Prins Joachim får indblik i kritisk krønike om dansk reformation

Når et nyt program med prins Joachim vises i aften, bliver der blandt andet sat fokus på en særlig krønike fra reformationenstiden. Værket er en personlig og meget direkte beretning om de politiske og kirkelige begivenheder på den tid, fortæller lektor

Det første afsnit af programmet ”Prins Joachim fortæller…” handler om tro i Danmark, og her besøger prinsen andet Den Arnamagnæanske Samling i København, hvor en særlig krønike opbevares. Her ses han med lektor og kurator Anne Mette Hansen. -
Det første afsnit af programmet ”Prins Joachim fortæller…” handler om tro i Danmark, og her besøger prinsen andet Den Arnamagnæanske Samling i København, hvor en særlig krønike opbevares. Her ses han med lektor og kurator Anne Mette Hansen. - . Foto: Anna von Lowzow/Nordisk Film Production.

For at komme ind til ”AM 858 4to” skal man igennem to tunge sikkerhedsdøre. Da de er passeret, står prins Joachim i en specialbygget boks i Den Arnamagnæanske Samling i København, hvor temperatur og luftfugtighed holdes stabile, så de mange gamle håndskrifter i rummet ikke lider skade.

Og blandt de skrifter er altså ”AM 858 4to”, også kendt som ”Chronicon Skibyense” eller – mere mundret – Skibbykrøniken. Den er skrevet på latin og opkaldt efter den kirke på Sjælland, hvor den tilfældigt blev fundet tilbage i 1650 i et hulrum bag alteret.

”Det er en bolsjebutik at se,” siger prins Joachim, mens han kigger nærmere på den opslåede bog. Så tager han et billede af teksten med sin mobil.

Scenen er med i det første afsnit af programmet ”Prins Joachim fortæller …”, som vises på DR K i aften. I serien rejser prins Joachim rundt i landet for at blive klogere på, hvad der har været med til at forme danskerne og det danske samfund, og hvert afsnit lægger vægt på forskellige temaer.

I det første afsnit, der handler om tro, kører prinsen blandt andet ud til steder, der beskriver kristningen af Danmark, Danmarks katolske historie og Reformationen i 1500-tallet. Det er i forbindelse med sidstnævnte, at Den Arnamagnæanske Samling i København bliver besøgt. For netop Skibbykrøniken giver et særligt indblik i skiftet fra katolicisme til protestantisme i Danmark, siger Anne Mette Hansen, der er lektor på institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet. Som kurator for Den Arnamagnæanske Samling stod hun for at vise prins Joachim rundt under hans besøg sidste år.

”Det særlige ved Skibbykrøniken er, at den er et personligt håndskrift af teologen Poul Helgesen og dermed hans egen fortælling om de politiske og kirkelige begivenheder, der fandt sted fra 1448 til efteråret 1534. Den er altså et vidnesbyrd og en personlig danmarkshistorie på latin,” siger hun.

Poul Helgesen blev født omkring år 1485 og var kendt som en reformkatolsk teolog, humanist og historiker, der ledte munkeordenen Karmeliterordenen i Norden, og som også oversatte flere af den tyske reformator Martin Luthers tidligere skrifter til dansk.

”Poul Helgesen ville ligesom flere andre katolikker gerne reformere den katolske kirke. Men han var ikke enig i den reformation, som Martin Luther stod for. Han ønskede for eksempel ikke at afskaffe alle de katolske sakramenter eller munke- og nonneordenerne. Han sagde selv om sit standpunkt, at han hverken kæmpede på reformisterne eller de reaktionæres side, men ville en tredje vej,” siger Anne Mette Hansen og tilføjer, at Poul Helgesen samtidig ikke lagde skjul på, hvad han syntes om dem, han var uenig med.

”Han kaldte for eksempel kong Frederik I for en kirkerøver, og han sagde om Hans Tausen, som blev biskop i København, at han holdt pestbringende prædikener. Hans meget direkte sprog har også gjort Skibbykrøniken til noget særligt.”

Hvad der senere skete med Poul Helgesen, kunne Anne Mette Hansen desværre ikke fortælle prins Joachim om under besøget sidste år. Ingen så eller hørte nemlig fra teologen efter år 1534, og i krøniken, der blev fundet i Skibby Kirke, slutter teksten da også midt i en sætning.

”Vi har ikke noget, der peger på, at nogen skulle være efter ham. Men faktum er, at han forsvandt,” siger hun.