Det er et lettere alternativt ph.d.-forsvar, der kommer til at udspille sig på Aarhus Universitet på fredag. For ud over at præsentere sin forskning med ord tager ph.d.-stude- rende Tenna Mose Rhiger både en dukke og en dukkefører med sig ind i lokalet.
Dukker har været et afgørende element i den 29-årige dramaturgs undersøgelse af, hvordan præster i folkekirken kan blive bedre formidlere under gudstjenesten.
”Mit mål har ikke været, at dukker skal inddrages i selve gudstjenesten, men at undersøge, om jeg kunne udvikle arbejdsredskaber med dukkeføring og animationsteater, der kan gøre præsterne mere bevidste om det, deres krop kommunikerer under gudstjenesten. Det er afgørende, hvis de skal kunne skabe nærvær for kirkegængerne.”
Tenna Mose Rhiger er uddannet dramaturg på Institut for Kultur og Samfund og har i sit fag fundet paralleller mellem præsters ageren under gudstjenesten og deres nærvær.
Som et led i afhandlingen ”Liturgiens åndedræt” har hun derfor holdt seminarer på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, hvor fire præster med fokus på vejrtrækning, pauser og på at adskille og tydeliggøre handlinger har skullet lede dukkers bevægelser.
”Når man fører en dukke, så overfører man sine egne bevægelser til den i en forstørret udgave. På den måde har man mulighed for udefra at se, hvor ens egne problemer ligger. Det kan være, man bevæger sig mærkeligt eller glemmer at trække vejret og holde pause undervejs.”
Ifølge Tenna Mose Rhiger mangler der i dag en bevidsthed om kroppens betydning under gudstjenesten på præsters uddannelse.
”At holde gudstjeneste er et håndværk, men på uddannelsen får præster kun teori. Det hele er meget tekstbaseret med fokus på hovedet, hvilket er forståeligt, men også kan give præster problemer, når de sendes ud til noget, de aldrig har lært. Det svarer til at lære en tømrer, hvordan en hammer og et søm ser ud, men aldrig at slå et søm i,” siger hun og tilføjer, at tanken med dukkerne ikke handler om at foregøgle forkyndelsen, men at under-støtte den.
”Gudstjenesten er en mellemmenneskelig begivenhed, hvor man er nødt til at være bevidst om, hvad man laver med sin krop. Ellers skaber man en afstand til kirkegængeren. Mange præster er dygtige formidlere på forhånd, men de, som ikke er det, får ikke de nødvendige redskaber på uddannelsen.”
Under sit ph.d.-studium har Tenna Mose Rhiger evalueret med præsterne undervejs og overværet dem alle under en gudstjeneste før og efter forløbet. Hun har oplevet, at de har skiftet syn på gudstjenesten og deres egen rolle i den.
”Flere præster har – måske på grund af den lutherske arv, hvor kroppen anses for at være noget farligt – været bange for at bruge kroppen for meget, da det ikke skulle overskygge ordet. Men de har opdaget, at de kun gør deres handlinger mere mærkelige og mindre nærværende og vedkommende, når de ikke bruger kroppen. Derudover har de lært ikke at gå i forsvarsposition, hvis noget uventet sker. I stedet for bare at forsøge at overdøve uventet larm tør de holde pause og ikke følge en stram fast procedure. De leder og former selv gudstjenesten i stedet for at holde fast i liturgien af frygt for at bryde med rammerne,” siger Tenna Mose Rhiger, som håber at kunne komme til at undervise mere i fremtiden.