Præsters tavshedspligt er en stopklods for hjælp til overgrebsofre

Nyt studie viser, at svenske præster undgår svære samtaler om seksuelle overgreb, fordi tavshedspligten og manglende psykologikundskaber skaber frygt for at fejle. Derfor bør man ændre tavshedspligten, fortæller forsker

I Sverige har præster absolut tavshedspligt i forbindelse med sjælesorgssamtaler, mens præster i Danmark er pålagt at bryde den, hvis sagen drejer sig om vanrøgt af personer under 18 år. Norske præster kan omgå tavsheden, hvis offeret selv ønsker det, og har desuden indberetningspligt, hvis der er tale om overgreb mod mindreårige.
I Sverige har præster absolut tavshedspligt i forbindelse med sjælesorgssamtaler, mens præster i Danmark er pålagt at bryde den, hvis sagen drejer sig om vanrøgt af personer under 18 år. Norske præster kan omgå tavsheden, hvis offeret selv ønsker det, og har desuden indberetningspligt, hvis der er tale om overgreb mod mindreårige. Foto: Paw Wegner Gissel.

Når mennesker har ondt i livet, søger mange hjælp hos kirken - uanset om de er faste kirkegængere, der søger vejledning i troen, eller om de har brug for præstens erfaring med tilværelsens svære sider.

For nogle præster kan sjælesorgssamtaler være en af jobbets sværeste opgaver, og i særdeleshed har flere svenske præster svært ved at håndtere, når ofre for seksuelle overgreb søger hjælp i kirken.

Det viser et nyt forskningsprojekt med deltagelse af præster og overgrebsofre, udført af Lisa Rudolfsson, der er lektor i psykologi ved Gøteborgs universitet.

Afhandlingen er baseret på spørgeskemaundersøgelser med deltagelse af over 400 præster samt fokusgrupper og interviews med præster og overgrebsofre, der har søgt hjælp i Svenska Kyrkan, den katolske kirke og frikirker i Sverige.

”I den katolske kirke er mange præster bange for overhovedet at tale om det af frygt for at blive mistænkt, i frikirkerne kan det være, præsten både kender offeret og overgrebsmanden, mens præster i Svenska Kyrkan fortæller, at de ofte undviger den svære samtale, fordi de savner den nødvendige indsigt i almen psykologi,” siger Lisa Rudolfsson.

Hun mener, at den største udfordring på tværs af trossamfundene er, at præsterne ofte føler sig magtesløse, fordi tavshedspligten gør, at de er overladt til sig selv .

”Det gælder for alle mennesker, at det er meget svært at håndtere en sådan situation, hvor mennesker lider, uden man kan gøre noget ved det. Og der er tavshedspligten et problem for begge parter, fordi en svensk præst ikke kan gå videre med sagen, selvom man ved, at der foregår overgreb,” siger hun.

I Sverige har præster absolut tavshedspligt i forbindelse med sjælesorgssamtaler, mens præster i Danmark er pålagt at bryde den, hvis sagen drejer sig om vanrøgt af personer under 18 år. Norske præster kan omgå tavsheden, hvis offeret selv ønsker det, og har desuden indberetningspligt, hvis der er tale om overgreb mod mindreårige.

Netop den norske model, hvor præster også indgår i samarbejde med psykologer og sociologer om at håndtere overgreb, burde Danmark og Sverige følge, mener Lisa Rudolfsson.

”Der er en stor diskussion om, hvor grænserne går mellem psykologi og teologi, men i Norge har man oprettet et videnscenter, hvor faggrupperne arbejder sammen, så man kan angribe problemerne på tværs af fagene, og det er et vigtigt tiltag - desuden har præsterne mulighed for at gå videre med sagen, hvis offeret selv ønsker det, og det er positivt,” siger hun.

I Norge, Sverige og Danmark indgår psykologi i faget sjælesorg på præsteuddannelserne Det praktisk-teologiske seminar, Svenska Kyrkans uddannelsesseminar og Pastoralseminariet.

I forskningsprojektet fortæller flere overgrebsofre dog, at de har svært ved at adskille, hvad de kan tale med en præst om, og hvad der hører til hos en psykolog. Og derfor mener Lisa Rudolfsson, man bør integrere psykologi i større grad i uddannelsen, så præster lærer at håndtere den svære samtale bedre.

”Man kan ikke dele det skarpt op. Præster skal ikke være psykologer, men de skal have redskaberne til at forstå, hvordan folk reagerer i samtaler om overgreb, og problemet er, at mange præster slet ikke ved, hvad de skal stille op og måske taler udenom, fordi de beskytter sig selv,” siger hun og peger på, at det særligt i små kirkesamfund kan være en udfordring for præsten.

”Tænk sig, at man er præst i en lille menighed, hvor en mindreårig fortæller om overgreb, og faderen er fast kirkegænger. Det sætter præsten i et stort dilemma, og i virkeligheden kan man intet gøre, fordi man har tavshedspligt. Det er måske også derfor, at mange præster er meget optagede af, om der nu rent faktisk er foregået et overgreb, frem for at man hjælper offeret videre til myndighederne eller en psykolog,” siger hun.

Lisa Rudolfsson fortæller, at en af de vanskeligste udfordringer ved præsternes håndtering af overgreb er spørgsmålet om tilgivelse, hvor særligt præster i den katolske kirke har en tendens til at tage det emne op, før offeret måske er klar til det, hvilket ifølge hende er et godt eksempel på, hvor større viden om almen psykologi kunne bidrage til samtalerne om sjælesorg.

”Man skal ikke presse ofre til at tilgive. Det skal komme fra dem selv, når de er klar, og det kan tage lang tid. Men mens kirken måske nogle gange lægger for meget pres på tilgivelsen, er mange psykologer ofte meget skeptiske over for det religiøse og fortæller, at man ikke skal være så optaget af det, men det kan man jo ikke lægge fra sig, hvis man er religiøs. Der er et indre behov for forståelse, som rationaliteten ikke kan styre en væk fra,” siger hun.