Lisbeth Holm Filtenborg, sognepræst i Gauerslund ved Vejle
”Det er faktisk ikke så usædvanligt, at nogen kommer til mig og siger, at de er bange for at komme i Helvede, også selvom de ikke nødvendigvis bruger ordet Helvede, så er det underforstået. Ofte skyldes det langt mindre ting end det, der er tilfældet i ’Herrens Veje’. Mit svar vil være, at netop fordi du har en frygt for at komme i Helvede, så kommer du det ikke, fordi du har en oprigtighed i din tro. Jeg vil forsøge at styrke vedkommendes gudsbillede ved at sige, at Gud aldrig vil lade nogen brænde op i Helvede, der reelt frygter det.
Derefter vil jeg spørge ind til, hvad der dog kan være sket af skrækkelige ting, siden personen går rundt med de tanker. Det vil ofte føre til en bekendelse af en slags, hvorefter vil jeg understrege, at der ikke er nogen synd, der er så stor, at vi kan komme i Helvede for det.
Personligt tror jeg ikke på Helvede i samme konkrete forstand, som min mor for eksempel gør. Men når nogen kommer til mig og siger, at de er bange for Helvede, vil jeg gerne gå ind i snak om det. Ellers ville jeg ikke tage deres uro alvorligt, og det kan jo meget vel være, at de er opdraget på en måde, hvor Helvede er en reel del af deres verdensbillede. Mit fokus vil være at tale frygten væk uden at forklejne deres syn på det.”
Erik Søndergaard, sognepræst i Skødstrup Kirke ved Aarhus
”Umiddelbart vil jeg sige, at de meget konkrete forestillinger om Helvede som et fysisk sted var noget, der kulminerede i middelalderen. Det, man kan bruge Helvede til i dag, er som en beskrivelse af de personlige kvaler, man kan gennemleve: at have det ad helvede til. Men i en sjælesorgssamtale er det vigtigste selvfølgelig ikke, at vedkommende overtager min forestillingsverden. Derfor vil jeg altid først og fremmest lytte og prøve at sætte mig ind i dette menneskes tankegang.
Jeg vil bede personen om at uddybe, hvordan tankerne om Helvede hænger sammen. Og ofte i sådan en afklaringsproces begynder man at moderere sig selv og sige, at sådan hænger det nok alligevel ikke sammen. Det virker godt at sætte den, man taler med, på arbejde, så personen selv er med til at definere vejen ud af problemet. En gang imellem kan jeg dog godt være nødt til at stille mig over for vedkommende og sige, at det tror jeg simpelthen ikke, du har ret i.
Derudover er jeg opmærksom på, at meget markante tanker om Helvede også kan hænge sammen med en psykisk sygdom eller krigstraumer. Hjernen bliver især stresset hos en person, der har været i krig, som det er tilfældet i ’Herrens Veje’. Hvis man hænger fast i meget fordømmende, virkelighedsfjerne forestillinger, giver det mening også at henvise til en læge eller psykolog med speciale i krigstraumer.”
Jens Christian Raabjerg Larsen, sognepræst i Kingos Kirke på Nørrebro i København
”Jeg ville starte sådan en samtale med at spørge ind til følelsen. Er du virkelig bange? Hvad mener du med at brænde op? Jeg ville få personen til at sætte nogle flere ord på frygten og derefter svare, at alt det er der råd for. Jeg ved, at Jesus kan redde dig. Målet må være at få vedkommende ud af angstens mørke ved at mobilisere troen som et ankerpunkt.
Spørger personen mig, om Helvede findes, vil jeg svare ja. Ligesom Paradis findes, findes Helvede også. Vi siger i vores trosbekendelse, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Deri ligger også en tro på, at det er noget, vi kan forspilde. Helvede er fortabelsens sted, men jeg tænker ikke så meget over, om det er et konkret, geografisk sted. Jeg tror, at fortabelsen betyder et liv uden Gud og skal forstås som et sted, der ikke er godt at være.
Når nogen kommer til mig med en angst for Helvede, vil jeg gribe det sjælesørgerisk an og ikke bruge meget tid på spørgsmålet, om Helvede nu findes. Man skal ikke stirre sig blind på Helvede, for det er det, Jesus er kommet for at befri os for.”