Prøv avisen

Præster: Muhammed-krise gjorde religiøse forskelle tindrende klare

Forskellene på islam og kristendom er meget store. Sådan konkluderer flere præster i folkekirken, når man spørger til den vigtigste lektie efter Muhammed-krisen. Arkivfoto Foto: Amir Qureshi/AFP

Den uskyldige forestilling om, at vi skulle leve sammen i samdrægtighed på tværs af religioner, forsvandt med Muhammed-krisen, mener biskop Steen Skovsgaard

Hvis danske præster ikke var klar over det inden, så blev de det, efter at 12 danske karikaturer for 10 år siden førte til masseprotester og ambassade-afbrændinger:

Forskellene på islam og kristendom er meget store. Sådan konkluderer flere præster i folkekirken, når man spørger til den vigtigste lektie efter Muhammed-krisen.

Krisen førte til et tab af uskyld i Danmark, mener Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falsters Stift.

”Jeg tror da nok, at flere er blevet interesseret i at drøfte religionsmøde. Men jeg tror samtidig, at man ikke længere har den samme uskyld, den samme følelse af naivitet, hvor man tidligere troede, at det at skulle leve sammen i samdrægtighed på tværs af religioner og kulturer var let. Den uskyld er forsvundet,” siger han.

Steen Skovsgaard deltog i en delegation af kirkefolk, som i 2006 rejste til Egypten for at skabe dialog med muslimske autoriteter efter krisens udbrud. Hans holdning har hele tiden været, at samtale mellem religiøse grupper er vigtigt.

”Men jeg har også fundet ud af, at det er meget vigtigt at vide, hvor vi har hinanden, og hvor vi selv står, for der er store forskelle. Vi skal ikke sidde lårene af hinanden og forsøge at lave hinanden om. Muslimer skal ikke tro, at de kan gå og lave samfundet om, og vi skal heller ikke tro, at vi kan ændre på dem og deres religiøse følelser,” siger han og tilføjer:

”Jeg vidste godt forinden, at Muhammed var højt hævet blandt muslimer, men at det gjaldt i så høj grad, anede jeg ikke.”

Sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen, som var med til at etablere Islamkritisk Netværk som følge af Muhammed-krisen, er inde på det samme. Den største teologiske lære af krisen er, i hvor høj grad man blev klar over forskellene på islam og kristendom.

”Det var en meget kaotisk tid, hvor man skulle finde ud af, hvor man selv stod. Det skabte en trosinteresse, hvor folk fik behov for at klargøre og sprogliggøre deres egen tro. Jeg husker for eksempel, at vi i forbindelse med afbrændingen af ambassaden i Syrien havde mange flere i kirken end normalt. Den trosinteresse og behovet for klarhed omkring sin egen tro er der stadigvæk,” siger han.

Han understreger de store forskelle på religionerne:

”At kristentroen nærmest har spot og blasfemi som sit grundlag, idet Gud bliver korsfæstet i skikkelse af Jesus, hvilket står i diametral modsætning til islam.”

Forhenværende biskop i Viborg Stift Karsten Nissen deltog også i delegationen, som rejste til Egypten i 2006. Muhammed-krisen havde den positive effekt, at nogle fik et mere nuanceret billede af islam, fordi mange muslimer tog afstand fra reaktionerne. Samtidig blev det tydeligt, hvordan der blev trukket fronter op i folkekirken med Muhammed-tegningerne.

”Synet på islam er blevet en prøvesten, som deler kirken: Kan vi leve fredeligt med muslimer, skal vi bekæmpe eller føre dialog og så videre?”, siger Karsten Nissen og tilføjer, at der folkeligt er opstået en religionsforskrækkelse med tegningerne.

”Man møder tit den holdning, at religion er noget skidt, og det smitter også af på folks syn på kristendom. Man bliver kaldt fundamentalist, hvis man tror på, at Jesus opstod fra de døde. Det ser jeg som en følge af krisen.”

Muhammed-krisen åbenbarede en kirkelig berøringsangst over for svære spørgsmål, mener sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen. Internt i folkekirken har tegningerne ikke fyldt meget, fordi der i det kirkelige miljø er en stor forsigtighed med at tale om ting, som er ”farlige”, mener hun.

”Ingen kan som præster samle sig i et lokale og ignorere, hvad der sker på den anden side af muren. Det skyldes, at der i nogle dele af præstemiljøet er en angst for at begive sig ud i emner, som kan stille os teologisk over for hinanden, så man bliver udfordret på grundholdninger og menneskesyn,” siger hun:

”Så hellere tale om det trygge og nære, hvor man ikke kan slå sig på hinanden. Derfor har diskussionen fyldt forbløffende lidt præster og menighedsråd og menigheder imellem.”

Muhammed-krisen lærte dog først og fremmest muslimer og kristne at tale sammen, mener ph.d. og interreligiøs konsulent Mogens Mogensen. Som følge af krisen indledte Folkekirke og Religionsmøde en lytterunde blandt 22 muslimske organisationer og moskéer i Danmark, som siden blev til et årligt dialogmøde i Danmark.

”Vi havde set, hvor galt det kunne gå, når man kom på afstand af hinanden - for eksempel med afbrænding af ambassader. Og måske bortset fra et enkelt sted blev vi godt modtaget, og der var en klar bekendelse til det danske samfund, som man satte stor pris på.”