Prøv avisen

Pres på folkekirken for at acceptere reinkarnation

17 procent af folkekirkens medlemmer tror, at menneskets sjæl genfødes, når mennesket dør. -

Hver femte medlem af folkekirken mener, at folkekirken bør acceptere troen på reinkarnation på linje med andre opfattelser af, hvad der sker efter døden

Der er mindst lige så mange folkekirkemedlemmer, som tror på reinkarnation som på Jesu opstandelse. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov Zapera har foretaget for Kristeligt Dagblad.

17 procent af folkekirkens medlemmer tror, at menneskets sjæl genfødes, når mennesket dør - ligesom i buddhismen og hinduismen - mens kun 15 procent tror på, at Jesus blev levende igen, efter han døde på korset. 18 procent, svarende til hver femte folkekirkemedlem, mener tilmed også, at folkekirken skal anerkende reinkarnation på linje med andre opfattelser af, hvad der venter os efter døden.

Ifølge Olav Hammer, religionsprofessor og ekspert i ny religiøsitet ved Syddansk Universitet, er det et udtryk for, at mange vil have kirken til at være tidssvarende og følge folks almene opfattelse af andre forhold i livet.

- Kirken ændrer sig hele tiden. For år tilbage var det utænkeligt med kvindelige præster. Men i dag er det helt normalt. I dag er det heller ikke noget problem at være medlem af folkekirken, selvom du tror på reinkarnation eller slet ikke tror på noget, siger Olav Hammer.

Ifølge ham hænger danskernes tro på reinkarnation sammen med, at vi befinder os i en individualistisk tidsalder, hvor de færreste vil lade andre mennesker diktere, hvilken skole vores børn skal gå i, hvad vi skal spise, eller hvad vi tror på.

Undersøgelsen viser også, at hver fjerde dansker synes, at de religiøse traditioner fra Østen er spændende. Men Olav Hammer tror ikke, at den voksende interesse for de østlige religioner vil true folkekirkens overlevelse. For som han ser det, vil danskerne stadig bruge kirken ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

- Men hvis man som præst mener, at det er et problem, at danskerne både tror på krystaller, Jesus og reinkarnation, så har folkekirken et problem. For intet tyder på, at denne trend går i sig selv igen, og at folk flokkes tilbage til en mere traditionel kristendom, siger han.

Også Viggo Mortensen, professor i teologi ved Aarhus Universitet, peger på det store fokus på selvet, hvor man sætter individet i centrum, som en medvirkende årsag til, at folkekirkemedlemmer tror på reinkarnation.

- Privatreligionen, hvor man selv sammensætter sin religion, er den stærkest voksende religion i dag. Det er et led i den almene identitetsdannelse, hvor individet er i centrum, siger han.

Ifølge Viggo Mortensen er det et udtryk for en ringe indsigt i den teologiske kerne af den kristne forståelse af død og opstandelse, når kun 15 procent tror på kødets opstandelse. Det hænger sammen med, at den kristne tradition ikke længere bliver viderebragt til den opvoksende generation gennem folkeskolen eller i hjemmet, vurderer han.

Det er biskop over Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen, enig i. Hun mener, det et problem, at så mange tror på reinkarnation og vil have folkekirken til at anerkende det.

- Men det er ikke et uløseligt problem. Der, hvor mennesker er kommet til en anden tro, men alligevel føler sig hjemme i folkekirken, må vi have dialogen og samtalen, siger hun og fortsætter:

- Som kristen kirke kan vi ikke anerkende reinkarnation. Vi tror ikke på genfødsler, men på kødets opstandelse, Jesus og det evige liv hos Gud.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk