Prøv avisen

Præster i opråb: Det er uansvarligt at åbne kirker i påsken

Præsteforeningen, der repræsenterer landets præster, har også givet udtryk for en bekymring om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at inddæmme smitten samtidig med, at man holder kirken åben. Arkivfoto. Foto: Kåre Gade

På sociale medier ulmer utilfredsheden blandt præsterne over kirkeministerens beslutning. Præsteforeningen efterlyser klare retningslinjer, hvis påskegudstjenester skal gennemføres  

Det er ganske usolidarisk og uansvarligt, hvis folkekirken åbner for påskegudstjenester, sådan som kirkeminister Joy Mogensen (S) i går eftermiddags lagde op til.

Det mener et kor af præster, der på sociale medier giver udtryk for deres skepsis over for beslutningen.

En af kritikerne er Kristian Tvilling, sognepræst i Virum Kirke på Sjælland. Han opfordrer sine præstekolleger til at begå civil ulydighed og holde kirken lukket i løbet af påsken:

“En meget stor del af de faste kirkegængere tilhører de mest udsatte grupper. Så vi risikerer regulært at slå en stor del af vores menighed ihjel, hvis vi samles. Det kan udvikle sig til en landsdækkende Mulhouse (by i Frankrig, hvor marathon-gudstjeneste formentlig ledte til flere hundrede smittede, red.), og det er fuldstændig uansvarligt. Jeg vil ikke være med til det. Så vil jeg hellere tage en tjenstlig samtale,” siger Kristian Tvilling.

Også sognepræst i Hjerting Sogn ved Esbjerg Arne Mårup har sine betænkeligheder ved beslutningen. Han kan ikke forstå, hvorfor folkekirken skal bryde med den solidaritet, som ellers har etableret sig i samfundet.

Arne Mårup lavede i går aftes et Facebook-opslag med sine bekymringer, og han har aldrig fået så meget opbakning fra sine præstekolleger på et digitalt opråb.

“Det er lykkes for regeringen at lave en solidarisk folkelig linje, hvor institutioner og private virksomheder og mennesker disciplineret har underlagt sig de retningslinjer, de har fået. Når man nu har fået den enighed, synes jeg, det er uheldigt, hvis folkekirken gør sig til undtagelse,” siger Arne Mårup til Kristeligt Dagblad.

Han har ikke selv påskegudstjenesten i sit sogn. Men han vil opfordre sit menighedsråd til ikke at åbne kirken.

“Lokalt vil jeg modsætte mig noget som helst i den retning. Vi venter selvfølgelig på, hvad der kommer af retningslinjer fra biskopperne, men jeg kan ikke forestille mig, der kommer noget som helst, der kan gøre det til en klog beslutning at åbne kirken,” siger han.

Gitte Sandager Bjerre, der er sognepræst i Hvejsel Sogn ved Jelling, tilhører også de præster, som helst ikke vil åbne kirken til påske.

Selvom hun vil savne gudstjenesterne, mener hun ikke, kirken skal have særbehandling lige nu. Desuden er der praktiske omstændigheder, der står i vejen for, at kirken kan åbne – for eksempel at flere blandt kirkepersonalet har sagt ja til at tage ferie.

”Vi må bære det her åg og vise samfundssind ligesom alle andre. Hvordan kan vi forsvare, at man gerne må mødes i menighedens fællesskab i påsken men ikke i familiens? Og så må jeg understrege, at kirken ikke er lukket. Kirken er de levende stene, og jeg har aldrig set så meget digital forkyndelse som nu. Påske skal nok blive fejret, men vi må leve med, at det bliver på en anden måde i år,” siger Gitte Sandager Bjerre.

I Provsteforeningen er skepssien ligeledes udtalt. Formand Peter Birch siger i en pressemeddelelse, at folkekirkens medarbejdere indtil nu loyalt har bakket op om alle initiativer, der er udgået fra myndighederne, men at regeringen nu går på tværs af sine egne anbefalinger.

“Når vi genåbner, skal det være for at vi kan samles. Den her udmelding lægger op til en påskefejring efter først til mølle-princippet. Det er ikke værdigt, det er risikabelt og det er uigennemtænkt. Vi kan være kirke på mange måder og de seneste uger har vist os mange nye veje og eksempler på netop det,” lyder det fra Provsteforeningens formand.

Også præsteforeningen, der repræsenterer landets præster, giver udtryk for en bekymring om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at inddæmme smitten samtidig med, at man holder kirken åben.

På Facebook udtaler formand Per Buchholdt Andreasen, at hvis kirkerne skal åbne op til påske, skal det være op til sundhedsmyndighederne at vurdere, hvordan det kan lade sig gøre. Ikke folkekirken selv:

“Vores bekymring går på, at det kan være meget vanskeligt at håndtere den sundhedsmæssige udfordring i mange kirker og kirkens personale kommer til at stå med et meget stort ansvar for at det kan lade sig gøre. For Præsteforeningen er det derfor afgørende at det er sundhedsmyndigheder der udarbejder klare retningslinjer og ikke overlader det til folkekirken selv at håndterer åbning af kirker, hvis regeringen vil åbne for kirkerne i påsken,” udtaler formanden.