Umiddelbart havde det været oplagt at tro, at debatten om vielser af homoseksuelle i folkekirken blev stedt til hvile i 2012. Der fik tilhængerne af vielserne et autoriseret ritual, mens modstanderne fik lov til at afstå fra at benytte vielsesritualet.
Men striden om kirkelige vielser af to personer af samme køn blev langtfra løst med ordningen fra 2012, viser den seneste tids ophedede offentlige debat. Her har præsternes frihedsrettighed til at afvise at benytte vielsesritualet været under beskydning, senest efter Brønshøj Kirke i København har publiceret en jobannonce, hvor kirken søger en ny præst, der er villig til at vie to af samme køn.
Ifølge flere kirkelige kendere, Kristeligt Dagblad har talt med, kan den seneste tids debat være et tegn på, at præsters ret til at nægte at vie homoseksuelle går en usikker fremtid i møde. En af dem er Peter Lodberg, professor i teologi ved Aarhus Universitet. Han peger på, at der er sket en øget politisering af folkekirken de seneste år.
”Folkekirken er blevet en politisk kastebold, hvor især den polistiske højrefløj har gjort den til symbol for nogle særlige nationale værdier. Det kan godt give bagslag især i forhold til spørgsmålet om at vie to af samme køn,” siger han og forklarer, at hvis folkekirkens frihedstradition pludselig bliver en værdi, der er forbundet med den ene politiske fløj, vil det blive en principsag for den anden fløj at gøre det modsatte synspunkt gældende.
”Hvis spørgsmålet om vielse af to af samme køn bliver en kamp mellem det politiske højre og venstre, risikerer vi at miste sansen for det sammensatte i folkekirken, hvor der både er plads til mindretallet og flertallet,” siger han.
På samme måde mener Marie Vejrup Nielsen, leder af Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, at præsternes frihedsordning er udfordret af, at der i samfundet generelt er meget fokus på at bekæmpe fundamentalisme og ekstremisme.
”Folkekirken er blevet draget ind i en voldsom, offentlig diskussion om, hvilken slags religion der er acceptabel. Her bliver spørgsmålet om præsters ret til at nægte at vie homoseksuelle taget ind i en sammenhæng, hvor vi også diskuterer hadprædikanter og radikalisering,” siger hun.
Marie Vejrup Nielsen forklarer, at præsters frihedsordning oprindeligt handlede om at sikre præster imod et alt for dominerende menighedsråd, og spørgsmålet har i mange år blot været en intern kirkelig diskussion.
”Men det er ikke længere bare en diskussion, der foregår internt. Folkekirken lever ikke så skjult længere, og den gamle tolerance, hvor man altid bare kan spørge en anden præst, er under forandring,” siger hun.
Den kirkelige højrefløj har dog også selv en stor del af skylden for, at præsters ret til at sige nej til at vie homoseksuelle er under beskydning. Det siger Niels Henrik Gregersen, professor i teologi ved Københavns Universitet. Han mener, at der er fare for, at folkekirkens frihedstradition bliver indskrænket, hvis mindretallet ikke formår at forvalte den rigtigt.
”Jeg mener, det er vigtigt, at vi har frihedsparagraffen, fordi den tager højde for den enkelte præsts samvittighed, men så snart man begynder at organisere sig på basis af den samvittighed, der netop burde være individuel, skaber man problemer for sig selv,” siger han og tilføjer, at højrefløjen er ude i et kirkesplittende foretagende med den måde, den fremfører sit forsvar for ikke at vie homoseksuelle.
”Når man selvtilfreds stiller sig frem og siger, at man har Gud på sin side, og at alle andre er tåber, er man ude i et skismatisk foretagende. De poserer, som om de repræsenterer hele kirken og den sande tro, hvor de i virkeligheden blot er et tålt mindretal. Frihedstraditionen risikerer at briste, når sådan nogle starutter giver sig til at definere hele kirken,” siger han.
På den konservative teologiuddannelse Menighedsfakultetet er professor Kurt E. Larsen enig i, at det kan have en negativ effekt, hvis fronterne i debatten bliver for tilspidsede, men derudover ser han ikke de store farer for ordningen.
”Jeg vurderer, at der er en bred politisk og folkelig opbakning til at bevare ordningen, der sikrer mangfoldigheden i kirken. Vi har en 100-årig, gammel tradition for at give plads til forskellige teologiske tolkninger, og jeg ser ingen tegn hos nogen af de toneangivne partier på, at det skal ændres,” siger han.