Prøv avisen

Præster undrer sig over biskops advarsel

Mange præster undrer sig på sociale medier over, at biskopper slår hårdere ned på såkaldt illoyalitet end på løs omgang med bekendelsesskrifterne. Foto: Bjarke Ørsted

Stærk reaktion på advarsel til sognepræst for ukollegial og illoyal optræden

Folkekirkelige præster holder ikke deres vrede tilbage på de sociale medier, efter at det forleden kom frem, at en præst i Hvalsø har fået en advarsel fra sin biskop. Det drejer sig om Søren E. Jensen, sognepræst i Hvalsø på Sjælland, der efter fire tjenstlige samtaler med biskoppen, hovedsageligt om sine prædikener, har indkasseret en skriftlig advarsel for ”ukollegial og illoyal” optræden. Gentager problemerne sig, vil han blive indstillet til fyring.

”Jeg er himmelfalden,” skriver sognepræst Jesper Bacher på Facebook om afgørelsen.

Som Kristeligt Dagblad skrev forleden, handler sagen blandt andet om en prædiken i september, hvor en provst klagede til sognepræsten over, at han udtrykte sig ”stærkt ukollegialt”, idet han udtalte sig ”polemisk om forskellige gudstjenesteformer og aktiviteter, som flere af dine kolleger bruger tid og kræfter på”, herunder spaghettigudstjenester og babysalmesang.

Sognepræst Jesper Bacher forstår ikke afgørelsen:

”Hvordan kan det være grundlag for en klage ad tjenestevejen? Det burde da højst udløse et modsvar. Er vi ikke teologer, stridsmænd og -kvinder? Er noget hævet over kritik, fordi kolleger har brugt tid og kræfter på det? Når jeg tænker på, hvad jeg har skrevet om bøger, kolleger har brugt tid og kræfter på. Muhammed må ikke tegnes, og spaghettigudstjenester må ikke kritiseres. Friheden har trange kår,” skriver han.

Journalist og tidligere sognepræst Merete Bøye er ligeledes uforstående over for biskoppens håndtering:

”Teologer skal da slås. Det hører sig da til. Man bliver heller ikke uvenner over en faglig holmgang. Det gør man derimod, hvis nogen sender klager over én til provst og bisp. Og dét er da om noget - ukollegialt.”

Som sognepræst i folkekirken har man kolossalt vide rammer, når det gælder tro og tolkning af trosbekendelsen, påpeger sognepræst Claus Thomas Nielsen. Men når det gælder kritik af gudstjenesteformer og kirkens ledere, er rammerne snævre, mener han.

”I den danske folkekirke kan præster og biskopper ganske uden konsekvenser i hobetal afvise folkekirken bekendelse, benægte den almægtige Gud og benægte Jesu opstandelse. Men det betyder ikke, at kætteriet er afskaffet. Thi ve den kætter, der sår tvivl om spaghettigudstjenesternes velsignelser eller biskoppens private økoreligion,” lyder det spydigt fra præsten om afgørelsen fra biskop Peter Fischer-Møller, der har høstet en del kritik fra tidehvervsk hold for sit engagement i kampen for en miljørigtig kirke.

Kristeligt Dagblad offentliggjorde forleden den prædiken af Søren E. Jensen, som førte til en klage og siden til en tjenstlig samtale med biskoppen.

Sognepræst Arne Mårup har læst prædiken og kan ikke se, at den skulle kunne skabe så stærke reaktioner:

”Isoleret set er der ikke noget, der berettiger til tjenstlig samtale, der er hverken injurier eller kætterier. Her virker en tjenstlig samtale som et overkill og biskoppen en smule forfængelig. Hvis man skulle til samtale, hver gang man holdt en dårlig prædiken, ville jeg være fast kunde i venteværelset i bispegården mandag morgen. Nej, om bag i stakken og et nyt forsøg!”

Han tilføjer:

”Tjenstlige samtaler bør så vidt muligt undgås, (man skal så heller ikke være blind for at formaliteterne omkring en tjenstlig samtale indeholder en beskyttelse af præsten, hvor uformelle ”kammeratlige samtaler” ikke indeholder samme), men ville det være helt uberettiget med en art fælles teologisk overvejelse af, hvad en prædiken egentlig er til for? Præsten har jo ikke så meget forkyndelsesfrihed som forkyndelsespligt, og jeg ville jo mene, at Søren J. benytter friheden, men forsømmer pligten.”

Leise Christensen, lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, skriver:

”Jeg er i grunden tilhænger af såvel spaghettigudstjenester, babysalmesang som minikonfirmander og hele udtrækket, men jeg er da ikke den mindste smule fornærmet over, at andre ikke går ind for det. Jeg kunne aldrig mønstre den indignation over andres gøren og laden i embedet, som pågældende præst har, overhovedet ikke, men jeg er ikke sur over, at han gør nar af mine bestræbelser ud i at forkynde evangeliet. Det må han sørme selv om. Men jeg vil da ikke håbe, at jeg nogenside får så meget tid, at jeg går mere op i at prædike mod andre praksis end at se på min egen. Men stadigvæk, at lave en sag ud af disse småtterier er helt hen i vejret. Lad ham dog.”

Teolog Marianne Wagner har også læst prædikenen.

”Det er en velskrevet, veldisponeret og gennemtænkt prædiken, hvor Søren E. Jensen tager sin lokale kirkes (hvor han altså selv er med i aktiviteterne) op til kærlig og humoristisk behandling, men med brod. Og så siger han det, som gør sagen barok: ”i dag skal man være forsigtig med overhovedet at komme med kritik af de mange lavkirkelige tiltag, da det betragtes som ukollegialt.” Hvorefter provsten anmelder Søren E. Jensen for at være ukollegial. Jensen holder sig til teksten, men bruger altså en provstigudstjeneste til at sætte aktivismen til debat. En provstigudstjeneste, som er en del af al denne aktivisme. Det synes jeg er rigtigt og modigt gjort. Hvis man er sur over det, kan man jo sige det til ham efter gudstjenesten, hvor han jo er at træffe. Denne sag viser blot, at Lejre provsti har en småtskåren provst, som driver anmelderi overfor en ligeså småtskåren biskop.”

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få kontakt til biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, for at høre hans kommentar til artiklen, men det er ikke lykkedes.