Præstesag rykker ind på Christiansborg

Ni spørgsmål fra Christian Langballe (DF) tvinger kirkeminister ind i Søren E. Jensen-sagen. Den kan blive vanskelig for ministeren, vurderer redaktør

Kirkeminister Marianne Jelved har hidtil undladt at blande sig i Søren E. Jensen-sagen, men nu tvinger spørgsmål fra Christian Langballe hende til at tage stilling.
Kirkeminister Marianne Jelved har hidtil undladt at blande sig i Søren E. Jensen-sagen, men nu tvinger spørgsmål fra Christian Langballe hende til at tage stilling. Foto: Keld Navntoft.

Indtil videre har Kirkeministeriet afvist at kommentere sagen. Men nu tvinges kirkeminister Marianne Jelved (R) til at redegøre for en række principielle aspekter af sagen om sognepræst Søren E. Jensen, der har fået en skriftlig advarsel af biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller for i en prædiken at have udtalt sig ”ukollegialt og illoyalt”.

Det er Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, som via Kirkeudvalget i Folketinget har stillet i alt ni spørgsmål til ministeren i sagen. Han mener, at biskoppens skriftlige advarsel er udtryk for en problematisk sammenblanding af teologi og jura, og for ham handler det derfor om at sikre rammerne for den frie forkyndelse.

”Jeg anfægter ikke biskoppens tilsyn, hverken hvad angår det teologiske eller konkrete tjenesteforsømmelser. Men det er dybt problematisk, når tingene blandes sammen, som tilfældet er i den aktuelle sag - og hvis det er på vej til at blive praksis, tyder det ikke godt for forkyndelsesfriheden i folkekirken,” siger Christian Langballe. Han kalder det grotesk, at en polemisk prædiken kan betragtes som en tjenesteforsømmelse i en protestantisk folkekirke.

”Man skal ikke kende meget til dansk kirkehistorie for at vide, at polemik har været et omdrejningspunkt i luthersk forkyndelse her i landet. Derfor er det afgørende at få belyst alle principielle aspekter af denne sag, så vi undgår, at biskopper fremadrettet kan bruge præsteløftet og gamle bestemmelser fra Danske Lov til at lukke munden på præsterne. Det er en helt uholdbar situation,” siger Christian Langballe.

Nogle vil sige, at du ved at gå ind i denne sag som folketingspolitiker blander dig i kirkens indre anliggender?

”Det eneste, jeg er ude efter, er at sikre ånds- og forkyndelsesfriheden i folkekirken. Hvis ikke biskopperne kan sikre rammerne for den, så mener jeg bestemt, det er noget, som Kirkeudvalget med rette kan sætte fokus på,” siger Christian Langballe.

Sagen kan blive vanskelig at håndtere for kirkeminister Marianne Jelved, som kirkepolitisk er tilhænger af et armslængdeprincip, hvor politikerne skal afstå fra direkte at gå ind i folkekirkens egne anliggender, vurderer redaktør af Dansk Kirketidende Birgitte Stoklund Larsen.

”Dilemmaet er, at kirkeministeren på den ene side kan have en interesse i at få skabt mere klarhed i sager, hvor teologi og jura er blandet sammen. Omvendt kan det også været et problem at skabe for rigide retningslinjer på et område, hvor der er tradition for at overlade en vis grad af skøn til biskopperne. En oplagt mulighed kunne være i første omgang at bringe emnet op ved et bispesamråd,” siger hun.

Christian Langballe oplyser, at han overvejer at kalde kirkeministeren i samråd om sagen, når han har fået lejlighed til at se nærmere på ministerens svar. Svarfristen til udvalget er fire uger.