Præster er blevet fast inventar i hospitalers etikråd

Trods tidligere debat om præster i klinisk etiske komitéer er præsterne velrepræsenterede i komitéerne på landets hospitaler. Det viser, at der er blik for præsternes evner, siger ekspert

Af de ni adspurgte komitéer, som inkluderer landets største hospitaler, har hele otte en præst med i den klinisk etiske komité.
Af de ni adspurgte komitéer, som inkluderer landets største hospitaler, har hele otte en præst med i den klinisk etiske komité. Foto: Polfoto.

Klinisk etiske komitéer på hospitalerne har i årevis været genstand for værdipolitisk debat, og særligt præsters plads i komitéerne er blevet kritiseret. Nu viser en rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad, at præster i dag er særdeles velrepræsenterede i landets klinisk etiske komitéer, som vejleder personale i at træffe svære etiske valg.

Af de ni adspurgte komitéer, som inkluderer landets største hospitaler, har hele otte en præst med i den klinisk etiske komité.

I 2014 argumenterede Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation ellers for at udelukke præster fra de såkaldte klinisk etiske komitéer, fordi de ikke mente, at præsters medlemskab stemte overens med, at ”etiske vurderinger skal finde sted ud fra objektive og videnskabelige kriterier”. Samme år var der udskiftning i Det Etiske Råd, og som noget nyt talte de nye medlemmer ikke en præst. Begge dele blev set som led i en udvikling, hvor præsterne har mistet deres etiske autoritet.

Når præsterne i dag er sollidt til stede i komitéerne, er det ifølge Jacob Birkler, der er klinisk etiker, tidligere formand for Det Etiske Råd og forfatter til flere bøger om etik i sundhedsvæsenet, udtryk for, at man har fået øjnene op for den gavn, en præst kan gøre i en klinisk etisk komité.

”Arbejdet med etik handler ikke alene om at finde et svar, men at belyse kompleksiteten fra mange forskellige perspektiver. Derfor er det også gavnligt, hvis der sidder forskellige faggrupper i de klinisk etiske komitéer, for de mange typer optik gør, at man får indblik i dilemmaet fra forskellige vinkler. Præsten har blik for noget, som lægen ikke har, ligesom lægen har blik for noget, som præsten ikke har,” siger Jacob Birkler.

Op gennem 2000’erne kørte debatten om, hvorvidt der på de danske hopitaler skulle oprettes klinisk etiske komitéer, ligesom det var set i eksempelvis Norge og USA. Formålet med komitéerne var at ruste personalet til at håndtere etiske dilemmaer. I dag har mange af landets hospitaler en sådan komité, men deres formålsbeskrivelser, arbejdsmetoder og sammensætninger er forskellige. Blandt de adspurgte komitéer står det for fire af dem indskrevet i bestemmelserne, at en præst skal være medlem af komitéen. Det er blandt andet tilfældet i den klinisk etiske komité for Region Syddanmarks psykiatri, som derfor har haft en præst med i komitéen siden oprettelsen i 2010. Anne Marie Enderlein, der er cand.mag. i idéhistorie, sygeplejerske og medlem af komitéen, forklarer, at det er valgt, fordi ”en præst har en teologisk uddannelse, der også omfatter en del etik, og har erfaring med mennesker i eksistentielle kriser”.

I rundspørgen svarer kun Region Hovedstadens Psykiatri nej til, hvorvidt en præst er med i den klinisk etisk komité. Det begrundes med, at der ikke direkte er tilknyttet præster i psykiatrien, hvorfor det ikke virker oplagt at involvere en præst i komitéen.

Jeanette Ladegaard Knox er adjunkt ved Institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og så er hun også medlem af både den klinisk etiske komité på Rigshospitalet og Dansk Selskab for Klinisk Etik. Hun mener fortsat, at det er væsentligt at tage debatten om, hvorvidt præster hører hjemme i klinisk etiske komitéer.

”Præster lugter af værdier og opfattes som en faggruppe, der beskæftiger sig med rigtigt og forkert. Men det betyder ikke, at de er klædt på til at sidde med i komitéerne. Det er udtryk for et underliggende behov for generelle kvalifikationer, hvor vi generelt er bagud i Danmark, fordi vi ikke som i eksempelvis USA har veludviklede kurser og uddannelser, der kan klæde folk bedre på til at sidde i en klinisk etisk komité,” siger Jeanette Ladegaard Knox.

Ifølge Jacob Birkler bør diskussionen ikke handle om præsterne, men nærmere om komitéerne.

”Når præsten taler med patienten, er det ikke nødvendigvis om tro. Det kan lige så vel handle om mening, håb, fortvivlelse, angst og sorg. At diskutere, om præster skal sidde i de klinisk etiske komitéer er som at sætte kikkerten for det blinde øje. Så arbejder man allerede ud fra en præmis om, hvad en komité er, og hvordan den gøres relevant. Det giver bedre mening at tage en diskussion om komitéerne og deres formål, og hvordan de får værdi som greb i praksis”.