Der var ikke mange at konkurrere med, da Ivan Tabrizi i 2015 blev sognepræst i Nørhå-Stenbjerg-Sønderhå-Hørsted Sogne i Thy. Stillingen var et genopslag, og den nyuddannede præst viste sig at være den eneste kvalificerede ansøger. Sandsynligvis havde mange valgt stillingen fra af samme grund, som han valgte den til, siger han.
”Jeg havde besluttet, at jeg ville være præst på landet. Jeg ville gerne køre lidt solo og ikke have så meget teamarbejde som i byen, og jeg tænkte, det ville være hyggeligt med det nære fællesskab på landet. Men jeg ved, at mange præster tænker, at det kan være et pres at komme på landet, for du er alene om det hele. Og det er ikke et 8-16-arbejde. Man skal være forberedt på, at folk kommer forbi præstegården når som helst,” siger sognepræsten.
Ganske rigtigt lader flertallet af folkekirkens præster ikke til at dele Ivan Tabrizis ønske om at komme på landet. Det viser en opgørelse, som Præsteforeningen har lavet for Kristeligt Dagblad. Her er der kigget på ansøgertallet til tjenestemandsstillinger i 2017 i områder med over og under 15.000 indbyggere, hvilket foreningen ser som skellet mellem by- og landembeder, hvor præster ofte varetager flere små sogne. Hvor der i gennemsnit er 14 ansøgere til stillinger i byer, er der syv til dem på landet, hvilket bekræfter foreningens erfaringer, siger formand Per Bucholdt Andreasen.
”Der er i dag en generel tendens til, at mennesker søger byen mere end landet, og dette gælder også præster. I foreningen hører vi blandt andet, at yngre præster i højere grad ønsker at have nogen at arbejde sammen med. Det er lettere at få i større kirker,” siger han.
Ifølge Per Bucholdt Andreasen varierer landstillingernes popularitet også, og særligt de små yderområder oplever en mere akut præstemangel med færre ansøgere.
Præsteforeningen ser derfor løbende på, hvordan præsteembedet kan gøres attraktivt, og en løsning er ifølge Per Bucholdt Andreasen at arbejde mere med tilbud om gode boligforhold og bonusser, hvilket udkantsområder også bruger til at lokke praktiserende læger til.
”Det er muligt at give tillæg, så præster får flere lønkroner, hvis de kommer ud på landet, og at sørge for, at præsteboligen er i særligt god stand. Jeg tror, vi kommer til at opleve, at menighedsråd, provsti og stift skal blive mere opmærksomme på, at ansøgninger ikke handler om, hvad sognet ønsker af en kommende præst, men om hvad sognet kan tilbyde,” siger han.
Udfordringen med at få præster til landområderne har teologisk vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Kirsten Donskov Felter blandt andet beskæftiget sig med i rapporten ”Hvad vil det sige at være præst?”. Også hun peger på, at det handler om samarbejde.
”Mange steder på landet er præsten den eneste fuldtidsansatte, og jo mindre personale, jo mindre sparring. De nyuddannede snakker tit om, at de gerne vil have kolleger, og helst ikke for langt væk fra byen,” siger hun og tilføjer, at der samtidig er andre forventninger til præsten på landet.
”På landet er præsten en, menigheden gerne vil kende og se møde op til for eksempel byfester. I byer ved mange ikke nødvendigvis, hvem den lokale præst er.”
I folkekirkens landstifter arbejdes der også med, hvordan man kan lokke kandidater til de små kirker. I Aalborg Stift er der præstepraktik for studerende, hvoraf nogle har søgt embede i stiftet efterfølgende. Derudover tilbyder stiftet nye præster arbejdsvejledning og mentorordninger, og der arbejdes med gode boligforhold og eventuelle bonusser.
”Vi har for eksempel arbejdet med fastholdelsestillæg i det omfang, vi har økonomien til det. Det er noget, der er værd at kigge mere på. Vi er det største landstift med flest sogne med under 200 indbyggere, og derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at få og beholde præster,” siger han og tilføjer, at landembedet dog begynder at virke mere attraktivt i stiftet.
”Jeg har de seneste år oplevet, at flere unge nyuddannede aktivt og positivt søger ud på landet. For der kan de prøve lidt af det hele og arbejde og bo tæt på menigheden. Det er jo ikke sikkert, det varer ved, men det er positivt.”
I Thy ser Ivan Tabrizi også fordele ved at være på landet.
”Det gode er, at du har tid til at tage dig af relationerne derude. Du skal aldrig skynde dig, for du har ikke fem samtaler på én dag, men kan tage dig tid, når folk kommer til dig,” siger han.