællesskab. I Hals og Hou Kirker i Nordjylland, hvor han er sognepræst, har man holdt digitale gudstjenester over videotjenesten Zoom, så menigheden også har kunnet tænde for computerens kamera og mikrofon og dermed føle sig som en levende del af gudstjenesten.
Derudover er der nogle tekniske udfordringer ved digital kirkegang, som både præst og menighed skal tage højde for.
”Jeg tror ikke, at vores online-tiltag har været alt for ufrivilligt komiske, men nogle gange har jeg da glemt at slå mikrofonen til igen, ligesom kvaliteten ved streaming kan være lav. Jeg har også fået flere henvendelser fra ældre mennesker i sognet, som har behøvet hjælp til teknik og installation af programmer. Det er lidt en større omgang,” siger Christian Roar Pedersen, som nu er gået i tænkeboks med hensyn til, hvordan kirkerne i fremtiden kan udnytte teknologi bedst muligt.
En af udfordringerne ved dette er ifølge Christian Roar Pedersen, at det kræver ressourcer at producere kvalitetsindhold. Den bekymring deler han med Nana Hauge. Hun er sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat på Fyn, som under coronakrisen har lagt prædikener online.
”Man kan se, at der bliver brugt mange penge på at optage og streame. Nogle har helt sikkert haft professionelle til at stå for det. Det må hver enkelt menighedsråd selvfølgelig selv om, men hvis det bliver et rationale, at man vil prioritere det, kan jeg som landpræst godt frygte, at det vil føre til en nedlukning af kirker. At nogle ville tænke, at de fem til ti personer, der møder op om søndagen, lige så godt kunne streame gudstjenesten hjemmefra,” siger hun.
Ligesom Katrine Winkel Holm nægter Nana Hauge at kalde tiltagene for gudstjenester. Det indebærer nemlig mere, end at præsten bare ”står og optræder”. I det hele taget er hun skeptisk over for, hvordan brugen af medier kan forvirre og måske ændre på, hvad en gudstjeneste er.
”Vi har altid sådan en forestilling om, at vi er herrer over den nye teknik. At vi kan bruge og mestre den, men vi ved jo samtidig, at det lynhurtigt bliver sådan, at teknikken kommer til at styre os. Hvis vi streamer og optager kirkelige handlinger, gør det noget ved det, vi er, og det, folk kommer til at se,” siger hun og tilføjer, at der i øvrigt er noget særligt ved kirkerummet, som en prædiken, der ses hjemme i dagligstuen, ikke kan kompensere for.
”De elementer, der er i kirkerummet – musikken, rummets indretning og liturgien – er så vigtige. Vi mennesker er sanselige og skrøbelige væsener, som har behov for steder eller genstande, som kan hjælpe os med at sanse det hellige. Det er derfor, vi har billeder, lysestager og bygninger. Coronakrisen har lært mig at være taknemmelig for, at kirkerummet tilbyder den mulighed.”