Undersøgelse: Vi har stor tillid til præster - men endnu større til fysioterapeuter

Evnen til at møde folk i øjenhøjde betyder, at danskere har stor tillid til præster, viser undersøgelse. Konflikter omkring præster kan dog give lokale nuancer, vurderer teolog

Modelfoto.
Modelfoto. . Foto: Paw Gissel.

Præsten er en, man som dansker har tillid til. Det viser den årlige troværdigheds-analyse, som firmaet Radius Kommunikation har lavet. Godt 2000 danskere har givet 25 forskellige erhvervsgrupper point for deres troværdighed på en skala fra et til fem, og hvor jordemødre, sygeplejersker og dommere ligger i top, indtager præsterne en syvendeplads over blandt andet hjemmehjælpere, advokater og embedsmænd.

Senest præster indgik i undersøgelsen var i 2013, hvor karakteren ikke var signifikant anderledes end i år, siger seniorpartner og bestyrelsesformand i Radius Kommunikation A/S Nicolaj Taudorf Andersen. Han kalder placeringen ”super flot.”

”Undersøgelsen peger på, at præster intet har at bekymre sig om, når det kommer til tillid. Ligesom flere af de andre faggrupper, der scorer højt, har præster meget menneskekontakt, og derudover har deres evne til at møde mennesker i øjenhøjde og kommunikere i et let og forståeligt sprog stor betydning for deres troværdigheds- niveau,” siger han.

En anden faktor har ifølge undersøgelsen betydning for danskernes tillid til forskellige faggrupper: Om man beundrer og anerkender faggruppens arbejde. Dermed peger undersøgelsen på, at danskerne er glade for folkekirkens udbud af kirkelige handlinger, siger teologisk vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Kirsten Donskov Felter, som forsker i præsterollen.

”De fleste møder præster ved højdepunkter som vielse og dåb samt i livets grænse-situationer som ved død og begravelse. Undersøgelsens resultat peger på, at de møder lykkes, og at folk føler, at de får en ydelse af høj kvalitet. Den oplevelse smitter af på folkekirken, da præsterne langt hen ad vejen er personificeringen af folkekirken i menneskers bevidsthed. Så når præsternes troværdighed er høj, siger det noget om, at folkekirken ses som et naturligt og legitimt valg.”

De seneste år har en række kontroversielle præstesager fyldt i danske medier og kirkesamfund. I 2014 afviste en præst eksempelvis Jesu opstandelse, mens en anden året efter fortalte om sin tro på reinkarnation. I år har det skabt debat, at en præst holdt et arrangement med dyretelepati i kirken, og dette efterår indledes en retssag om en præsts mulige overgreb på mindreårige. At præster alligevel fastholder en høj troværdighed, viser, at danskerne ikke vurderer spørgsmålet ud fra præsters tale om kristendommens dogmer, siger teolog Kristine Garde, der har beskæftiget sig med præstesager gennem tiden og holder foredrag om præsteembedet.

”Frem for at tænke på store landsdækkende sager vurderer danskerne spørgsmålet om præsters troværdighed ud fra deres personlige forhold til den lokale præst. Af samme grund kan man forestille sig, at vi ville se et mere varieret billede, hvis man inddelte besvarelserne efter stifter. Mange af de seneste store præstesager har for eksempel fundet sted i Roskilde Stift, hvor troværdigheden derfor kan være lavere. For præstesager får ualmindelig stor omtale lokalt, også efter at mediernes dækning er ebbet ud,” siger hun.

Formand for Præsteforeningen Per Bucholdt Andreasen mener også, at danskernes personlige erfaring med den lokale præst er afgørende for deres tillid til præster generelt.

”I dag har danskerne vidt forskellige holdninger til folkekirken, men præsten er stadig en, de fleste møder i forbindelse med betydningsfulde kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Det er de konkrete oplevelser, som danskerne vurderer præster ud fra, og her er det afgørende, at præsten viser nærhed og imødekommenhed.”

Undersøgelsen er gennemført via Epinions Danmarkspanel med svar fra godt 2000 danskere, som har vurderet 25 faggruppers troværdighed på en skala fra et til fem. I bunden ligger journalister (2,43), bilforhandlere (2,37) og politikere (2,07).