En 50-årig kvindelig sognepræst i et byområde forklarer, at man er præst hele døgnet. Hun skelner ikke skarpt mellem arbejde og fritid og kan godt lide ordet kald, fordi det signalerer, at det at være præst er en lidenskab. Samtidig hader hun, når arbejdet bliver alt for personbåret, og hun er glad for præstekjolen og for embedsbegrebet, som for hende signalerer, at hun som præst ikke skal bære det hele, men er en del af noget større.
Kvinden indgår i en rapport om præsters syn på og oplevelse af deres virke, som udkommer i dag. Og hun bærer en særlig pointe, siger forfatter til rapporten, Kirsten Donskov Felter, teologisk vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Aarhus:
”Hun er et godt eksempel på, at mange præster forholder sig både til embede og kald som begreber. Men selv mange af dem, som egentlig ikke bryder sig om, at det personlige fylder for meget, må erkende, at det personlige er helt afgørende – både for dem selv og for de mennesker, de møder i deres egenskab af præster i folkekirken,” siger Kirsten Donskov Felter.
Rapporten baserer sig på kvalitative interviews med 25 folkekirkepræster. De udvalgte præster dækker tilsammen et bredt felt, hvad angår alder, køn, bopæl, funktion, familieforhold, teologisk ståsted med mere og har forskellige holdninger til undersøgelsens spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at være præst. Men der er også en række fællestræk mellem præsterne, fortæller Kirsten Donskov Felter:
”De er meget dedikerede og arbejder meget. Ikke en eneste opfatter præstearbejdet som et 8-16-job, og det hænger blandt andet sammen med, at de opfatter sig som kaldet. Der er en stærk tendens til, at begrebet kald har en kraftig resonans hos dem, selvom det er forskelligt, hvad de præcist lægger i det. Embedsbegrebet derimod er tilsyneladende meget mindre relevant for den måde, de forstår sig selv og oplever hverdagen som præster på,” siger hun.
Nogle føler, at de har fået et personligt kald af Gud til at virke som præster. Men langt flere lægger vægt på at være kaldet af den menighed, som har ansat dem, eller på at være kaldet af bestemte mennesker, som de oplever at kunne gøre en forskel for qua deres særlige faglige og menneskelige kvalifikationer.
”Mange oplever for eksempel at gøre en stor forskel ved begravelser eller i situationer, som ikke nødvendigvis har noget med kirken at gøre i snæver forstand. De ser sig selv som forkyndere i mange situationer, også i supermarkedet, på gaden eller i hverdagen i øvrigt. Det er en stor glæde for dem, men også krævende, fordi deres person betyder ganske meget for menneskers oplevelse af kirke og kristendom. Derfor stiller de også store krav til sig selv om autenticitet og integritet,” forklarer Kirsten Donskov Felter, der i 2010 blev ph.d. i teologi på en afhandling om præsten mellem kald og profession.
Sidste år lavede hun en undersøgelse på center for kirkeforskning om, hvad folket forventer af kirken.
”Undersøgelsen viste, at mange danskere lægger stor vægt på præsten som person og ikke tillægger embedet så stor betydning i sig selv. Den nye undersøgelse viser stort set det samme set fra præsternes side,” vurderer hun.
Kirsten Donskov Felter mener, at undersøgelsen peger på en mangel i nyere dansk teologi.
”I Danmark har folkekirkeordningen betydet, at vi generelt har lagt meget vægt på embedet som begreb. Samtidig har der blandt mange præster og teologer været en forskrækkelse over at tale om kald af frygt for at lyde for from eller pietistisk. Men den virkelighed, præsterne oplever, gør det nødvendigt at tale mere om kaldet og for eksempel se nærmere på, hvad der kan ligge i en luthersk forståelse af det,” siger hun.
Undersøgelsens resultater blev fremlagt og diskuteret på Præsteforeningens repræsentantmøde i går, og her blev der lagt mærke til de interviewede præsters engagement og den dermed forbundne risiko for stress, oplyser formand for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen.
”Som fagforening er vi optaget af, at præsterne fortsat kan brænde for deres arbejde uden at brænde ud. Her ser vi en opgave i at udvikle strategier, som kan sætte grænser for det grænseløse. At præster ser deres virke som et kald og en livsform, er en gave til kirken, men også en risiko.”
Per Bucholdt Andreasen mener, at en vej frem kan være at tage både embeds- og kaldsbegrebet op til undersøgelse.
”Jeg mener ikke, at vi skal smide embedsbegrebet ud, for det kan bruges til at sætte nogle rammer for det arbejde, som kaldsforståelsen kan gøre grænseløst. Men undersøgelsen viser, at der skal bankes noget rust af embedsbegrebet. Det kan vi som fagforening være med til at gøre ved at sætte en teologisk debat i gang,” siger han.