Prøv avisen

Fem præster: Sådan forklarer vi Helligånden

Fem sognepræster fortæller om Helligånden, i forbindelse med pinse. Foto: Dee Amilla/ritzau

Pinsen har ikke samme folkelige gennemslagskraft som julen og påsken. Kristeligt Dagblad har spurgt fem præster, hvordan de fortæller om Helligånden

1. Marie Høgh, konstitueret sognepræst i Munkebo Pastorat

Helligånden er, at det er Gud selv, der bærer ordet og kirken. Han sørger selv for sandheden i sit ord, så vi ikke skal tro på vor egen tro på Gud. Det er ham, som bærer os i vor tro. Ligesom han bærer os i skabelsen, hvor Helligånden er den store usynlige kraft eller bevægelse, der ligger bagved. Gud blæste livsånden ind i menneskets næsebor, Det er det, der skaber et levende menneske. Det er en opstandelse, et mirakel, hver gang vi trækker vejret.

Der er noget aflastende i, at det netop er Helligånden, der bærer kirken og troen som Guds Ord. Helligånden handler også om fællesskab og om, at vi ikke skal præstere. Vi kommer i kirke med tomme hænder og får dem fyldt. Vi kommer med vores vaklende liv og hjerter og møder det eneste sande fællesskab – at vi ikke mødes om, hvad vi selv kan og vil og tror, men mødes i fattigdom på Guds ord. I kirken tillægger Helligånden os en merværdi, som vi ikke selv har gjort os fortjent til. Det kan man sagtens sige noget folkeligt om, og det kan folk godt forstå.

2. Elisabeth Lidell, pilgrimspræst, Aarhus Stift

Helligånden er svær at forklare med ord, den skal først og fremmest erfares. Jeg har en god dansk ven, der har boet 50 år i Norge. Hvert år rejser han til Danmark for at synge pinsesalmerne, fordi pinsen rører ham i hjertet. Det kan ikke blive pinse, før han har sunget dem. For Helligånden taler hjertesproget. Med Helligånden bliver vores stenhjerter til kødhjerter. Sjælens ager skal vandes, og det kan man ikke på en stengrund. Der skal ånd til, før vi kan blive frugtbare og vokse. Det er det særlige, jeg forstår og forsøger at formidle ved pinsen og Helligånden.

Helligånden blæser liv i de gamle ord, og det er det, jeg godt kan lide. Helligånden kan hjælpe os til at se det hellige i det profane. Helligånden forbinder himlen med jorden, jorden med mennesker og mennesker med jorden, og med pinsen åbnes der for Guds nærvær i hverdagens. Der skabes et rum for Helligånden, for med den kan vi ånde og leve.

3. Jens Ole Christensen, sognepræst, Fredens-Nazaret Sogn, København

Jeg vil sige, at Helligånden er det generte medlem af Treenigheden. Det forklarer måske også det paradoks, vi taler op imod. For pinsen er kirkens kommunikationsfest, men samtidig noget af det mest vanskelige at kommunikere. For Helligånden er ham, der elsker at fremhæve Faderen og Sønnen og i langt mindre grad gør væsen af sig selv. Han er backstage-medarbejderen, der sørger for, at der er lyd og lys på de andre. Det er vel derfor, det er så svært at kommunikere om ham.

Jesus brugte selv et sjovt billede, hvor Helligånden er vinden. Den ser vi heller ikke, men vi ser effekten af den, når træet svajer i vinden, eller når vi har medvind på løbeturen. På samme måde oplever vi Helligånden i vores liv. Når et sørgende menneske bliver trøstet i troen, ser vi Helligåndens resultater, og vi ser det, når Gud udruster folk i menigheden til at fylde deres plads. Så Helligånden er svær at kommunikere, men vi ser i høj grad konsekvenserne af, hvordan han virker i verden.

4. Niels Grønkjær, valgmenighedspræst, Vartov, København og Immanuelskirken, Frederiksberg

Der er noget i vores liv, der binder os sammen, men som ikke tilhører hverken dig eller mig. Sproget binder os sammen, men sproget er ikke mit eller dit. Sproget er stedet, hvor vi er sammen. Det gælder mange forhold i livet, hvor vi ikke tænker på, at det binder os sammen. Når vi arbejder sammen, er vi opslugt af det, vi gør sammen, og der træder vi ind i et fælles rum, hvor vi begge kan være. Det er der, ånden kommer ind. Der er mange, der siger, at ånden skal have krop, men jeg vil sige det omvendte: Kroppen skal have ånd.

To kroppe som kroppe kan ikke mødes, de støder kun ind i hinanden som i trafikken, i krig eller i sex. Når kroppen får ånd, bliver den et legeme, som kan favne, elske, møde andre. Jeg synes i virkeligheden ikke, det er så svært at gøre Helligånden folkelig, hvis vi bliver opmærksomme på, at det er sådan, vi overordnet lever. I den konfliktfylde kultur, vi lever i, bliver vi desværre blot ansporet til at søge modsætninger, men det mest vidunderlige ved pinsen er, at Gud sender sin ånd til os, så vi kan være sammen.

5. Sarah Bach la Cour, sognepræst, Hyltebjerg Kirke, Vanløse

Helligånden et vidt begreb, og alt efter alder skal den formidles på forskellig vis. Jeg har lige haft besøg af en flok børnehavebørn, og der forklarede jeg ånden som vinden. Vi kan ikke se selve vinden, men vi kan se, at den bevæger noget andet, som træernes blade, så på den måde er ånden uhåndgribelig. I julen kan vi se Jesusbarnet i krybben, og i påsken har vi den tomme grav, men i pinsen tales der om tunger af ild. Det kan virke abstrakt og som noget, vi ikke har begreb for i dag.

I formidlingen til voksne er der flere lag i det. Her vil jeg beskrive Helligånden som det, der gør troende levende. Pinsen er det, der bevæger os, gør vores tro levende og forundrer og forandrer os. Det er det, der gør, at vi er i bevægelse. Som et åndedrag. For mig handler pinsen om de tre f’er: Forandringer, der skaber forundring, som gerne skulle skabe fællesskab. Det er nogle af de flydende termer, som ikke helt kan indfanges, på samme måde som pinsen ikke kan. Ånden handler om vores tanker, drømme og muligheder.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Hans Christian Jacobsen
Foto: Stefan Vase