De stjæler, lyver, slås og har affærer i ét væk, og en af dem har oven i købet slået en kvinde ihjel. Præsterne i DR’s dramaserie ”Herrens Veje” er ikke Guds bedste børn.
I gårsdagens udgave af serien slår hovedkarakteren, provsten Johannes Krogh, sine fejltrin hen med, at alle mennesker både rummer lys og mørke. Men spørgsmålet er, om virkelighedens præster stadig ville besidde et embede i folkekirken, hvis de opførte sig som dramaseriens præster?
Svaret på spørgsmålet er ikke entydigt, lyder det fra juristen Anders Jørgensen, der har skrevet bogen ”Decorumkravet for præster”. Men generelt hviler der et større ansvar på præster om at leve et moralsk og anstændigt liv end på almindelige borgere.
”Det juridiske krav til præsters livsførelse er anderledes og ofte strengere end for mange andre faggrupper. Det skyldes især, at de er forpligtet på folkekirkens bekendelsesgrundlag i bred forstand,” siger han.
Både Tjenestemandsloven og Danske Lov fra 1683 indeholder formuleringer om, at præster skal leve et liv, der er i overensstemmelse med deres embede. Derudover indeholder præsteløftet også en lignende formulering. Præsteløftet er ikke juridisk bindende, men kan alligevel bruges juridisk i forhold til, hvordan man skal fortolke både Tjenestemandsloven og Danske Lov.
Fælles for alle formuleringerne om præsters liv er, at de er overordnede og ikke definerer konkret, hvordan præster bør leve deres liv. Derfor skal de altid tolkes ind i deres nutidige sammenhæng, forklarer Anders Jørgensen.
”Kravene til præster ændrer sig både over tid og over sted. Det vil sige, at noget godt kan være forkert at gøre for en præst ude i et lille, konservativt landsogn, mens det muligvis vil være o.k. for en i et mere liberalt storbysogn,” siger han.
På samme måde ville man for eksempel næppe have set skævt til en præst, der kørte bil med spiritus i blodet i 1940’erne. Men det vil man næppe finde sig i i dag, forklarer Anders Jørgensen. Modsat var det næsten utænkeligt, at en præst kunne blive skilt fra sin ægtefælle tidligere, hvilket sagtens kan ske i dag. Straffen for at bryde med reglerne om en ordentlig livsførelse, som med et fagudtryk kaldes decorumkravene, kan gå lige fra en advarsel til en bøde på op mod en halv månedsløn og i yderste instans en fyring.
I sidste ende er det Kirkeministeriet, der som præsters arbejdsgiver vil afgøre, om præster er kommet på kant med decorumkravet. Men ministeriet har lagt en del af beslutningerne ud til biskopperne. Og her mener Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, at det i praksis ofte er rimelig klart for præster, hvad der bliver forventet af dem.
”Når jeg ordinerer nye præster, siger jeg til dem, at de skal opføre sig på en måde, så folk naturligt kan henvende sig til dem i livets store øjeblikke såsom begravelse og bryllup. Man skal have en integritet og udvise en vis værdighed,” siger han og tilføjer:
”Hvad det helt konkret betyder, vil afhænge af, hvor du er præst. Hvis du for eksempel er i et lille landsogn, så vil jeg sige, at du skal tænke dig om en ekstra gang, hvis du jævnligt sidder natten ud på den lokale beverding.”
I ”Herrens Veje” har provsten Johannes Krogh skabt problemer for sig selv ved at have en affære med graveren i kirken. Og det er ifølge Henrik Stubkjær et andet eksempel på en opførsel, der næppe vil være o.k. for en præst.
”Hvis sådan et forhold kom til mit kendskab, ville jeg tage en alvorssnak med præsten, fordi det kan have så mange forskellige konsekvenser. Jeg siger ikke, at han nødvendigvis blev fyret, men det er noget, jeg vil tage alvorligt,” siger han.
Henrik Stubkjær understreger dog, at disciplinærsager mod præster ud fra decorumkravet er sjældne, og at han aldrig selv har haft nogen. På samme måde lyder det fra tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovs- gaard, at han i sine 12 år som biskop ikke kan huske, at han på noget tidspunkt har løftet en pegefinger over for en præsts privatliv.
”I praksis er præsters privatliv nærmest helligt. Og det er vel i sidste ende meget godt, at der ikke er en moralens vogter, der skal styre præster, så længe de ikke forbryder sig mod andre eller ligefrem går og skilter med deres dårlige moral,” siger han.
Steen Skovsgaard tvivler på samme måde på, at han ville have taget en alvorssnak med en præst, der havde haft en affære med graveren. Alligevel mener han, at man bør forvente af præster, at de opfører sig mere moralsk end andre.
”Præster bør helt sikkert have en ordentlig livsførelse, og man bør også kunne forvente mere af dem end af andre,” siger han og tilføjer, at det i praksis dog bliver langt mere kompliceret at holde dem op på det som et juridisk krav.