I oldtiden var præster var det nærmeste, man kom på læger

Det var ikke så mærkeligt, at mange syge blev bragt til Jesus, hvor end han kom, om det er tilfældet i søndagens prædikentekst. Hans helbredende kræfter skabte et håb, man som syg i datidens samfund længtes efter, fortæller teolog

Det var ikke fremmet for datidens indbyggere i Jerusalem at passere mange syge og nødlidende i vejkanten. Havde man ikke en familie, der kunne stå for plejen, var man henvist til tiggeri. Billedet her er fra det 19. århundrede. –
Det var ikke fremmet for datidens indbyggere i Jerusalem at passere mange syge og nødlidende i vejkanten. Havde man ikke en familie, der kunne stå for plejen, var man henvist til tiggeri. Billedet her er fra det 19. århundrede. – Foto: Ritzau Scanpix

De lå i kanten af vejene, tiggede sig til småmønter fra nådige forbipasserende og håbede på, at et mirakel pludselig indtraf.

Ofte spiller de syge en afgørende rolle i bibelske fortællinger, som det også er tilfældet i evangelieteksten, der bliver prædiket over i landets kirker i morgen. Med ordene ”Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” helbreder Jesus i denne tekst en mand, der er lam, og som af fire mænd bringes til Jesus på en båre.

Og det var slet ikke så mærkeligt, at man hastede afsted med de syge for at møde Jesus, hvor end han befandt sig, fortæller Morten Hørning Jensen, der er lektor i teologi ved Menighedsfakultet i Aarhus. I Jesus så man nemlig et håb for helbredelse. Et håb, man som dødeligt syg på Jesu tid ellers skulle kigge langt efter.

”Man har kendt til forskellige urter og drikke, der kunne lindre, men der har helt sikkert været meget gætværk Der fandtes ikke noget i antikken, der kom i nærheden af et hospitalsvæsen. Grækerne opfandt en form for lægevidenskab, hvor man greb sygdomme mere klinisk an. Men det har kun været for de rige og desuden begrænset til byerne,” siger Morten Hørning Jensen.

For de fattige var det at blive ramt af sygdom i mange tilfælde et farvel til det liv, man før kendte. Mulighederne for at finde ud af, hvad man fejlede, var små. Og hvad vi anser som mindre alvorlige sygdomme i dag, kunne på denne tid meget nemt være invaliderende eller i værste fald dødelige.

”Præsterne havde ved visse sygdomme en form for lægefunktion, da de skulle afgøre, om en person for eksempel led af spedalskhed, der gjorde vedkommende uren. Men egentlig behandling var der ikke tale om. I dag kan den moderne videnskab afhjælpe mange af de følgevirkninger, der kan opstå i forbindelse med uheld eller sygdom. Dengang kunne for eksempel et brækket ben få alvorlige konsekvenser, fordi der kunne gå koldbrand i det, og så endte det måske med, at benet blev amputeret,” forklarer Morten Hørning Jensen.

Var man en del af den forsvindende lille del af datidens befolkning med penge, havde man mulighed for at rejse til hellige steder, der i datidens samfund blev anset for at have helbredende virkning. Det gjaldt blandt andet Betesda-dammen, der beskrives i Johannesevangeliet. Mange jøder samledes ved netop denne dam, fordi man troede på, at vandet ville have en helbredende funktion, når det kom i oprør.

Men for de fattige, derimod, var muligheden for at rejse afsted ikke-eksisterende. Blev man syg, var det familien, der fik ansvaret for at tage vare på én. Og havde man ingen familie, blev et liv på gaden som tigger den nye virkelighed, fortæller Morten Hørning Jensen. Det var derfor ikke fremmed for datidens indbyggere i byerne at passere syge og nødlidende i vejkanten. Ifølge forskellige skriftlige kilder, som Morten Hørning Jensen er dykket ned i, er der dog stor forskel på, hvordan de syge dengang blev anset, fortæller han.

”Ved Det Døde Hav fandt man skriftkilder, der menes at stamme fra en jødisk protestmenighed, som var udvandret fra Jerusalem. Her står der, at ingen syge, halte eller lamme måtte have adgang til menighedens fællesskab. Går man derimod til for eksempel Markusevangeliet, gives der et eksempel på en mand med en vissen hånd, der kunne gå til synagogegudstjeneste i Kapernaum. Det sikreste, man kan sige, er, at det kun var spedalske, der skulle isolere sig. Man har ikke set på de syge på samme måde,” forklarer Morten Hørning Jensen.

Selvom livet som syg i vejkanten har været barskt, har det til gengæld højst sandsynligt været nemmere at leve af sit tiggeri dengang, end det ville være i dag. Der findes nemlig en stærk jødisk tradition for almisse, hvor almindelige mennesker har været rundhåndede, når det kom til at give til samfundets svageste.

”Når man besøgte templet, blev man konfronteret med muligheden for at give til de nødlidende. Man kan også forestille sig, at der har været nødhjælpsarbejde knyttet til synagogerne. Der findes en omsorgsbestemmelse i Moseloven, som på sin vis har udgjort et socialt sikkerhedsnet. Ifølge den sociale del af loven skulle borgerne i Israel leve som et stort hussamfund, altså som en stor familie, der havde pligt til at tage vare på de svageste,” siger Morten Hørning Jensen.