Prøv avisen

Præster i modvind stod fast på deres teologi

Bent Feldbæk (tv), daværende præst i Snedsted sogn, satte i 1977 spørgsmålstegn ved folkekirkens dåbspraksis, og sagen endte i præsteretten i 1996. Foto: Nordfoto / Erik Jepsen

Den nyere kirkehistorie viser flere eksempler på præster, der i modsætningtil Per Ramsdal har holdt fast i synspunkter, som bragte dem i knibe

1976. Ruben Jørgensen, sognepræst i Skibsted-Lyngby-Terndrup i Aalborg Stift, forlangte, at forældre skulle følge en dåbsundervisning. Da han ikke ville opgive ordningen, blev han fyret. Han er dermed en af de folkekirkelige præster, som valgte at fastholde sin overbevisning.

Kirkehistorien viser, at der er flere muligheder for folkekirkens præster, som er endt i en situation, der udløste heftig kritik. Nogle vælger at stå fast på det, de har sagt eller gjort. Andre rykker sig eller beklager. Senest har Per Ramsdal, Sydhavn Sogn i København, undskyldt ”misforståelige udtalelser” om nødløgn og manglende tro på en fysisk opstandelse. I går opfordrede tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll i et interview i Kristeligt Dagblad Ramsdal til at stå fast og understregede samtidig, at han aldrig selv gik på kompromis med sin teologi, og at hans beklagelse kun gik på formelle forhold ved debatten, efter han i 00'erne sagde, at han ikke troede på en skabende Gud, opstandelsen og det evige liv.

Ph.d. og lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen, Menighedsfakultetet, nævner Ruben Jørgensen som et eksempel på en præst, der ikke rykkede sig. Et andet er ifølge ham Bent Feldbæk, der begyndte at sætte spørgsmålstegn ved folkekirkens dåbspraksis efter en trosoplevelse i 1977, hvor han blev en del af den karismatiske bevægelse. Det førte til klager fra hans sogn, Snedsted ved Thisted, hvor han havde været præst siden 1973. I 1994 indstillede biskop Søren Lodberg Hvas, Aalborg Stift, at der blev rejst en præsteretssag imod ham. Det skete to år senere. Dommen blev anket, men stadfæstet.

”Der er også eksempler på den anden mulighed, præster har: At man som præst siger, at man ikke kan leve med vilkår i folkekirken og forlader den. Også uden at der er nogen antydning af sag eller grad af tvang,” siger Kurt E. Larsen og henviser til, at det for eksempel skete ved loven om vielse af to af samme køn, hvor en præst i Nordjylland frivilligt nedlagde embedet.

”Det er eksempler på, at folk er drevet af en personlig overbevisning. Men vi ser ikke mange tilfælde, hvor præster forlader folkekirken, for den giver jo god plads, også til folk med teologisk konservative holdninger. Per Ramsdal har så bevæget sig ud på den venstre kant af, hvad man kan tåle i folkekirken,” siger Kurt E. Larsen og tilføjer:

”Ruben Jørgensen og Bent Feldbæk gik, hvis man må bruge udtrykket, for langt til højre i holdning og praksis.”

Tidligere sognepræst og nuværende buschauffør Carsten Dalsgaard Hansen har tidligere i Kristeligt Dagblad fortalt, at eftersmagen af en samtale med hans biskop, Ole Bertelsen i København, efter loven om registreret partnerskab blev vedtaget, ikke var god og var medvirkende årsag til, at han i 1992 nedlagde sit embede i folkekirken. Han var anfægtet og kunne ikke beroliges af biskoppen.

Kurt E. Larsen minder om, at også andre forhold end teologien kan føre til, at præster forlader folkekirken.

”Der er mange sager om personlige problemer og samarbejdsvanskeligheder, som ender med en afsked. Men det er ganske få tilfælde, hvor det har været principielle ting som teologi, der har været på spil. Andre gange holder biskoppen, som er den eneste, der kan rejse en præstesag for domstolen, hånden over en præst,” siger han som argument for, at det selvfølgelig ikke kun er præstens afgørelse, om han eller hun vil blive i folkekirken.

Er de historiske eksempler så udtryk for, at folkekirkens præster klæber til præstegården, som det ofte hævdes i den offentlige debat?

Kurt E. Larsen mener, at medierne nogle gange giver det indtryk, at præster er højt lønnede, har enormt flotte boliger og dermed er meget privilegerede.

”Hvis vi ser på virkeligheden, er præster forholdsvis lavt lønnede i en dansk sammenhæng, og mange præster har faktisk ikke et ønske om at have en tjenestebolig, for det er en personlig ulempe familie- og arbejdsmæssigt. Havde det været for 100 år siden, kunne man tale om præster, der klæber til embede og præstegård. Men i dag er virkeligheden den, at hvis præster bliver afskediget, kan de få en højere løn og kortere arbejdstid i det private erhvervsliv. Så kritikken rammer forbi,” siger han med tilføjelsen:

”Man skal derfor gå ud fra, at de præster, der er i folkekirken, er glade for deres opgave. Og så koncentrere diskussionen om, hvorvidt folkekirken skal tåle en mand som Per Ramsdal. Det er en ren principiel ting, som jeg ikke tror, man skal blande penge og præstegårde ind i.”